Arbejdsmarked: Ph.d. Indenfor - udenfor

Ma' Tanken, Toreby kirke. Eget foto.

Indenfor

For en time siden gik solen ned i et bål af farver. Nu er jeg tilbage på parkeringspladsen, neden for diget hvor Albuen begynder, den lange sandodde som skiller Nakskov Fjord og Langelandsbæltet, sulten og trætgået efter en lang tur. Bilen er dækket af en lys salthinde fra brændingstågen. Nu er det sågu ma´ ti´ som de siger her på Lolland.

På kanten af udkanten, i klitterne og strandengene, med udsigt til containerskibe og de to flittige hvide færger mellem Spodsbjerg og Tårs, Nakskov som en klase af gadelygter en halv snes kilometer borte og de skarpe blink fra fyret på sydspidsen af Langeland. En ræv vimser et øjeblik rundt i halvmørket oppe på diget og er borte igen.

Dagens oplevelser tages med hjem og videre i evigheden. Vinden i håret, bølgernes hvislen mod rullestenene, saltvandssprøjt, tang, afgnavede svaneskeletter i marehalmen og civilisationens sandskurede vraggods. En dag finder jeg nok et stykke rav, jeg kan slibe og forære min kæreste. Danmark er et stort land, rigt på udsigter.

Men det var ikke det, jeg ville skrive om.

De frafaldne

Dagblade og andre medier beretter jævnligt om de lykkelige, der gennemfører en forskeruddannelse. Men offentligheden får mindre at vide om de, hvis lykke var knap så god. Skønt disse beretninger nok også kunne være lærerige.

Derfor denne jeremiade om Ph.d. som masseuddannelse.

10 - 15 % af de danske forskerstuderende gennemfører ikke deres studium. Hvert af disse fejlslagne forsøg koster staten omkring 2.3 millioner kroner. Hvordan man regnskabsmæssigt gør den slags op ved jeg ikke, men det kunne måske, og kun måske, dreje sig om et trecifret årligt millionbeløb. Tilsyneladende spildte investeringer. Men - kan hænde staten alligevel henter værdi ud af de afskrevne værdier? Hvis alt for mange færdiggjorde et dansk forskerstudium, ville standarden kunne anses for at være for ringe og nationen derved miste points i den internationale kundskabs-konkurrence.

Fungerer frasorterede forskerstudenter som indirekte kvalitetsbevis, som møntens bagside? Hvilken statslig og markedsmæssig kvalitet kunne forholdet mellem møntens forside og bagside udtrykke? Det falder så let i fingrene at skrive "konkurrencestat".

Uanset hvilken teoretisk/politisk/ideologisk fortolkning man anlægger, så tyder et frafald på, at forskeruddannelserne i en række tilfælde ikke imødekommer de studerendes behov. En af forklaringerne på en diskrepans mellem uddannelses-udbud og behov/efterspørgsel, kunne være at det at tage en Ph.d i Danmark for ikke mange år siden skiftede karakter; man er gået fra mesterlære til masseuddannelse. Således skal Ph.d-studerende gå i "forskerskole", hvor de møder op til kritikseminarer og andre points-givende arrangementer i indland og udland.

Kritikseminarer indebærer at man både skriver og læser en del "kritik-papers". En vigtig aktivitet under møderne er pligtskyldig gensidig anerkendelse og ego-afpudsning. Jeg har siddet dage igennem sammen med mange flinke mennesker, som arbejdede med emner, jeg ikke havde forudsætninger for at forstå, og derfor heller kunne sige ret meget fornuftigt om. Men noget skal man jo sige. Derefter rejser man hjem for at finde tråden i sit eget arbejde.

Bliver denne lille hær af forskerstuderende ude på institutterne betragtet som attraktiv talentgruppe og essentielt vækstlag, billig arbejdskraft eller arbejdskrævende forpligtelse?

Hvordan er kulturen i "undervisnings-virksomheden"? I alle tilfælde må man forvente, at forøget kvantitet og ændrede strukturer i studiet, medfører ændringer i kvaliteten af uddannelsestilbud og produkt. Ikke nødvendigvis i retning mod et ringere eller fattigere produkt, men det kan ikke udelukkes.

Op i højderne

”Kend dig selv” stod der over indgangen til Apollons tempel i Delfi. Magten over sig selv – og dermed lykke & frihed – afhang for grækerne af, om den enkelte var i stand til at kende sine styrker og begrænsninger. Men selvom forkundskaber om livets vilkår er nyttige at have, så kan praktisk visdom om sig selv ikke erhverves på forskud, men kun på ”bagskud”, gennem reflektioner over livslang trial and error.

