Historie: Topografisk beskrivelse af Militærvej 22

Markus Spiske, Unsplash.com

Indledning

Gartnere dyrker grøntsager, blomster og frugt. Bønder tager sig af korn, majs og roer.

Romanforfattere kører palle efter palle med deres tykke bøger ind i varehusene. De handler meget ofte om kærlighed, krig og mord.

Digtere sælger deres små bøger fra boder ved vejen. De handler om alt muligt, for eksempel om træer, jord, luft, ild og vand.

Finder man på en vandretur et par blomster i grøftekanten, og de vækker et fiber i éns hjerte, så er det vel tilstrækkelig belønning for de ømme ben.

Matriklen

På Militærvej 22 4700 Næstved drev handelsgartner Karl Kruse Sørensen og hustru Paula Sørensen i fyrre år deres gartneri. De frembragte fire børn.

Mine forældres matrikel var en uregelmæssig, spidsvinklet trekant, med hypotenusen i vest; dens retning var nøjagtig nord - syd. Knap 25.000 m2, eller ca. 4.5 tdr. land. Jordstykkets to andre linjer - kateder - var dannet af to sammen-løbende banelinjers dæmninger, Køge-banen ("Lille Syd") og en lavere, nu forsvundet militærbane, heraf navnet Militærvej.

https://da.wikipedia.org/wiki/Milit%C3%A6rsporet

Matriklen var udskilt af jordene fra landsbyen Gammel Holsted. I 1959 blev grunden gennembrudt ved anlæggelsen af Østre Ringvej. Herved deltes mine forældres gartneri i en "formark" og en "bagmark". Den fungerer nu som regnvandsbassin. 

Grunden var, hvad landinspektører kalder en "spids", skærmet af de to banedæmninger mod vinde fra nord, øst og syd; et hegn af gran, syren og popler gav læ mod vest. Terrænet steg to - tre meter fra vest mod øst, med en sænkning på midten. Dér lå et vandhul, "Vandingen",en fhv. mergelgrav - for de uindviede: mergel er kalkholdig jord, bruges til jordforbedring af "sur" jord. 

Huset

Det hvidkalkede stuehus med eternittag var bygget i 1903, formentlig efter en standard-tegning for statshusmands-boliger. Indgang fra gårdspladsen gennem en grønmalet træveranda; til venstre køkken og til højre dagligstue. I gangen trappe til loftet med værelse i gavlen. Bag køkkenet et sovekammer og bag dagligstuen den ”fine” stue. Dagligstuen blev varmet op af en koksfyret kakkelovn.

Stuehuset lå "solret" dvs. orienteret efter verdenshjørnerne, og var med en mellembygning, i to 90-graders vinkler, føjet sammen i et "Z". Pakrum/salgslokale i midterdelen, og i den østlige ende stald, redskabsrum og værksted. Hertil kom en bygning med vaskehus/cykelskur/das, samt drivhuse og varmecentral/ garage.

Ved midsommer skinnede solen uvant ind i stuen ad nordvinduet på et hjørne af skrivebordet, med den buttede sort-hvide bakelitradio under stueuret. Her var fars kommandostation: telefon, barometer, termometer, regnskabsbøger, pengekasse, kalender.

Mor regerede i køkken og spisekammer. Hvor mange tusind gange har hun ikke stået ved vasken og skrællet kartofler, mens hun kiggede ud på gårdspladsen efter kunder, og samtidig havde et øje på børnene? Af og til sang vi, mens vi vaskede op.

Ved midsommer nåede skorstenens skygge til pakrumsdørens trappe. Om vinteren nåede skyggen helt ud til kastanjetræet i haven. Sådan målte huset årstiderne.

I pakrummet skyllede vi grøntsager i en stor træbalje og ordnede blomster. Der var en afløbsbrønd, et betonrør, som ved et mærkeligt tilfælde havde netop de mål og var af det materiale, som, når dråberne dryppede ned i den, forstærkede vandets klokkeklingende Mozart-menuetter. En vand-spilledåse med resonans-rør! Så klar og sprød en klang. Jeg kan stadigvæk høre den.

Jorden

I "Formarken" var  muldlaget ved mange års tilførsel af gødning og planteaffald blevet meget tykt, måske en halv meter.

Den muldjord, som nærede mig gennem barndom og ungdom var gammel landbrugsjord, "madjord", måske periodevist dyrket  i op mod 5000 år. Nu er muldens historie dækket af "industri" og en parkeringsplads, anlagt på tilkørt entreprenør-muld – en uskøn blanding af ler, sten og betonklumper og det ligner mere industriaffald end noget andet.

