Pandemi: Frygt og kreativitet

William Blake: Job´s Evil Dreams. Wikipedia.org

Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. 

- Ordsprogenes Bog

Frygt

Under en af sine rejser i Canada var Knud Rasmussen gæst hos en inuit-fanger, en velhavende shaman og leder af en familiegruppe. Da Knud spurgte værten om, hvad man sådan troede på her i disse egne - fik han svaret: “Vi tror ikke, vi frygter.” 

Selvom frygt er ubehagelig, er den ikke en sorg, men et beredskab mod mulig sorg, på grund af ulykker. Uanset om man mener de kommer af Herrens vrede, eller naturens luner. Man må lære frygten og dens årsager at kende, før man kan overvinde den.

Frygt er et omsorgs-beredskab afledt af livsdriften, som leder mod tilfredsstillelsen af basale behov. I moderate mængder er frygt for det ukendte og truende en sund og livsbefordrende følelse. Ikke rar, men nyttig.  

Angst er en helt anderledes og destruktiv følelse. Angst er ukontrolleret ubehag overfor det, man ikke er i stand til at se og indse. Angst er en art sorg og fører måske til panik. Man kender nemlig ikke troldens navn, og kan ikke få krammet på ham. 

Angst viser sig i konspirationsteorier. F.eks. at Covid-19 slet ikke eksisterer og at vaccinering er et skummelt komplot, som skal gøre alle dumme menneske-får til stats-slaver.

Frygt derimod gør, at man tvinges til at se det, man har brug for at se - og indse. Vogte sig for farlige dyr i skoven og tåbelige mennesker i byen. Dyrke sin jord med rettidig omhu og samle kundskab, passe sine børn og forsøge at elske sine medmennesker, selvom de mestendels er nogle idioter. Men Gud skabte menneskene i sit billede og det bør man ikke kritisere. 

Det virker rimeligt at formode, at både religion og videnskab til dels begynder med frygt. Rigtigt håndteret leder frygten til operationel viden. Frygt er noget foreliggende, og fornuftigt håndteret kan den være en visdommens kilde. Hvad visdom ellers er for noget. Der skal jo visdom til at genkende visdom.

Visdom 

Ordene visdom, viden og vid har - ligesom ordet bevidsthed - oprindelse i et proto-indoeuropæisk ord som betyder “at se”. Jf. latin "vidère" - f.eks. "vision", "revidere". Bevidsthed er en indsigt i, at man har viden - også om sig selv. 

Menneskets bevidsthed er spaltet i et “jeg” og et “mig”. Når man bevæger sig ud af barndommens drømmende væren og ind i en voksen, bevidst til-væren, bliver man objekt for sig selv. I samme bevægelse skabes man som subjekt - for andre mennesker. Spaltningen er en muligheds-betingelse for at man bevidst kan opsøge nye sammenhænge, ny mening og enhed. 

Vis-dom kan begribes som et aktivt handlende menneskes evne til at dømme mellem relevant og irrelevant viden. Hvis man har dømmekraft, har man magt over hvad man ved og kan. Man "overkoder" sin viden.

Dømmekraft er en evne til at samle nyttig viden og gøre den anvendelig; den del af forstanden, som gør én i stand til at anvende sin forstand. Intelligens, kundskab og kompetence er beslægtede begreber.

For øvrigt stammer ordet intelligens fra det latinske “intellego”, som betyder at sortere, at opdele. Man fjerner uvæsentlige detaljer og går til sagen selv.

Men hvilken vej skal man gå?  

The road of excess leads to the palace of wisdom - skrev William Blake.

Hvis man tør gå ud over grænserne, ud af sig selv og ind i ekstasen, så er man godt på vej til visdommens tempel. Men - man bliver ikke visere, fordi man har talent for at dumme sig. Der skal mere til.

I nutidens højteknologiske samfund har vi skaffet os en del frygtindgydende problemer på halsen, vore forfædre ikke var belemrede med - fordi vi, med kapitalismen som økonomisk motor, slet ikke kan undgå at gå ud over grænserne, og dumme os. 

En slags status på pandemien

Det p.t. mest påtrængende samfundsproblem er selvfølgelig den grasserende pandemi. Hvis nationen skulle gå hen og blive visere af den oplevelse, så har udgifter, ulejlighed, død og lidelse ikke været helt forgæves. 

Foråret 2020 lærte danskerne troldens navn at kende og de viste sig at være mærkværdigt krisebevidste. Det var ikke Holger Danske som vågnede, men det er ligegodt påfaldende, at man i et land, som ikke har kendt til pandemier i 100 år, var i stand til at omstille sig så hurtigt til en ny situation. 

Og det gjorde disse velfærdsforkælede og let indadvendte nordboere, som er afslappede i omgangen med hinanden, og som vist nok holder af at tro, at de er både frisindede og små-anarkistiske. 

Piet Hein skrev om den danske nationalkarakter: 

Hvor er dog Danmark dejligt, her er intet absolut. /Noget er forbudt og noget meget strengt forbudt. /Men altid er der li´som underfundigt føjet til: /Naturligvis undtagen hvis De meget gerne vil. 

