H. C. Andersen: En Digters Bazar
H.C. Andersen (1805 - 1875): En Digters Bazar kap. 25 (1842)
Efter napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet var det danske rige stærkt reduceret ved afståelsen af Norge til Sverige. Statsbankerotten i 1813 bankede bunden ud af statskassen og økologisk set var landet slidt ned, med tilsvarende ringe landbrugsproduktion. Flåden havde englænderne erobret i 1807 og kolonierne var en underskudsforretning. Danmark var en "rest-stat", og har været det lige siden.
Så meget mere bemærkelsesværdig var den kulturelle opblomstring der foregik i landet. Hvis man en en dag i 1840-ene gik en tur ad Købmagergade i København ville man måske møde den iltre Søren Kirkegaard, ivrigt diskuterende med alle og enhver, N.F.S. Grundtvig, fremtidig folkehøvding, fysikeren H.C. Ørsted med friske opdagelser i mappen, eller måske den trivelige museumsmand Christian Jürgensen Thomsen, grundlæggeren af det system til periodisering af oldtidsfund, som bruges af alverdens arkæologer.
Et af de mærkeligste eksemplarer i flokken af københavnske genier var den kejtede H.C. Andersen med hesteansigtet, på ophold i hovedstaden mellem sine udlandsrejser. Han elskede sit hjemland, javist, men mange af dets indbyggere holdt han mest af på afstand. Rejserne skaffede ham inspiration og materiale til en serie populære rejseberetninger. En af de helstøbte er "En Digters Bazar", om en udfærd til det dengang eksotiske Konstantinopel/ Istanbul.
I dette udrag beskriver Hr. Andersen fra det tågede nord en oplevelse af stjerneskæret over Malta og Mælkevejens guddommelige pragt.
MALTA
Klokken var tre om morgenen; jeg hørte ankeret falde og vidste da, at vi lå i Maltas havn. Jeg kastede min kappe om mig og sprang op på dækket.
Det første jeg så, var den aftagende måne, dens horn var så tynde og bøjede og dog lyste de, som fuldmånen i Norden; eller kom måske denne klarhed i luften fra de utallige stjerner? En sådan pragt havde jeg aldrig før set, hverken under Italiens klare himmel eller selv i vore nordiske vinternætter.
Venus-stjernen syntes at være en sol, uendelig langt borte, så den kun kunne vise sig som et punkt, men det var et sol-punkt. Dens stråler spillede på vandfladen omkap med månens.
Stjernerne i Norden er kun glimtende glas, her er de ægte sten! mine hænder foldede sig uvilkårligt, min tanke var hos Gud i beskuelsen af hans herlighed. Der var en stilhed rundt om! her hørtes ikke en åres plasken i vandet, ikke en klokkes lyd! Alt stille, som i en ensom kirke.
(...)
P.S.
I vore dage har også malteserne opdaget at de bør passe på deres nattehimmel:
