Psykologi: Ayahuasca
Brygget. Wikipedia.
Shamanen rækker mig et glas med en tyktflydende brunlig væske. Jeg skyller den ned i ét drag. Smagen minder om røget cykelslange blendet med sveskesaft. Man fornemmer en afsluttende note af rådne blade. Ude af øje, inde i sind…
Han ønsker mig god rejse. Jeg mumler “tak” og går hen og lægger mig - og venter med et tørklæde for øjnene. Det er sikkert et ømt syn.
Man kan vænne sig til meget, sagde manden. Han havde fået en glødende ildrager i låret.
I henved 50 år har jeg haft et nedstemt sind. Psykologer, psykiatere og andre dødelige bruger gerne ordet “depression” om en sådan tilstand. Musikeren i mig foretrækker ordet “nedstemthed”. Stemning er et godt ord for en sindets grundfølelse, hvormed vi erfarer, hvordan det går med os, og for os.
I mit barndomshjem var det praktiske i orden, men temperaturen, sådan følelsesmæssigt, lå omkring frysepunktet, året rundt. Ikke ét opmuntrende klap på skulderen eller et “hvordan går det i skolen?” Hermed fulgte en meget mærkelig tomhed.
Der manglede noget, men jeg vidste ikke (og kunne ikke vide) hvad det var.Psykologer kalder det "føleses-forsømthed" - "emotional neglect". Det var ligesom at leve i en glasklokke. Er det ikke sandsynligt, at hvis et barnesind overlades for meget til sig selv (forældrene bruger al energi på arbejde og deres sure, passivt-aggressive forhold), så kan dette sind gå i selvsving?
Det forventelige sammenbrud kom en regntung novemberdag i 1969. Mine tanker begyndte at myldre, helt af sig selv. Der kom mange søvnløse nætter med uendelige deja-vu og - men lad mig skåne en verden, velforsynet med mere interessante lidelses-beretninger. Men jeg vil hellere brække begge ben på langs, end opleve sådan en krise igen. Det værste var overstået efter et par år.
Siden har jeg brugt både tid og penge på at tætne huset og sætte nye vinduer og døre i...
I middelalderen mente man at Vorherre gav os sygdomme og lidelser, fordi han ville prøve os, men at han også, for at det skulle gå retfærdigt til, forsynede Jorden med lægeplanter og remedier, der modsvarede disse onder.
Måske er hypotesen ikke helt tosset, i hvert fald ikke sidste del.
Endnu engang deltager jeg i en ayahuasca-seance. For ti år siden var dette bryg fra Sydamerika stort set ukendt i Danmark. I de seneste år har jeg kunnet anvende det omkring 30 gange. Ayahuasca [arya-was-ca] er et af verdens stærkeste sindsændrende midler. Derfor skal brugen hegnes forsvarligt ind af ritualer og administreres af folk, som selv har lært de lektier, midlet giver én.
Denne tyktflydende the koges på planter fra junglen og var anvendt som helsemiddel i Amazonas, længe før spaniernes og portugisernes ankomst. I vore dage bruger små (statsanerkendte) kirkesamfund i Brasilien brygget som et sakramente. Andre brugere, og det gælder vel særligt i Vesten, låner fra et globalt udvalg af religiøse ritualer og fortolkninger.
Uanset hvilke fortolkninger man knytter til midlet, og hvad man i den forbindelse oplever af indsigter og billeder, så er dette lian-afkog det bedste langtidsvirkende stemnings-løftende middel, jeg er stødt på i naturens apotek. Mit mismod forsvinder som tåge for morgensolen en måned, eller to. Medicinalindustriens kedelige antidepressiva har jeg oplevet på anden hånd, så at sige. Derfor ikke...
Medicinen - et ord lægevidenskaben ikke har eneret på - skal altså indtages under trygge, målrettede og regulerede forhold - samt med en åben, tillidsfuld indstilling.
Det kan knibe med det sidste. Faktisk afskyr og frygter jeg medicinen og kuren næsten lige så meget, som jeg afskyr og frygter sindets tunge melodier. Men kun næsten.
Hvis det er modigt at elske friheden i livet, frem for en langsom hjerne-kemisk død; hvis det er modigt at turde opleve jegets død og genfødsel og at se, eller tro at se, sære “platoniske” strukturer i tomheden bag fænomenernes fremtræden - så er jeg vel nok modig. Måske har jeg endog lært at bevidstheden fortsætter efter døden. Man bør imidlertid huske, hvad mystikere har sagt om møder med smiskende engle med glatte tunger...
Fortæl mig, hvor let det er at slippe et psykologisk forsvar, der har tjent én på godt og ondt i mange år.
Endelige sejre findes ikke. Men der er kommet mere “bundtræk” i livet.
At indtage ayahuasca ud fra en psykologisk-spirituel interesse (ønsker om helbredelse og indsigt er eneste gyldige begrundelser) er ligesom at gennemføre et computerspil ved at bruge “snydekoder”. Man får på mystisk-kemisk vis en gennemprøvet adgang til et metafysisk sæt startkabler, som sættes direkte på et batteri med uendelig energi. Jeg kunne nok opnå det samme ved f. eks at meditere. Men jeg drikker helst pulverkaffe.
Lidt mere Instant Karma? - Ja tak.
Jeg ligger på min foldemadras fra Jysk med en solid portion potente alkaloider i blodet. Midt på gulvet står buketter og blomstrende grene foran statuer af diverse guddomme, en svag duft af røgelse slører angstens sved - og nu spiller en guitarist indisk-klingende melodier for det dusin mennesker, der ligger som kulørte kronblade på gulvet i det cirkulære rum. En anden musiker slår på sin tromme. Himmelvognen drøner i en vinkel på 45 grader op mod den lyse himmel. Vi er på vej ud af Midgård, ud i gudernes og jætternes lande, der hvor stjernebillederne er sære.
Man mindes i forbifarten Heideggers udtryk “værensglemsel”. Vi har glemt at undre os over at noget overhovedet er til - og hvad dette, der er, er for noget.
Jeg ankommer, guidet af musik og eksotisk kemi, endnu engang til et land, jeg måske lever i hele tiden, men glemmer findes. Jeg besøger et “sted”, der kunne være min bolig i evigheden. Her møder jeg en intelligens, som er meget ældre og klogere end mit bevidste jeg.
Jeg forventer såmænd bare det uventede af denne intelligens - men i dag er det uventede et syn, jeg har set før: et smaskende brun-gråt, stinkende lortehelvede. Som et skummelt fængsel udstråler det truslen om langsom og smertefuld opløsning. Der er en djævelsk logik i denne kosmiske affaldskværn. Alt i hele verden går ned i den. Intet smukt bliver tilbage, blot denne meningsløse lidelses-mølle.
Og nu fornemmer mit forstærkede indre syn en barneskikkelse. Den ligner et anmassende uhyre fra en Alien-film, omgivet af spænder og lynlåse, fuld af vrede, tung af hævn-fantasier og ødelæggelse. Køn er den ikke. Man får stor lyst til at sætte denne stive vrængdukke fri, kramme den og sige at det nok skal gå alt sammen. Det kommer, det kommer…
Et godt råd, hvis det bliver for meget med det mentale spektakel, er at trække vejret dybt og langsomt. Mine lunger er heldigvis i rimelig god stand. For nogle måneder siden fejrede jeg 45-års jubilæum som ryger med at holde op for good. På en tidligere “indre rejse” viste mit underbevidste (overbevidste?) mig klart og kontant, hvordan blodårer og lunger koksede til. Tiden var ved at rinde ud...
Wow! Oh - wow!
Den sidste film i jungle-biografen viser en lysende have - hvide fontæner sprudler klare væsker i sarte neonfarver. Mellem dem står strålende buske og blomster fra en anden, men dog genkendelig verden. Blandt havens blomsterbede går en gartner og vander med en stor vandkande. Kærligt, omhyggeligt.
Sådan et sted kan man trives.
Og nu vil jeg helst ligge i fred med mine syner og tanker, tilsat kvalme og svaghed, efter at have fastet et døgn.
Jeg glæder mig til at gå gennem sommeren under en lysere himmel.