Psykologi: Amerikanske Fjendebilleder

Man fornemmer et sammenfald mellem amerikansk indenrigspolitik og udenrigspolitik. Fjenden, som kan samle en politisk bevægelse, findes enten indenrigs eller udenrigs.

I reaktionsperioder, som McCharty-perioden i 1950-erne, hvor det gjaldt om at afluse nationen for kommunister, er statens energi så at sige rettet indad, og USA ikke engageret i krige, selvom Korea-krigen var en undtagelse.

I progressive faser, som i 1960-erne, hvor demokratiet øges og folkelige bevægelser, fx kampen for borgerrettigheder vinder frem, er statens energi udadrettet; dette ses i engagementet i Vietnam.

Hvis de folkelige bevægelser truer den amerikanske elites sikkerhed, afledes mediernes og den folkelige opmærksomhed, idet der (op)findes en fjende i udlandet.

Derimod, hvis den politiske og økonomiske elite øger sit greb om landet, (op) findes fjenden i landet, idet der ikke er brug for en ydre fjende. Dette er et tegn på, at den amerikanske overklasse ikke føler sig truet.

Denne periodiske svingning mellem udadrettet og indad-rettet energi følger de politiske generationers vekslen. Én generation har én politik, og den opfylder måske sit formål. Denne politik bliver utidssvarende og opleves af de nye unge som en nederlagets politik. I hvert fald mister den sin magt over sindene.

Her har vi et ideologisk mønster bag det velkendte forhold, at det i høj grad er amerikansk indenrigspolitik, som bestemmer verdenspolitikkens gang.

Amerikanerne er – med en spids pointe – så materialistiske, at de ikke kan få øje på det materielles indflydelse på deres tanker.