Da jeg frisk og velmotiveret en smuk sensommerdag i 2007 gik ind til mit første kritikseminar, på en forskerskole på Syddansk Universitet i Odense, forstod jeg ikke hvordan universitær viden er foldet ind i et (fag)politisk spil.

Viden, og viden om hvordan man koder og overkoder viden, bliver først gyldig og meriterende videnskabelig viden, når den anerkendes af et fællesskab af overmænd og ligemænd. Man anerkender andres videns-position i spillet og anerkendes selv, ifald man har interessant og salgbar ny viden at byde ind med.

Man holder sig gode venner med de, der skal bedømme én, eller på anden vis hjælpe én gennem studiet og karrieren. Man får i høj grad sin akademiske grad på personligheden, man skal kunne føre politik, være udadvendt, pleje kontakter og fremme sine interesser. Man skal kort sagt være om sig og fylde kødgryden. Men dette politiske spil fattede jeg ikke, skønt jeg vel halvt om halvt vidste at det fandtes. Ud fra mine erfaringer fra RUC og KU forventede jeg at møde en respektfuld (og gerne lidt sprælsk) samarbejdskultur.

Nå, men jeg havde indleveret et ”paper”, hvori jeg skitserede mit projekt (en undersøgelse af IT i gymnasiet), og heri bemærkede jeg, at jeg endnu ikke havde lagt mig fast på nogen teori. Det ville komme an på, hvordan projektet udviklede sig. Teksten var nok lidt løs i fugerne, men der var intet politisk eller anstødeligt i den. Min opponent var en statsansat filosof.

Manden forekom at være ophidset. Han gav udtryk for at jeg var naiv (læs: dum), hvis jeg ikke ville anvende en teori. Uforberedt på denne manglende evne til at læse indenad, lykkedes det mig ikke at forklare, at jeg ikke var modstander af teori som sådan, tværtom.

Man kunne godt få indtryk af, at han ikke brød sig om freshmen, og navnlig ikke sådan nogen som mig. Han vævede i hvert fald videre om, at hvis folk som jeg fik magt som vi havde agt, ville vi alle sammen snart skulle ud og arbejde i rismarkerne. Manden fantaserede sig til, at jeg var tilhænger af Pol Pot eller Mao Zedong.

Jeg spurgte lidt rystet, hvad han egentlig mente med sine bemærkninger om mit venstrefascistiske sindelag, men han smilede blot over hele sit velbarberede hoved og gik uforstyrret videre til næste punkt på dagsordenen. Mine medstuderende forstod vist heller ikke, hvad der skete i denne surrealistiske situation. Men nu var jeg udvalgt til at være det syge dyr i denne klasse efter devisen: del og hersk.

Jeg har stadig vanskeligt ved at tro, at en så vellønnet mand kunne være så fæisk, men sådan husker jeg desværre denne første kritik-session. På offentlige udskænkningssteder er det muligt at møde lige så socialt intelligente typer; de vil bare være mere korporlige i deres kritik af éns fremtoning: - Hva’ faen laver du her, din halvhjerne? Ska’ du ha’ en på bærret, dit snotmolekyle?!

Det er ikke umagen værd at gøre mere ud af oplevelserne på den forskerskole. Det bør dog nævnes, at ledelsen var meget interesseret i hvor mange ECTS-points jeg havde samlet, intet andet.

- Inden jeg går over til nyt emne: ECTS: European Credit Transfer System. Udmåles i points, bruges ved merittilskrivelse - og overførsel. 

Et platonisk forhold

Sokrates mente jf. Platon, at et åndeligt-erotisk forhold mellem lærer og elev var en nødvendig forudsætning for at læring kan lykkes. I vore dage er vi knap så højstemte, men kan vel blive enige om, at et kammeratligt forhold mellem lærer og den lærende bidrager til en vellykket læreproces.

Det synspunkt havde min vejleder ikke hørt om. Jeg har haft mere kammeratlige og lærerige samtaler med frisører og tandlæger. Vores relation var forretningsmæssig, formel, saglig og lige så festlig som en pose gamle basser. Vi mødtes til aftalt tid på universitetet, drak institutionskaffe, talte høfligt sammen en time eller så og aftalte et nyt møde en måned senere. Der kom ikke én anvendelig ide ud af de møder. Muligvis fordi vejlederen stort set intet vidste om mit forskningsemne.

Derfor var det også bekvemt at mene, at jeg skulle tage og finde ud af hvad jeg ville, og så gøre det.