Engang fandt far en fint slebet, intakt, lysegrå flintøkse ude i marken. Jeg kom hjem fra skole om eftermiddagen og så øksen ligge på spisebordet. Den havde små gnister og striber af blåt i sig. På en seddel havde far skrevet: "Hilsen fra stenaldermanden”. - Den eneste gang jeg kan huske, han skrev noget til mig - ingen tvivl om at han var glad. Han havde også fundet en sølv-denar (en "Iulia Domna" fra omk. år 200 e.Kr.) og adskillige mønter fra 1700 og 1800-tallet.

Markvandring

Jordstykket var ikke anvendeligt til landbrug, men nærmest som skabt til gartneri.

Lad os gå op til det nordvestlige hjørne af grunden, hen mod Køge-banen hvor far et forår for længe siden plantede en lund af blommetræer,. Dér hævede terrænet sig en meter eller to i forhold til huset, og derfor gik det "op" mod banedæmningen, som var omgivet af et svært ståltrådshegn, vi kunne balancere på, svingende og svejende fra stolpe til stople mens det peb og hvinede i kramperne. Selvfølgelig faldt vi ned. Vi måtte op igen.

I dette hjørne af grunden var mulden påfaldende mørk, pulveragtig, smuldrende og  - et af livets uløste gåder - fuld af hestetænder med intakt emalje, samt en mængde ildskørnede, hvidlige flintesten. Når vi drenge i et anfald af arkæologisk forskeriver gravede et hul her, så slog det aldrig fejl, at vi kom godt beskidte hjem med håndfulde af rillede hestetænder og hvide, revnede flintesten, lige til at brække itu. Vi fandt aldrig nogen knogler eller kranier.

Arkæologer kalder den slags for "sortjord" eller kulturjord. Mennesker foretog sig  engang et eller andet her, som ændrede jorden – måske har Næstveds rakkere haft en affaldsbunke herude? Døde heste, og de mennesker som fjernede dem, var "urene" i middelalderen. Sorterede, deponerede og/ eller afbrændte man her, langt fra byen, de uanvendelige dele af ådsler? Måske forklarer det alle de varmeskørnede flintesten, samt at der slet ikke fandtes knogler - de blev førhen anvendt til at koge lim på. Kun tænderne blev tilbage af de krikker.

Måske forklarer det også fundene af mønter fra enevældens tid? Stedet har ligget langt fra boliger, men ikke langt fra landevejen mod Ringsted. Et par hundrede meter mod nordvest, og dermed tættere på landevejen, ligger en lille banke hvor der var henrettelsesplads i middelalderen. Her stod en af Næstved bys galger. Der har været aktivitet og trafik i området.

Længere mod øst, langs Køge-banens 5 - 6 meter høje dæmning, inde i krogen ved den enden af den stejle overkørselsrampe, som vore forældre i en menneskealder lejede for 5 kr. om året af DSB, dér begravede vi katte, de hviler glemte under det høje græs. Min barndomsven Kim og jeg lavede en gravsten til én kat; med hammer og mejsel huggede vi de udødelige ord ”Fred Alfred” i en cementklods - thi katten var opkaldt efter en omrejsende sælger af rottegift.

Vi går forbi den gran-tilplantede "rampe" og hasselbuskene og æbletræerne på dens skråning. Tæt ved vandhullet var en plet jord, hvor man så mange flintafslag, når man gik og lugede jordbær eller porrer. Her var formentlig i jægerstenalder en lejrplads, ved bredden af den lavvandede sø, som engang havde været her. Jeg fandt et flint-bor eller skraber, jægerfolkene brugte til arbejdet med at lave redskaber i træ og hjortetak.

https://www.metaldetektorfund.dk/ny/fund/?dimeid=109419

Det lille stykke ved siden af Vandingen var vanskeligt at dyrke, og ofte oversvømmet om vinteren. Hvis man kom til at pløje dybt, trak ploven hvide klumper af mergel og muslingeskaller op fra bunden af den gamle sø, hvor nøkkeroserne engang lyste i middagssolen og gedder og aborrer ringlede vandet tidlige morgener, mens røgen fra lejrbålet drev myggene bort fra siv og dunhammer.

Vi går over på den anden side af Ringvejen, som skar sig gennem begge banedæmninger - jeg husker den dag store gule entreprenør-maskiner åd en lille lund med fyrretræer - der smalnede marken til og rækkerne af afgrøder stadig kortere. Terrænet steg en smule, og på den nordlige baneskråning stod nogle æbletræer.

Her var det vores forældre gravede sig et beskyttelsesrum i månederne før anden verdenskrigs afslutning, dengang man havde grund til at forvente det uventede. 

