Gogol: Døde Sjæle og russisk identitet

Nikolaj V. Gogol (1809-52). Døde Sjæle (1840). På dansk ved Georg Sarauw. (1966)

Gogols roman handler om bedrageren Tjitikovs forsøg på at blive rig i en fart, uden at bestille noget. Planerne slår fejl, og han må i hast flygte fra den provinsby, hvor han pludselig er meget uønsket.

Historien slutter med Tjitikovs flugt i en trojka - russisk rejsevogn - og til allersidst slår Gogol over i storladen satire, ved første øjekast over menneskers almindelige mangel på omtanke.

Men måske beskriver citatet også noget karakteristisk russisk: manglen på national identitet.

Gogol spørger: Hvor vil Rusland hen? Og hvorfor skal rejsen gå så rasende hurtigt?

Svaret er, at der ikke gives noget svar, og det er netop fraværet af svar, som er det interessante.

Det er et gammelt spørgsmål, hvorvidt Rusland er et europæisk eller asiatisk land. Russerne lader ikke til at kunne bestemme sig.

Hvis russerne ikke er klar over, hvem de selv er, eller ønsker at være, så er det vanskeligt for dem at vide, hvad de egentlig foretager sig sig her i verden - i hvilken retning nationen bør udvikle sig. Rusland styrter hovedløst afsted  - og kører gang på gang i grøften...

Og på grund af  russernes "grænseløse" energi, er de heller ikke klar over hvor landets grænser går. 

Det er et evindeligt problem, mest for Ruslands naboer.

Ak, trojka, du fuglelette trojka!

Hvem har opfundet dig? Det må være i et dristigt folk, du er født - i det land som ikke ynder spøg, men glat og lige strækker sig over en halv verden; det flimrer for ens øjne, inden man får talt milepælene.

Indviklet er den ikke, trojkaen, ikke sat sammen med skruer og bolte; nej, på ingen tid, alene med økse og mejsel har en dygtig landsbyhåndværker formet og samlet dig. Kusken er ikke i tyske kravestøvler - han har lædervanter på, skægget bølger ned ad brystet, og djævelen begribe, hvordan han sidder. Han rejser sig halvt, svinger med pisken og begynder sin sang.

Som en hvirvelvind suser hestene af sted, hjulenes eger løber i ét, i én svirrende kreds, vejen ryster og forfærdet råber den vejfarende og standser sine skridt - men trojkaen raser fremad og fremad og fremad...! Snart øjnes næppe, langt borte i det fjerne, et noget, der hvirvler støvet op og kløver luften.

Og jager du ikke selv frem, o, Rusland, som en fyrig trojka, ingen kan indhente? Vejen står i røg, broerne drøner, alt viger og lades bagude. Er det ikke et lyn, slynget ned fra himlen? Hvorfor denne rædselsindjagende fart?

Å, hvilke heste! Suser stormen i jeres manker? Dirrer et følsomt øre i hver af jeres årer? Hørte I fra det høje en sang, I kender så godt, spændte I på én gang, samdrægtigt, de malmstærke bringer og blev I i samme nu, næppe berørende jorden med jeres hove, til spændstige stålfjedre, som raser gennem luften med guddommelig ild...?

Rusland, hvor stormer du hen?

Giv svar!

Der gives intet svar.

Med underfuld klang synger trojkaklokkerne, luften kløves, buldrer og rejser sig i storm; men du, du flyver forbi alt, hvad der lever og ånder på jorden; og med bævende blikke viger alverdens folkeslag og riger til side, og din vej er åben.