Jens Baggesen: Labyrinten

Jens Baggesen (1764 - 1826): Labyrinten (1792-93)

Forfatterspiren fra det fattige Korsør havde fået et rejsestipendium - en mulighed for at gøre "Le grand tour" - og sponsorerne fik noget for pengene, nemlig en rørende og morsom rejseberetning: Labyrinten.

Som de fleste unge er Baggesen umådelig optaget af sine følelser. De mange smukke indtryk i det fremmede gør at han en aftenstund tilsyneladende oplever en slags depersonaliseret gåen-i-et med det hele. 

Vi ankom til landsbyen Appelweier klokken ni i måneskin. Det var den skønneste, blideste, fast lykkeligste aften i mit liv. De mangfoldige arkadiske genstande på den tilbagelagte vej, de milde følelser og glade betragtninger, de natuligen opvakte i deltagelsen af så mange brødres glæde, solens herlige nedgang, den hele naturs uophørlige smilen havde efterhånden bragt mit blod i et så sagte omløb, mine nerver i en så stille kildrende bæven, at alt i det forbigangne, nærværende og tilkommende syntes mig at opløses i den frydefulde tilværelses skønneste harmoni -

Hvad ligner din nektars livsalige drik,

Natur! af dit himmelbekransede bæger?

Hvor kilder, hvor styrker, hvor lindrer, hvor kvæger

Den væsnet, som sans for din nydelse fik!

I frugtbarheds skød

Hvor friheds og ejendoms lovsange lød,

Omrislet af bækken, omraslet af lunden,

Omskimret af månen i drømmende blunden,

Din berusende vellyst du over mig gød!

Jeg drømte mig opløst i æther; min ånd

Afløstes de tunge, de trykkende bånd;

Jeg dufted med blomsten, jeg svæved som månen;

Jeg flagred i vinden; og  - salige dånen! -

Mit liv i en sagte henrislende død,

Som badet i himlens olie, flød!