Økologi: Bjørnvigs miljødigte

Adam Berkecz. Unsplash.com

Vi har set fjenden: han er os.

Hvordan finder man ord for et menneskeskabt Sargassohav: 100 millioner tons vandflasker, bæreposer og orange kajakker som driver rundt i Stillehavet; ord for de mangefarvede tunfisks uddøen i kvaderat-kilometerstore net, det snart isfrie Arktiske hav og kæmpe containerskibe som sejler nord om Sibirien?

Hvordan skriver man om den optøende tundras metans betydning for Jordens febergrader? Om irreversible og akkumulerende processer i energisystemerne? Om Jorden som en saltsyresydende planet hvor drivhuseffekten er gået amok? Om arternes uddøen og sjælens nød midt i rigdommen?

Sneløse landskaber træder ikke længere i karakter om vinteren. Åerne er uden isskorper langs bredden. Det blæser mere end førhen. Det er som om selve tiden er under angreb.

For at finde modspil til miljø-mismodet gik jeg en dag, i den forsvundne vinters tid, ind på bibliotekets magasin blandt bøger det er blevet stille om, og lånte Thorkild Bjørnvigs miljødigte "Delfinen" fra 1975. Samlingen "Epimetheus" var bortkommet. Måske fandt den et bedre hjem på en læsers boghylde. Heldigvis har jeg en kopi af titeldigtet.

Digtenes teknik - teknikken i digtene

Det vesterlandske menneskes holdning til naturen er en arv fra kristendommen, hvor naturen blev opfattet som Guds skaberværk, og dermed en sjælløs ting, som frit kan anvendes som ressource.

Naturen opstår som natur, når mennesker ved hjælp af oplysning og teknik flytter ud af dens vilkårlige herredømme. Naturen dannes som koncept i modsætning til konceptet kultur. I samme bevægelse går menneskene i gang med at skaffe sig magt over naturen i sproget, i digte og malerier.

Skabelsen af naturen er en kulturel proces som tager fart i Romantikken, hvor de nationale borgerskabers kunstnere i Europa tager fortolknings-magten over landskaberne ved at italesætte og male den nationale natur, med tilhørende dyr, troskyldige bønder og saltvandsduftende fiskere.

Bjørnvigs miljødigte er en videreførelse af kampen om kontrollen med naturen, men med et andet formål end de nationale borgerskabers kunst eller modernisternes anprisninger af teknikkens befriende muligheder.

Digtene handler i hovedsagen om hvordan mennesker, drevet af begær og ledet af dumhed, gør stygge ting ved hinanden og deres forsvarsløse medskabninger. Den vigtigste grund til disse forbrydelser er ifølge Bjørnvig, at menneskene mangler samfølelse med naturen og ikke evner at overskue følgerne af deres handlinger. Digtene er en opfordring til besindelse og at lære at føle for naturen; to sider af samme sag.

Digtene fortolker og kritiserer teknificeringen af naturen. Digte er tekniske, det vil sige skabte med kunst, men disse digte har også et ikke-teknisk formål.

Bjørnvig vender opmærksomheden mod de tider hvor shamaner talte med dyrene og gav dem navne. Han går på den måde bag om kristendommens opfattelse af naturen som en død og sjælløs ting, man kan udnytte uden det er synd. Han søger at knytte an til (eller genopfinde) en langt ældre måde at betragte naturen på. Naturen som hellig, levende, uvurderlig og selv-emergerende.

Bjørnvig foretager en genfortryllelse af naturen gennem en opsættelse af tabugrænser og forbudszoner, med det formål at generobre menneskenes uskyldige forhold til naturen og dermed sig selv. Det udtrykkes i digtet Delfinen:

At noget af irrationelle årsager ikke må befærdes eller bruges, at man har klar og lysvågen bevidsthed om grænser, synlige og usynlige, materielle og mentale, og er i vedvarende føling med dem, og derved i føling med vitaliteten, væsenet, agten og energien bag dem, som i uforstyrret tilstand er opladende for sindet, styrkende og udvidende, fordi det er anderledes end vi, fordi vi lever i naboskab med det, i udveksling med det, uden planer om undertvingelse – fordi det åbner sindets øje bag øjet.

Han skaber et fortidigt naturkoncept i fremtidens tjeneste. Hvordan de gamle egentlig opfattede naturen, ved vi grumme lidt om. Men det er en anden historie.

Bjørnvig forener videnskabelige betegnelser i sine digte - energi, røntgenstråler, stofskifte, reaktioner - med gammelkendte magiske besværgelser.

F.eks. levendegørelsen af Jorden i ”Kepler in memoriam”

Jorden er en art krop med stofskifte, kredsløb, med reaktioner på misbrug og overgreb, kærlighed og pleje, med orfiske og sfæriske lyde: Fugle og vindsang, ikke for intet fjernfølt, udenjords set og opfattet himmellegem benævnt.

På den måde anvendes tekniske (Martin Heidegger ville formentlig sige ”afdækkende”) betegnelser og begreber til at gentilsløre (eller mystificere) naturen for vore nyfigne blikke. Dette er en modsigelse, som digteren må have været bevidst om. Man kan sige, at han anvender fjendens våben mod ham selv -

I det store digt "Epimetheus" beskriver Bjørnvig mesterligt hvordan den oldgamle tekniske bevidsthed,– udtrykt i arketypen Prometheus har udkonkurreret en lige så gammel, følsom og indlevende, måde at forholde sig til naturen personificeret i Prometheus´ glemte broder Epimetheus.

Han er sangeren som giver dyrene navne, hyrden som lever blandt fårene og bliver som de. Han er ingeniørens humanistiske lillebror, antropologen, som går ud i bushen og ikke kommer tilbage.

Miljødigtene er tekniske i deres form, i den forstand at de er problem-afdækkende. Samtidig er de tilslørende, idet der er en bagvedliggende hensigt om genetablering af uskylden. Endelig er de virkeligheds-konstruerende, idet de giver menneskelig mening til naturfænomener.

Ret beset er dyr, vand, jord osv. dele af en blind, formålsløs udvikling og i sig selv meningsløse, hvis ikke det lige var fordi miljøinteresserede mennesker som Bjørnvig har brug for at tilskrive dem mening. I overlevelsens tjeneste, vel at mærke.

Digtenes politik

Den politiske mening med digtene er, at naturfænomener og dyr skal indgives/ tilskrives en betydning ud over menneskelig grådigheds og kristendommens rækkevidde. I poesien findes en højere mening hinsides kirke og kapital. Naturen skal indgives så megen ærefrygt, at vi lærer at holde os i skindet! Vi skal besværges til at respektere naturen i sig selv, ved at anskue den panteistisk - religiøst. Derfor besværger og tildækker digtene naturen. Men samtidig analyserer og afslører de naturen, i og med digteren søger denne højere mening.

I 1070'erne kunne Bjørnvig anvende en højstemt tone i forargelsen over menneskenes tankeløse svinerier med fenol, olie og sangfuglefangst i net. Han kunne forvente at blive hørt og forstået. I hvert fald af de, som allerede var omvendt til miljøtanken.

Men findes der i vore dage, hvor de fleste i byer, en førmoderne, landligt grundet bevidsthed, f.eks. om skønheden i fuglefløjt, stjerneskin i bølger ved midnat eller en forårsblomstrende eng, en bevidsthed som kan give genklang og måske vækkes til modstand?

Hvis kulturen nu er naturen for de fleste vesterlændinge, hvor findes så en nutidig fælles reference til konceptet om det ubetalelige, sig-selv-nok-værende og selvskabte naturgrundlag? Hvor findes det koncept (den uudtalte enighed), Bjørnvig bruger som underlag for sine sproglige brækjern? Konceptet natur kan jo være ændret væsentligt siden Bjørnvigs tid. Mange mennesker vil formodentlig opfatte naturen som alt det der grønne ude i Nationalparkerne og rekreationszonerne, en del af oplevelsesindustriens råmateriale.

Et andet spørgsmål er, om vi har undervurderet dybden i splittelsen imellem ønsket om sikkerhed, velstand, teknisk behagelighed og bevidstheden om at betalingen for alle godterne i sidste ende kan være vor overlevelse som art? At vi måske med åbne øjne køber velstand, med børnenes liv, og lige så stille accepterer den langsigtede pris for en fyldt indkøbsvogn og bekvemmelighed på kort sigt, som et uafvendeligt fact of life? Samtidig med at vi handler grønt som aflad for miljøsynderne?

Er det bedre at være meget rig i kort tid, end fattig i meget lang tid?

Bjørnvig overså ikke evnen til at fortrænge problemerne; den er tværtimod nødvendig, hvis man vil bevare sin mentale sundhed. Her skildret i digtet Grænsen:

Lyset slukket og mens jeg slipper alt og synker ned i søvnen helt afslappet og nær den blide udslettelse, tænker jeg fjernt og fjernt fra det hele: Hvor meget skal vi tage os af, tage os nær, gøre os klart, før vi har lov at sove, overhovedet kan sove? Hvad sker der ikke i dette blide moment af umenneskeligt omkring mig snigende eller pludseligt?

Efter en opremsning af påtrængende ulykkelighed, om hvilken en stadig bevidsthed ville være ødelæggende og lammende, spørger digteren:

Men nu i dette øjeblik og i næste, dag som nat lider utallige; og hvordan finde og sætte en grænse for invaderingen af indtryk? En grænse som er organisk og ikke vilkårligt og vekslende sat af mediernes mulighed og informationens horisont og af det man mere eller mindre tilfældigt hører og ser eftersom man har tid til og selv programmerer?

Han fortsætter sin søgen med at beskrive følgerne af en stadig bevidsthed om ulykkerne:

Nej, jeg har ikke fundet, men af simpel selvopholdelsesdrift som de fleste af os praktiseret en grænse og ved ovennævnte overdrivelser indset: Vi må modsætte os appellen til pauseløs kvantitativ universel medlidenhed, fordi den gør forrykt eller forfalsker, undgå nysgerrighed uden deltagelse, fordi den fordærver, og kulden, fordi den forstener.

Han gestalter muligheden for en fleksibel, beskyttende grænse som gør at vi kan sove om natten, og derved bevare forstanden: ikke en gang for alle, men pulserende, vibrerende og bevægelig som tidevand. Bag en grænse som den kan vi akkumulere indsigt og løse knuderne i os op i drømme og muligheder.

Udhvilede bag vort nødvendige mentale forsvarsværk kan vi

(...) måske til sidst opdage omrids af den universelle opgave, som ikke blot omfatter mennesker, og prøve, bare prøve, efter evne overskud eller fortvivlelse prøve, selv om den er splittet op i del-opgaver, som hver især udgives for at være den hele og fanatisk bekæmper hverandre som camouflage for egeninteresser eller som fejltagelser, trods alt prøve os frem til en plads i den ene universelle opgave.

De, der ikke kan glemme verdens fortrædeligheder en stund bliver vanvittige. Man kan vanskeligt være uenig.

Bag mentale grænser

Men der er et Aberdabei: de for sjælefreden nødvendige fortrængninger kan lede til langsom tilvænning til et sygt miljø. En sådan selvpåført grænse for opmærksomheden er kun positiv, hvis man ind imellem forsøger at overskride den. Som f.eks. digtere og andre, der bekymrer sig om miljøet. Bevidst satte grænser for bevidstheden er nyttige, hvis de bevidst overskrides. Ellers er de fortrængninger.

Man kunne få mistanke om at rigtig mange mennesker lever bag mentale grænser, en åndelig immunitet som bl.a. er opbygget gennem den daglige dosis miljøulykker i Tv-avisen. Ubevidsthed overfor omkostningerne ved lørdagsudflugterne til indkøbscentret en nødvendig forudsætning for videre økonomisk vækst.

Hvis der alligevel skulle opstå en gryende bevidsthed om at forbruget har sin pris og at der er grænser for vækst, kan en følelse af dog at gøre noget udvikles ved illusionsnumre. Et eksempel: vi bliver fornuftigvis opfordret til at skifte elpærer ud med mindre strømkrævende og derfor lidet forurenende lyskilder.

Vi bør også slukke helt for alt elektronisk isenkram, når det ikke bruges. Javist, det er sund fornuft for miljø og pengepung. Men Ingen taler om de mange kilometer vi dagligt rejser til og fra arbejde, og varernes tusind kilometers tur til indkøbsvognen. Her og nu skal vi ikke mangle noget. Det manglede da bare.

Et koncept for styringen af miljøet er, at borgerne hver for sig skal frelse kloden ved sparetiltag. Ikke fordi Nogen har besluttet det skal være sådan. Det er bare mest hensigtsmæssigt for systemets videreførelse, at problemet løses ved at individualisers. Hvis rigtig mange mennesker slog op i ordbogen under "mådehold" og virkelig sparede så det forslog, ville økonomien som vi kender den bryde sammen.

Hvis man vil spare - uden ulemper! - kræver det nye spare-apparater og mængder af lav-energi-dingenoter med tilhørende knowhow. Sådan bliver den enkeltes små grønne handlinger på markedet en del af opskriften på videre vækst. Markedet optager en trussel og vender den til egen fordel. Sådan gik det for vindmølleentusiasterne, hvis idealisme og engagement brød vejen for den danske vindmølleindustri. Vindmøllefolket blev i 1970-erne af de fleste besindige borgere anset for en flok langhårede oggenokker. Nu bidrager Vestas med konsorter i betydeligt omfang til Danmarks vækstdrevne økonomi.

De fleste mennesker er inderst inde næppe ligeglade med deres egen og klodens fremtid.

Udsat for hverdagens krav og diverse illusionsnumre venter de magtesløse, men let foruroligede masser på at nogen gør noget ved f.eks. klimaændringerne. Erhvervslivet ledere venter på at politikerne sætter retningen. Samtidig tror de fleste politikere på markedet og at den hellige, ukrænkelige vækst vil løse problemerne. De venter derfor på erhvervsfolkenes løsninger.

Sådan drømmer verden videre i sit narreskib, mens det driver ned ad honningfloden.

År efter år opføres de show, som kaldes "klimatopmøder". Man erindrer hvad Folkeforbundets snakkeklub formåede at stille op mod rød og sort fascisme i 1930-erne. Eller hvor meget fred FN-resolutionerne har udvirket i Mellemøsten.

Bønderne tilstedes et sygt håb ved adelens møder oppe på borgen. Alle er enige om at miljøtopmøder er mægtig betydningsfulde møder. Og så bliver de betydningsfulde møder. Så længe masserne håber på bedre tider, vil den store mølle drevet af menneskekvæg dreje rundt. Imidlertid kan ingen, heller ikke små børn, tro at klimatopmøder stopper CO2-udledningen med relaterede klimaproblemer. I hvert fald ikke så længe klodens økonomiske system bygger på princippet om evig vækst.

Skabelsen af læseren

Tilbage til Bjørnvig: I sine digte giver han et billede af miljø-situationen i 1970-erne. Han tegner med ord et portræt af den læser, han forestiller sig og forsøger at skabe. Dette hensynsfulde og bæredygtige individs muligheder er anderledes i vore dage. Det økonomiske system, hvis trofaste følgesvend i hundredvis af år har været en kolossal befolkningsvækst, har skabt nye og mere udviklede behov og øget presset på naturen.

Både den indre og den ydre.

Det humane element i kapitalismen er blevet stedse vigtigere. Behovenes stadige udvikling og forfinelse gennem reklamens stimulering er en psykisk motor, som trækker vækstkurver mod grafens øverste højre hjørne. Hertil kommer stof - og informations-kredsløbets vildt forøgede mængde og hastighed, som gør at vi møder globaliseringen - det fremmedes selvfølgelighed - i de lokale varehuse, i form af varer fra Kina eller Brasilien.

Apostlen Paulus undrer sig i et af sine breve over at han, som egentlig vil det gode, alligevel gør det onde. Problemet Paulus boksede med var arvesynden, men der er en parallel til Bjørnvigs digte, som klart udtrykker splittelsen mellem samvittighedens viden om de rigtige handlinger, og de skadelige gerninger, vi alligevel foretager os i det daglige. Han forsøger som en slags psykoterapeut at konfrontere læseren med sine fortrængninger.

Evnen til at leve i splittelsen, mellem kortsigtet behagelig dumhed og langsigtet ubekvem ansvarlighed, var muligvis ikke så udbredt eller udviklet for en menneskealder siden. Fordi vi er blevet mere velhavende siden. Magt og rigdom har det med at korrumpere.

Vi kan åbenbart udholde at være på stadig kollisionskurs med fremtiden. Den mentale mekanisme som gør dette muligt, kunne kaldes "hverdagsbevidsthed". Den har, siden Bjørnvig skriv sine digte, haft mange år til at danne nye metastaser.

Hverdagsbevidsthed betegner en "hyggeholdning", hvor man trækker sig tilbage bag mentale grænser, hvis modsætningerne bliver for ubehagelige. Den tjener til bevarelse af sjælelig sundhed i en situation med modsatrettede krav. F.eks. splittelsen mellem at man gerne vil leve sundt og samtidig køre bil. Den konflikt kan fx løses ved at køre i bil hen til motionscentret.

Bjørnvigs ide om fleksible mentale grænser i forhold til miljøproblemerne udfordrer en sådan bevidsthed.

Spørgsmålet er, om vi har undervurderet menneskers evner til at fortrænge, forvrænge og harmonisere uforenelige interesser.