Mindeord over Dan Christensen 1953 - 2025

Jeg skal rejse bort.

Ønsk mig farvel, brødre.

Jeg bøjer mig for jer og tager afsked.

Jeg giver jer nøglerne til min dør og opgiver alle krav på mit hus.

Jeg beder kun om nogle sidste venlige ord.

Vi var naboer i lang tid, men jeg modtog mere end jeg kunne give.

Nu er morgengryet kommet og lampen som oplyste min mørke krog er slukket.

Jeg er kaldt hjem og jeg er rede til min rejse.

- Rabindranath Tagore

Dan tjekkede ikke stille ud af tilværelsen. Efter 50 år i den samme tilgroede lejlighed, så magtede han, næsten mirakuløst, at flytte til en lys og venlig ældrebolig – og få dage senere tog han hjem. Kroppen kunne ikke mere, men ånden var klar. Eller ”redebon”, som det hedder i den gamle bibeloversættelse.

Dan var et generøst menneske. Og han vidste så meget.

Først og fremmest skal han huskes for at være Musiker med stort M, med liv og sjæl. En præstation, han yndede at nævne: at have spillet til 12 bryllupper på Møn! På fire år. Her kan det også nævnes, at det var ham, der lærte mig de allerførste akkorder på en guitar. (Og at stemme den) Uendeligt tålmodigt – undervise kunne han jo.

Biolog, gymnasielærer og langtidsholdbar SF-er, som man lavede dem i gamle dage. Benhård naturforsker, men åben for anderledes fortolkninger af tilværelsen.

Engang havde han en helt klar vision af Livets Træ – det ved jeg, for han har selv fortalt mig det.

Dyr dør

Venner dør

Så dør man selv

Et ved jeg som aldrig dør

Dommen over hver en død

Deyr fé,

deyja frændr,

deyr sjalfr it sama,

ek veit einn,

at aldrei deyr:

dómr um dauðan hvern.

- Havamal/ Den Højes Tale