Pandemi: Anno vomitus 2020

Hieronymus Bosch: Magikeren (omk. 1500) Wikipedia.

En status på 2020

I Januar havde jeg mareridt om at blive ædt af chefen.

Vel ude af arbejdsmarkedet genfandt jeg min naturlige arbejdsskyhed og andre kvalifikationer, som gør mig umådelig velegnet til at sidde nede ved den sivkransede å og lære fuglenes sprog.

Men ak, i Marts bredte et mørke sig over landet som skyggen fra en græshoppesværm. Pandemien var over os. Man blev nødt til at spørge: Hvordan forstår man det onde? Hvad er løgn?

Lad os begynde klassisk, med Goethe.

Dr. Faust møder Mefistofeles og spørger hvem han er. Denne svarer:

“Jeg er den ånd, som overalt fornægter.”

Djævelen er også en af Guds tjenere. Ifølge én myte tildeltes Lucifer, den første blandt ærkeenglene, fornægterens rolle i Guds store plan. Lucifer bildte sig ind at være Guds ligemand, og som straf skulle han til dommedag herske over helvede og drive sit triste frister-spil blandt menneskene.

Ud fra denne logik gør Djævelen Guds vilje, altså det gode, men på en bagvendt måde. Også når han lyver, hvad han selvfølgelig gør hele tiden. Løgn er den ånd, som fornægter sandhed.      

Løgne er som virus i sproget: Tåbelige pibende flagermus-agtige skikkelser fra afmægtige sjæles skyggeland. Løgne stjæler som virus energi fra livet. Mange og vilde løgne er tegn på sorg og svaghed, evt. tilsat stolthed over egen dumhed.

Man får næsten ondt af den gamle Fanden. Sikken et skodjob, sådan ko(s)misk set.

Og nu går vi fra den himmelske forretningsmodel til den jordiske politiske økonomi.

Et emne, som i 2020 tog en (alt for stor) del af min opmærksomhed, var præsidentvalget i USA. Kaptajnen indledte et mytteri og statsskibet sprang læk. I skrivende stund står han på kommandobroen og bruger sin betydelige mediemagt til at piske en stemning op blandt passagererne.

USA befinder sig tilsyneladende i en dobbeltmagt-situation, en overgangssituation. Af indlysende grunde er det usundt for verdens tilstand, at det store land er politisk splittet, samtidig med at en pandemi hærger.

Men det var heldigt, at Covid-19 krisen ikke toppede samtidig med præsidentvalget. Verdens næstældste liberale demokrati forblev intakt, for indeværende.

Kære små guder for den mentale husfred, hvor helsebringende bliver det ikke at vågne op til besynderlige tweets fra medietrolden i Det hvide Hus? Alt hvad han siger og skriver udstråler en foragt for civile normer, ligesom stråling fra radium, stedsevarende, i alle retninger. Det pæneste man kan sige om præsident Trump er, at heller ikke i dag indledte han en krig.

A pro pos normer - man erindrer nok det i sidste øjeblik aflyste statsbesøg i Danmark, angiveligt fordi statsministeren ikke ville sludre lidt om at sælge Grønland til USA?

Donald Trump har forstået at anvende sin galskab og vrede (og andre menneskers penge) til at få alting til at dreje sig om sin skrøbelige personlighed. På den måde har han opført et livslangt, skamløst ego-teater.

Trump trives bedst, når hans firmaer går konkurs. Men nu er det hele USA, han efterlader i en ringere tilstand, end da han tiltrådte. Og er der efterhånden flere hele kopper tilbage i skabet hos denne succesfulde taber, desperate spiller og grandiose poseur? Jeg tror at der er pip i papæsken. Forsøget på at omgøre valgresultatet fortsætter, men nu som forestillet virkelighed, langt ude i konspirationsland.

I USA er de seneste år opstået en ikke ubetydelig “virtuel konføderation” af autoritære og/ eller voldsglade bevægelser, i høj grad rekrutteret blandt vrede, hvide, evangelisk kristne og ikke videre veluddannede mennesker, blandt de millioner af amerikanere, som ikke har haft fordel af globaliseringen. De er isolationister, og resten af verden kan rende dem.

I sådanne marginaliserede, rodløse og atomiserede grupper finder Trumps profitorienterede fascistiske bevægelse afsætning for letforståelige løsninger på komplicerede problemer. Inklusive kompensation for følelser af social underlegenhed.

Trump markedsfører sig som outsiderens triumf over eliten, og han kan snakke, så jævne mennesker tror at de forstår alting, navnlig det overordnede budskab: Deres leder er enormt begavet og har altid ret. Og - med en elegant cirkelslutning - da jævne mennesker som vi forstår ham, er også vi enormt begavede og har altid ret!

Denne overløgners selvvalgte rolle er at personificere og kanalisere en “kold masses” (adspredt masse) iboende foragt for orden, logik og kendsgerninger, som ikke passer i éns eget kram. Således at den bliver til en "varm masse" (samlet masse). Denne masse bliver bevidst om sig selv ved Trumps politiske stævner - og forvandles til en bevægelse, et oprør.

En masses oprør er ofte ikke fornuftigt, men snarere drevet af en vild og instinktiv stræben. F.eks. efter at møde Frelseren som værdigt stiger ud af en kæmpemæssig flyvemaskine for at velsigne sine trofaste tilhængere og give dem en følelse af at være Vorherres udvalgte og Jordens bordsalt -

I'm guided by a signal in the heavens / I'm guided by this birthmark on my skin / I'm guided by the beauty of our weapons / First we take Manhattan, then we take Berlin.

Trump har et betydeligt talent for at udnytte sin egen og massens foragt for the establishment. Ganske på linje med Adolf Hitler, som vidste hvordan man sælger løgne og illusioner, plejer sit brand - og indtager Berlin.

I “Min Kamp” beskrives nøgternt en politisk propagandas mål og midler:

Enhver propaganda skal være folkelig og indstille sit åndelige niveau på opfattelsesevnen hos den mest indskrænkede blandt dem, den vil henvende sig til. Jo mere beskeden en propagandas videnskabelige ballast er, des større bliver succesen.

Amatørisme er et væsentligt islæt i enhver fascisme. Amatører kan på sociale medier italesætte outsidernes følelse af, at verden er uretfærdig og staten farlig. Fordi alting nu engang styres af sammensværgelser. Man bruger disse personlige medier til at pleje sin underhunds-tro på, at man er mere velinformeret end folk, der har brugt tid og kræfter på at sætte sig ind i sagerne. 

Antropologen Gustave Le Bon skrev i 1890-erne:

Massen har aldrig tørstet efter sandhed. Massen vender sig bort fra kendsgerninger, som ikke falder i dens smag, og foretrækker at helliggøre forførende fejlagtigheder. Hvem som helst, som kan forsyne massen med illusioner, bliver hurtigt dens herre, mens den, som forsøger at ødelægge disse illusioner, bliver dens offer.

Håndteringen af en samfundskrise, såsom Covid-19 pandemien, i et borgerligt demokrati, indebærer en forvaltning af offentlige samtaler om krisen. Det er livsnødvendigt for samfundet at disse samtaler foregår på et oplyst grundlag.

De herskende samtaler - diskurser - koder retten til at fordele samfundets ressourcer til pleje og medicin, således at krisen imødegås og overvindes.

Herunder retten til at begrænse borgernes frihedsgrader. F.eks. ved maskepåbud, forsamlingsforbud eller udgangsforbud. Hertil kommer faktuel oplysning og holdningsstyring - hvilket forudsætter høj grad af tillid til statens dømmekraft.

Under “Den spanske Syge” 1918-20 var det fortrinsvist unge mennesker, der døde. De er vanskeligere at undvære i samfundslivet, end ældre. Under den nuværende pandemi er det omvendt. Mennesker i de første tiår af livet klarer sig i almindelighed langt bedre end ældre.

Er yngre mennesker af den grund mere tilbøjelige til at deltage i diskurser, hvor man lufter skeptiske holdninger til maskepåbud og vaccinering? Måske ønsker de at glemme, at Covid-19 også medfører overdødelighed blandt yngre aldersgrupper. Og at det er yngre mennesker, som smitter mest.

Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på eventyret om Store Klaus og Lille Klaus.

Sidstnævnte bilder førstnævnte ind, at apotekeren inde i staden køber døde bedstemødre, og det til en hel skæppe sølvpenge pr. stk. Tilfældigvis har Store Klaus en bedstemor som alligevel snart skal dø, det kære gamle skind. Så han banker hende nænsomt i hovedet med en økse og kører liget til byen for at blive rig i en fart. Som bekendt ender handlen rigtig kedeligt for den Store Klaus.

Det er en kølig tid.

Der er tider, hvor et menneske må resignere. Som så mange andre lagde jeg ønsker om fornøjelig socialisering i pensionisttilværelsen på hylden og gik i hi. Jo mere samvær, desto større sandsynlighed for ikke at opleve næste juleaften.

Man ved slet ikke hvor smitsom og farlig Covid-19 er, før man har overlevet den. En god grund til at renoncere på selskabeligheden og tålmodigt vente på vaccinen.

Ind imellem er det kedeligt at opholde sig meget på det samme sted. Men her kan jeg altså læse, skrive, høre musik og tænde op i det gamle Hammond-orgel på ethvert tidspunkt af døgnet. Det ligner opskriften på det ideelle liv: Spis når du er sulten og sov når du er søvnig. Man tvinges ligefrem til at være kreativ.

I eftermiddags faldt et drys sne og straks er landskabets stemning en helt anden. Skarpere i konturerne, rene linjer. Man ser så klart, så’rn en vinterdag…

Solnedgangen er sindssvagt smuk i aften - landsbykirkens tårn og vindstille birketræer i silhuet mod gul-orange horisont som glider over i dybblåt mulm. Heroppe driver langsomt en kilometerbred violet sky-baldakin, pyntet med lysende guldbånd.

Sum-summe-rum: 2020 var en parentes i livet og en prut i sivet.

Alle ønskes et godt og bedre nyt år! 

Noter

Leonard Cohen: First we take Manhattan
Johann Wolfgang von Goethe: Faust
Adolf Hitler: Min Kamp kap. 20
Johannesevangeliet 1.1
Gustave Le Bon: Massernes psykologi  
Peter Sloterdijk: Masse og foragt

Vomitus: Brækning, opkastning.