Tycho Brahe: De Nova Stella
Tycho Brahe (1546-1601): De Nova Stella (1573)
Tycho Brahe blev som barn på det nærmeste kidnappet og adopteret af en velhavende, men arvinge-løs onkel. Han voksede op på et gods i Skåne og her oplevede han i 1572 det syn, som førte ham ind på den astronomiske løbebane.
Beskrivelsen af fænomenet - som vi nu ved var en eksploderende stjerne, en nova - har adskillige knæfald for kristendommen. Dengang ønskede ingen, heller ikke fra samfundets allerhøjeste klasser, at blive beskyldt for kætteri eller vantro. En begynder ud i astronomien bør ikke udfordre det konventionelle verdensbillede for voldsomt. Forsigtighed er en dyd.
Han foregiver ikke at vide, hvad det er han har set, men hævder samtidig, at det er der heller ingen andre som ved, hverken naturforskere eller teologer.
I hovedsagen er han ude på at foretage nøjagtige observationer og fremlægge facts. Teorier om universets beskaffenhed må bygge på facts. Det er det radikalt moderne ved Tycho Brahes tilgang til astronomien.
Tycho Brahe var ikke nem at omgås og en slem bondeplager. Men han satte nye standarder for den astronomiske videnskab. Det står tilbage.
Om den nye og aldrig siden Verdens begyndelse i nogen tidsalders erindring før observerede stjerne, som viste sig for allerførste gang i slutningen af forgangne år.
Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed.
Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér. Det var i sandhed det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden Verdens skabelse. Det kan i hvert fald sammenlignes med det, som indtraf ifølge de hellige skrifter: Solens gang blev holdt tilbage på Josvas bønner, og på det himmelske slagtoffers tid blev den formørket.
Alle filosoffer er nemlig enige om (og det ligger i selve sagens natur), at der i den himmelske verdens ætheriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse. Tværtimod kan himlen og de ætheriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke eller på nogen anden måde.
Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand. Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusinde år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og mængde, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har. (...)
Kilde:
