Ukraine: Sevastopols belejring 1855

 
8. September 1855 forlod den russiske garnision flådehavnen Sevastopol efter 11 måneders bombardement; et afgørende nederlag i Krimkrigen (1853-56), som i højeste grad handlede om besiddelsen af denne halvø i Sortehavet.

Senere vendte russerne tilbage, og efter Sevastopol havde udstået endnu en belejring i 2. verdenskrig, overgik Krim til Ukraine i 1950-erne. Det senil-demente Russiske Imperium ønskede imidlertid sin Sortehavs-juvel tilbage, og annekterede (stjal) den i 2014. For indeværende er herskerdrømmene udfordret gennem Ukraines ødelæggelse af forsyningsvejene til Krim.  

Leo Tolstoy (1828 - 1910) deltog i Krimkrigen og skrev tre fortællinger om belejringen af Sevastopol; vidnesbyrd om russernes følelser for Krim - og Zarrigets imperiale ideologi.

Beretningerne fra Sevastopol er stats-loyale (ellers var de ikke sluppet gennem censuren), men realistiske skildringer af krigens omskiftelighed, sejre, gru og nederlag. Som et á pro pos til den nuværende situation.

Sevastopol i august måned. Oversat af V. Gerstenberg. Forlaget Edito 1974.

I Sevastopols bastioner, der i så mange måneder havde været brændpunktet for en travl og energisk virksomhed, og hvor så mange helte, den ene efter den anden, havde ofret deres hjerteblod i Sevastopols bastioner, som fjenden så længe havde set på med rædsel og raseri, men som han i dag betragtede med sejrs-stolthed, var der nu ikke en levende sjæl. Der var grufuldt og uhyggeligt ude i dem.

Men skønt døden have mærket dem med sit stempel,var der dog ikke stille endnu, thi ødelæggelsen var i fuld gang. I de jorddynger, som eksplosionerne havde ophobet, lå henslængt splintrede lavetter,skrækkeligt lemlæstede lig både af russiske og franske soldater, bomber og kanonkugler. Store, svære kanoner, som nu tav for bestandigt, var blevet slynget til vejrs med så umådelig en kraft, at de i deres fald havde boret sig halvt ned i jorden.

Overalt vældige fordybninger i jordsmonnet, sønderskudte bjælker, forskansninger splittet i stumper og stykker, atter og atter tavse lig i grå eller blå feltkapper. Eksplosionerne, der endnu rystede luften, kastede hen over dette ubeskrivelige kaos et blodrødt, sitrende skær, der syntes at give det hele liv.

Belejrerne så nok, at der foregik noget i det skrækkelige Sevastopol,men hvad det var, kunne de ikke forstå. Disse eksplosioner og bastionernes uhyggelige tavshed opfyldte dem med rædsel; thi under indtrykket af den stærke og hårdnakkede modstand, de havde mødt i dag, vovede de ikke at tro,at deres uhyggelige fjende var borte. Tavse, ubevægelige og skælvende ventede de på, at den mørke rædselsnat skulle få ende.

I den sorte, stormfulde nat bevægede den russiske hær sig frem i en eneste stor og bølgende masse, der urolig som havet vældede ned mod bugten, over broen og bredte sig på nordsiden. Langsomt og skjult af et tæt mørke drog den bort fra det sted, hvor den efterlod så mange tapre brødre. Uden sværdslag forlod hæren den bloddrukne jord, som den i elleve måneder havde forsvaret mod en modstander, der var dobbelt så stærk som den selv.

Den første følelse, som greb enhver russer, da han modtog befaling til uden kamp at rømme Sevastopol, var uendelig tung og pinlig; den næste var frygten for at blive forfulgt, Så snart vore soldater havde havde forladt de steder, hvor de så længe havde kæmpet, følte de noget, der lignede modløshed. Ængstelige og urolige trængte de sig i mørket hen mod broen, der gyngede frem og tilbage i den stærke blæst.

Infanteri, milits og  marinesoldater blandedes sammen til en eneste stor klump af mennesker og klirrende bajonetter, gennem hvilken de beredne officerer, der skulle videre med befalinger, med nød og næppe banede sig vej. Civile folk og oppassere tiggede og bad forgæves om at måtte slippe frem med deres bohave og tøj. Artilleriet arbejdede sig med sine tunge, rumlende kanoner igennem mængden og ned til bugten, for hurtigst muligt at komme afsted. Selvopholdelsesdriften oppe hos enhver, hvor travlt og ivrigt de så var beskæftiget. Ønsket om at komme bort fra dette uhyggelige sted, hvor døden lurede over alt, fandtes hos alle.

(…)

Så snart soldaterne var kommet hinsides broen, blottede de alle hovedet med en andægtig følelse og gjorde korsets tegn. Men derefter fulgte en anden endnu stærkere følelse, en blanding af skam, anger og harme, der pinte og nagede enhver af dem. Alle som én så de over mod det forladte Sevastopol, knyttede hænderne og sukkede dybt og bittert.