Historie: "Fodsporet" i kulturlandskabet
Fra det Vestsjællandske.
Efter 40 års vankelmodighed mht. anvendelse blev jernbanen mellem Næstved og Slagelse endeligt nedlagt og i 2011 indviet som vandre-ride-cykelrute. Borgerne har hermed fået (delvist selv betalt) omkring halvtreds kilometer bevæge-lykke af fonde og stat i venligt samarbejde. Der er en siderute mellem Dalmose og Skælskør.
Sikken fornøjelse.
En asfaltsti er anlagt oven på banelegemets skærver, og strækningen er velgennemført mht. beplantning, skiltning, gangbroer, shelters mm. De østlige 20 kilometer er omtrent så lige som en lineal. De vestlige 30 mere bugtede. Vil folkevidet engang omdøbe anlægget til "Cykelsporet”? Man støder ikke på mange vandrefugle - eller spor af heste...
Jeg får en svagt uvirkelig følelse ved at en ellers velkendt egn, gennem-cyklet siden barndommen, sådan på én gang har forandret sig, overnight.
Man har i tidens løb fået lavet sig et mentalt kort over egnens vejnet. Og med ét kører man durk gennem landskabet, uden at skulle bekymre sig om firhjulstrækkere, traktorer, lastbiler og andre motoriserede vehikler, cyklister ellers deler vej med. Det her er cyklisternes Kongevej, simpelthen.
Her har de svage trafikanter stor bevægemagt. Den magt har de fået, også fordi staten, gennem dette Naturstyrelsens anlæg, viser interesse i at have en sund bestand af cyklende, løbende og ridende borgere. Motion giver syndsforladelse over for sundhedsstaten.
Vi tramper deru-da og æder kilometer. Få og beskedne stigninger. Det har altid været sjovt at få en hel masse til at ske, uden at anstrenge sig.
På lange stræk triller man behageligt i læ af banedæmningens træer og buske; de strækker sig ligeud så langt øjet rækker og det giver en illusion af at bevæge sig gennem et dunkelt skovdyb. Et par kilometer forude anes et lysøje for enden af træ-tunellen. Asfalten klæber og flimrer i varmedisen og man kan ikke være sikker på, om skikkelserne i det fjerne nærmer sig eller fjerner sig. Hvis de da ikke er fatamorganaer.
Kornmarker, hestefolde, huse, gårde, bondebyer, kirker, vindmøller. Det skabte land, de skarpe konturer...
Et landskab er et kulturprodukt, skabt af mennesker ovenpå naturlige geologiske og biologiske strukturer. Her foregår blandt andet produktion af fødevarer og oplevelser. To magtfulde aktører i det danske landskab er landbruget og Naturstyrelsen.
Sidstnævnte har, som navnet antyder, i egen selvforståelse godt styr på naturen.
Ordet ”Naturstyrelse” er imidlertid en selvmodsigelse, et oxymoron - hvis vi da antager at det er et kendetegn for naturen, at den ikke er styret af andet end naturlovene. Naturstyrelsen burde kaldes ”landskabsstyrelsen”. Det er jo i høj grad noget menneskeskabt, styrelsen bestyrer og genskaber. Og - ret beset er byer også en slags landskaber. Således er vi alle sammen landskabsbrugere for naturen og Vorherre - også Naturstyrelsen.
Den slags spidsfindigheder gider vi ikke tænke på længere, for nu flakser en flok duer dristigt gennem træ-tunnellens halvmørke, hvor mirabellernes frugter ligger mast ud på asfalten og safttørstige sommerfugle halvfulde flakser rundt over det gule smat.
Vi hjuler forbi baghaver med legetøj og brændestakke og en lade hvor mekanikeren taber en skruenøgle på cementgulvet; bagom det private Danmark, herude hvor køkkenhaverne er prydhaver. Lykken er en velpasset række grønkål og ungernes trampolin på plænen under æbletræet. Små katte dukker sig i rabattens græs og hundene gør det de gør...
Et kuld bittesmå børn får sig en succesoplevelse med at cykle, uden at forældrene hele tiden skal minde dem om at passe på bilerne. Man falder i snak med den ene, anden, tredje flok smilende sommerrejsende. Det er for resten mærkeligt som de sure og forurettede liv holder sig hjemme i deres sure stuer denne gyldne eftermiddag.
En saftevandssælger har smækket en selvbetjeningsbod op i rabatten, ud fra princippet om at ærlighed varer længst. Et par kilometer længere henne forsøger en lille kunstner at overbevise os om at vi burde købe en malet "ansigtssten" med ører af pålimede muslingeskaller...måske varsler om at en smule mere handel og liv vil finde vej til de små vestsjællandske stationsbyer som har ligget i halvdvale så længe: Fodby, Sandved, Hyllinge, Dalmose...
"Fodsporet" mellem Næstved og Slagelse har ét muligt minus for meget ivrige cyklister: det kan overstås på en dag. Men man hitter nok på ideer til at gøre turen lidt længere.