Didaktik: Stålormen
Stålormen, det benløse firben. Slow Worm on a hand. Wikimedia.org
Lille lærestykke om gren-teknologi og sten-teknologi
En højsommerdag går vi på stranden neden for Bulbjerg klint og Marie opdager en stålorm i rullestenene lidt oven for bølgerne i havstokken.
Hvis sådan én ellers har hjernekræfter nok til at kunne tænke over fremtiden, så ser den nu, på sin egen øgleagtige måde, frem til at blive hapset af en måge og serveret som frokost for dens grådige unger oppe på det lille kridtfjelds afsatser. Eller blive skyllet til havs ved højvande. Hvis den da ikke mases til pizzafyld af én af de mange turistsandaler som trasker gennem sand, sten, solstråler og Vesterhavets brændingståge.
Et lille stykke levende drivgods mellem Djævelen og det dybe hav.
Vi har dog livet til fælles med kræet. Stålorme (Anguis fragilis) er en slags firben, som i evolutionens løb (!) har opgivet benene, fordi de syntes det var smartere at bevæge sig ligesom slanger. For os primater, som er meget glade for vores ben, virker det som et tosset evolutionært træk, men anyway - Vorherre har en mening med alting, og hvordan flytter man sådan en bette fyr?
Det ligger ligesom i rollefordelingen, at det er manden, som tager sig af slanger og deslige. Men jeg er en meget (meget!) slangeskeptisk menneskeabe og begynder pr. evolutionær indkodet refleks (hvad det end betyder) at lede efter en gren. En følelse af at være en smule fjollet får mig til at indse, at gren-konceptet er en dårlig ide: Dyret snor sig sgu da ikke af sig selv rundt om grenen, ligesom et snobrød. Spidde den som en pølse… binde nogen pinde sammen… duer ikke.
Stålormen ligger og ligner uspiseligt drivtømmer, alt hvad den bare kan. Dens ligne-en-gren-trick hjælper ikke så meget lige nu. Det gør mit gren-trick heller ikke.
Bibelen fortæller, at Moses og Aaron forvandlede slanger til spadserestokke foran Faraos trone, men de var også kendt som Ægyptens førende tryllekunstnere. Sandsynligvis vil dyret sprælle, eller skyde halen af som et sidste forsvar, og så taber jeg det nok i befippelse – og hvis jeg var en smule yngre, ville jeg sige, at det bare er for nederen at tænke på.
Mirakler sker, men man skal som regel selv gøre en indsats. Shit happens, helt uden man behøver at gøre sig umage.
Hvis en gren ikke kan løse problemet, hvad så med en sten?
Mens jeg tænker den logiske blindgyde helt færdig, er Marie begyndt at arbejde på en stenløsning. Hun finder en flad kridtblok; dem ligger der mange af. Det lykkes os faktisk at skovle krabaten uskadt op på stenen; den bugter sig en smule, men ligger ellers stille på sin præsenterbakke. Og så vader jeg gennem sandet for at finde et passende sted at lempe den af. Det må kunne findes derhenne, hvor klinten ender.
Øglens små øjne ser mærkeligt skællede og blinde ud, men da vi nærmer os noget bevoksning rører den på sig og nærmest kaster sig ud i græsset, da jeg sænker stenen. Fem sekunder senere er den ude af syne i sin græsjungle.
God jagt, lille ven.
Og det var historien om to menneskedyr på strandsolskinstur, en gren, en sten og et firben uden ben.