Senere lavede ræve sig en hule i den yderste, tæt beplantede del af matriklen. Her løb de to baneskråninger sammen i en lund af fyr, gran og birketræer. Et par bøgetræer var stedets allerældste beboere og vidnede om at her engang havde været skov – der var en lille bitte bestand af anemoner – og herind gik en sommerdag to små drenge på rævejagt. Men det blev mere og mere uhyggeligt, jo tættere de kom på rævehulen. De stoppede op, drøftede emnet og fandt frem til, at den slags dyr både kunne bide og være farlige - så de vendte om, og var glade ved at komme ud i solskinnet.

Ilden

Et forår brændte vi grønkålsstokke af i bagmarken; vi hev mange hundrede ru og bladløse stokke op af jorden, de var lette at smide hen i bunken med det tunge, jordede rodstykke forrest. Da ilden, ved hjælp af en slat spildolie rigtig fik fat, røg dette tons grønne affald som en vulkan, en herlig hvidgrå røg, slet ikke skarp som brænderøg, men så tæt at man kunne lege skjul i den; så stegte vi kartofler i bjerget af aske og gløder og kradsede de forkullede skræller af med fingrene, som vi måtte puste på. En klat smør havde vi med hjemmefra. Det brændte i flere dage.

En Sct. Hans-aften lavede far et fint bål ude bag granplantagen, på det yderste græsklædte stykke af militærbanen, som han ikke ejede. Men han overså desværre telegraf-og telefontrådene, som krydsede over her. 25 - 30 kobbertråde, ophængt på isolatorer af hvid porcelæn - blev meget varme og strakte sig næsten ned til jorden ligesom slappe lakridsbånd - men trådene brændte altså ikke over.

Ellers havde han vel afbrudt forbindelsen mellem København og Vladivostok - skønt det nok var tilbage i Store Nordiske Telegrafselskabs storhedstid, at linjen til det østligste Rusland gik fra København langs Køgebanen på vejen mod Gedser og østover. I skarp frost sang trådene med en tikkende og gnistrende tone – ekkoer af samtaler med Stillehavskysten?

Vi går tilbage mod vest, ad markvejen langs Militærsporet, bygget af det fineste sand man kan tænke sig. Oppe på dæmningen kunne man ligge i fred med en bog, sine tanker og fornemmelser i solskinnet på et tæppe mellem de små graner, som struttede med deres nye grønne skud.

Vandet

Engang, tidligt i juli måned, fandt vi bunker af grynet sne under granerne på den nordvendte skråning af Militærbanen.

Gartneriets "Vanding" viste grundvandets niveau; at vi levede oven på vand og at jorden optog, ledede og udtømte vand i en årlig rytme. Dernede drev de langsomme vandstrømme gennem ler og sand.

Ærgerlige oversvømmelser i kældrene viste det samme. Om foråret rislede det så klart og stærkt ud af drænrørene. Vandspejlet i Vandingen steg og sank langsomt i takt med hvor meget det regnede og hvor meget afgrøderne skulle vandes. Man må forstå, at et gartneri bruger en mængde vand. Det billigste vand er det, man selv kan skaffe sig.

I skyggen af piletræerne omkring den lille dam duftede det grønt af andemad og små skøjteløbere susede hen over vandets bløde overflade. Lynhurtige guldsmede patruljerede hen over siv og dunhammer. 

Luften

Vi afslutter turen ude på marken mod vest, bag hegnet af de evigt raslende poppeltræer. Her lå der en lille bakke som en gammel mand fortalte Far hed ”Lille Ishøj”. (Der lå en større "Ishøj" i nærheden, heraf navnet Ishøjvej.) Her var det godt at sætte drager op når kornet var høstet. Vi løb gennem stubbene, og de stak gennem strømperne når vi trak vores hjemmelavede brune papirdrager op i vejret. En dag, da vinden var meget støt, tøjrede vi dragen og gik hjem til frokost, mens den hang og passede sig selv deroppe i luften.

Stjerner og udgang

Dengang var det mørkt, når det var nat. En frostklar decemberaften lå jeg på græsplænen i min duffel-coat og stirrede lige ind i Mælkevejens isblå stjernetåge gennem en prismekikkert. Da kulden blev for streng gik jeg ind i køkkenet til mor og spiste småsvedende tallerken efter tallerken af fed kråsesuppe med urter og svesker.

Langs den sidste del af vores grusvejs-ende af Militærvej, på en græsklædt rest af Militærbanens dæmning, var der et slags  "terrain vague", et område ingen åbenbart gad tage sig af. Dér stod i mange år resterne af en rusten værkstedsmaskine af ubestemmelig race. Eneste bevægelige del var et stort, tungt støbejernshjul, man kunne få til at dreje rundt med mægtig fart og kraft.

Første gang jeg gik ud i verden var ad denne græskantede grusvej med små vandpytter.