Indtil videre ser det ud som om danskerne har formået at følge en middel-kurs mellem statslige tvangsforanstaltninger og selvisk individualisme. De har vist sig som gode landsmænd, været hensynsfulde mod samfundets svageste og alt i alt udvist “samfundssind” - et udtryk nogle af os er trætte af at høre gen-gen-gentaget.  

Landet besidder megen know-how, har en solid økonomi og er styret af en rimelig ukorrupt stat, med solide rødder i enevælden og dens biopolitik. Befolkningen er tryg ved at være registreret på kryds og tværs og veluddannet. De fleste har lært at se ud over egen næsetip, og det er jo en betingelse for at være forudseende.   

Landet må lære at leve med følgerne af Covid-virusset i et stykke tid endnu, hvor længe er der ingen som ved. Hvilke følger? Her er nogle gæt:

- Provinsen vinder respekt. Vi kommer til at høre mindre journalist-snak om "Udkantsdanmark". Frihedssøgende og ressourcestærke unge familier, som kan arbejde hjemmefra, og holder af åbne landskaber, har i nogen tid fravalgt storbyen, og covid-krisen vil måske styrke tendensen. I hvert fald er det lettere og billigere at holde sig selv og børnene sunde under en pandemi ude på landet.

- Vi sætter håndtrykket på pause, denne gamle sociale gestus med sammensat betydning. Man viser, at man ikke har våben i hånd og tester samtidig hinandens velbefindende og styrke. Man bekræfter aftaler ved håndslag og - morsomt nok - at man er rigtig dansker, ved at trykke hånd med en embedsmand, når man tildeles statsborgerskab. 

Håndtryk er en smittekilde af formater. I denne situation finder man mere hensigtsmæssige måder at vise nærvær og høflighed på.  

- Krammet. Mange siger for en tid goodbye til det californiske kram med ikke-nærtstående. Med en blanding af sorg og lettelse. Fx hvad angår omgangen med kramme-glade ledere.  

- Mundbind. Vi siger goddag at bruge mundbind som fornuftig foranstaltning i det offentlige rum. Japanere har brugt det i masser af år, og hvorfor skulle vi ikke kunne vænne os til det? Mundbind giver problemer med at aflæse ansigtets signaler og høre nuancer i stemmen. Men det sparer på kosmetik-budgettet og skægplejen. 

- Afspritning af hænder og forøget bevidsthed om luftbåren smitte og snaskede “kontaktflader”, såsom dørhåndtag og vandhaner. 

- Vi vænner os til at lade os teste jævnligt. Vaccinepas/testbevis bliver som bekendt et krav ved omgang med mange fremmede, fx ved restaurationsbesøg. 

- Koreografi. Der er opstået nye måder at bevæge sig på i det offentlige rum. Vi har lært at (forsøge at!) praktisere social distance. Der er opstået en anden koreografi i supermarkedet. 

- Minkindustrien. Vi sagde brutalt farvel til en mindre del af det industrielle landbrug, minkindustrien. Minkaffæren var ikke nogen køn affære, nej, og der gik skår i statens troværdighed. Under andre omstændigheder ville et tilsvarende indgreb/ overgreb have ført til regeringens afgang. Men man skifter ikke hest i vadestedet.

Mig bekendt tjente minkavlerne ikke mange penge de seneste år, og det kan vel også skyldes at økologi, dyrevelfærd og veganisme er på vej ind som parametre for hvad slags landbrug, det er værd at investere i. 

Fremover vil vi være nødt til at tænke over mulige risici ved at opdrætte mange dyr, på meget lidt plads. En del bønder er nok taknemmelige for at virussen ikke gik på svinene. For - hvor gør man lige af 15 - 20 millioner døde grise?    

Mentale følger af pandemien? 

Man bør være bekymret for de unge, som fik sat uddannelse og socialisering på stand-by. Intet menneske er en ø, og man kan ikke blive voksen på egen hånd, ligegyldigt hvor kærlig en familie man vokser op i, eller hvor tyk en internetforbindelse man har. I længden er Zoom, Facebook osv. fattige måder at være sammen på. Sekundær socialisering, i den virkelige virkelighed, er afsindig vigtig for mental sundhed. 

Alt for mange elever har ikke formået at lære det, de burde have lært. Det skal indhentes - men hvordan? Der vil være et mærkbart efterslæb, særlig blandt umotiverede eller “svage” elever, som har sovet og/eller spillet et skoleår bort.  

En del af os ældre har kedet os måsen ud af bukserne og været nedstemte. Jeg synes i hvert fald det har været en forbistret lang vinter. De kontaktstærke har formået at holde forbindelsen med omverdenen - og må være taknemmelige for det. Andre er blevet mere isolerede, og det er trist. 

Vi har mistet mange, som kunne have haft gode år blandt os. Corona-pandemien har kostet landet dyrt i penge og andre ressourcer.

Der vil være følger, vi endnu ikke kan gætte om. 

Gud er kreativitet, mente den indiske guru Bhagwan Shree Rajneesh. Frygtdrevet kreativitet åbner op for at noget godt - eller Gud - kan ske, også i denne kedelige situation. Danskerne lærte, at når det gælder, kan de forvandle ulykke til betinget lykke.

Ind til videre har det været til at bære, for de fleste.