Ukraine: Blokaden af Krim
This is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.
Winston Churchill, efter sejren ved El Alamein 1942.
Hvis nyheder fra en krig overhovedet kan siges at være ”gode”, så er der godt nyt fra krigen mellem Rusland og Ukraine. Sidstnævnte har dette forår vist, at det nu besidder metoder og midler til at kratte alvorligt i den russiske bjørns bagdel. Indsatsen foregår på flere fronter og niveauer og med forøget præcision og styrke.
I mange måneder har Ukraine udviklet og forfinet drone/AI-teknologi som nu er i stand til at dominere slagmarkens bagland, navnlig transportveje og havne langs det Azowske Hav som forsyner den sydlige front og halvøen Krim. Man forstyrrer og ødelægger fjendens logistik mere end 200 kilometer bag fronten.
Efter fire års krig er Russernes resultat hvad Krim angår: Samtlige adgangsveje, land, luft og søveje, afbrudt eller forstyrret, ingen sortehavsflåde af betydning i Sevastopol, luftforsvaret svækket og brændstof-situationen er en katastrofe som venter på at ske. Om føje tid – vi taler måneder - trues befolkningen (ca. 2 mil.) og garnisonen (måske 50.000 mand) af undtagelsestilstand, mørkelægning og sult. Russerne erfarer ulemperne ved at besidde en stjålen halvø.
Daglige og natlige angreb mod russernes forsyningsveje forvandler hastigt Krim til en ø, som over tid vil blive mere og mere kostbar og meningsløs at forsvare. Man sulter russerne ud; eventuelt må man senere rende resterne over ende, men det haster ikke...
For Ukraine er generobring af Krim blot ét af krigens mål – den nuværende blokade er et indirekte middel som dræner russernes ressourcer, ydmyger dem og bidrager til at fremtvinge en våbenstilstand og måske reelle forhandlinger. Strategi i mesterklasse.
Der er også (som sædvanlig) potentielt dårlige nyheder fra Rusland, thi mens det russiske idiotstyre er i gang med at tabe én krig, forbereder det muligvis et hævntogt, en provokation eller afledningsmanøvre mod en fiktiv fjende ved den østlige grænse, f.eks. Estland. Rusland må angribe, ellers er det ikke en herskermagt.
Den ukrainske strategi går ud på at ødelægge Ruslands evne til overhovedet at føre krig. Imidlertid forekommer det ikke usandsynligt at det russiske førerskab, af bare dum og desperat ondskab, ønsker at følge dødsruten til den bitre ende. Krigen mod Ukraine er forbi når Vladimir Putin ligger udstillet i mausoleet på Den røde Plads, ved siden af Vladimir Lenin. Hvad der derefter sker kan ingen vide.
Ruslands nedarvede trang til at ødelægge andre nationers lykke - og sin egen - kan ikke uddrives overnight. Men det er på højeste tid at det russiske imperium opløses.
Moscovia delenda est.