Men - og her sætter skizofrenien ind - en stor spørgeskemaundersøgelse skulle jeg helt bestemt lave. Set fra vejledernes side var det ikke noget uklogt valg, idet den slags undersøgelser var vedkommendes spidskompetence. Så derfor sled jeg i månedsvis med at samle data ind fra hundredvis af respondenter landet over og behandle svarene med rimeligt avancerede statistik-programmer. Indtil jeg løb sur i det.

Ved læseren hvad en "Chi i anden-test" kan udsige om datas signifikans? Til lykke med det, hvis De har brug for den færdighed. 

Jeg vidste det godt. Jeg er komplet uvidende hvad matematik angår.

Denne uvidenhed har kun sjældent generet mig, og de to ting hænger selvfølgelig sammen. Men det irriterer mig, at jeg var så autoritetstro at gå med på ideen om en undersøgelse, hvis vigtigste formål var at generere en masse imponerende og veldrejede grafer. Jeg har stor respekt for solide data, fx om menneskelig adfærd i forhold til brugen af IT, men de overbeviser mig ikke nødvendigvis om hvad deres betydning er, i en oplevet menneskelig virkelighed.

Jeg holder umådelig meget mere af at blive klogere på mennesker gennem en fortolkning af interviews og observationer af deres adfærd. Giv mig forfanden noget Gadamer, Focault, Deleuze... Kvaliteter, adfærdsanalyse, magtudøvelse...

Som Ph.d-student skal man opholde sig nogle måneder på en anden forskningsinstitution. Jeg søgte om at besøge et institut, hvor jeg venligt og effektivt fik tildelt et kontor med navneskilt, et nøglekort, en mail-adresse, en hyperaktiv kontorfælle samt en tutor.

Jeg mødtes med tutoren én gang, og så var hans forpligtelse ligesom overstået. I tre – fire uger sad jeg og puslede med mine ting, uden at se meget til hverken levende eller døde, bortset fra enkelte besøg af min maniske kontubernal og et stort billede af en glad tysk sociolog (Niklas Luhmann). En velmenende sekretær sagde så til mig, at jeg burde begynde at ”netværke”. Jeg gik ud af hendes kontor, kiggede ned ad den lange institutgang med de mange lukkede døre – og kørte hjem.

Arkitektur

Til sidst lidt om emnet arkitektur. Muligvis den vigtigste, og i hvert fald fyldigste kunstart.

Jeg evnede ikke at finde inspiration og arbejdsglæde i en æggefarvet gipsplade-celle (4 x 2,5 x 2,5 m) nødtørftigt oplyst af neonrør og kontorlampe, med knebent udsyn under en art markise af rustent stål, over til nabolængens lige så rustne markiser.

Bygningen var knaldvarm om sommeren og knastør om vinteren. Jeg var ikke i en position, hvor jeg kunne skaffe et legat til tre måneders skriveophold i et skyggefuldt sydfransk kloster med udsigt over Gascognes vinmarker, men jeg ville have været lige så tilfreds med at kigge på et fuglebad, et par rækker grønkål og præstens pæretræ. 

Jeg håber da at Gud hjælper den arkitekts sjæl - hvis han har/havde nogen - ham slamberten, som fandt på at skrue plader af korroderet stål fast på betonelementer og bagefter overbeviste bygherrerne om, at det er en god og smuk ide. 

Syddansk Universitets hovedbygning i Odense er smuk som en sovjetisk traktorfabrik. Denne fire hundrede meter lange Rustenborg er et fint eksempel på den tidlige velfærdsstats planøkonomiske "Plattenbau" - elementbyggeri. Den lange lysfattige hovedgang, trappeopgangenes elefanthudsgrå vægge og de vinduesløse auditorier er ikke ringere end mange andre universitetsbygninger, jeg har færdedes i. Luft, lugt og akustik er jo ofte elendig i betonhuse.

Så - jeg forstår ikke helt hvorfor jeg blev nedstemt af at opholde mig der. Bør man alligevel undre sig over at flinke, intelligente og samfundsnyttige mennesker kan arbejde og være glade dertil, i sådanne industrielle omgivelser år ud og ind? 

Jeg forsøgte hæderligt at være en flink, intelligent og samfundsnyttig Ph.d.-studerende, på de antydede vilkår, herunder de subjektive vilkår. Jeg kan ikke ærgre mig over ikke at have forsøgt. 

Hermed slutter disse let ressentiment-dryppende randbemærkninger til mit liv som forskerstudent.

Erindringerne er ikke repræsentative for andre end mig; de er anekdotiske og singulære, for vi lever anekdotiske og singulære liv.

Men dette essay vil have tjent sit formål, hvis du er en akademisk fremstormer og nu lidt bedre forberedt på at du måske møder mennesker - eller noget der ligner - på din forskningsfabrik, som vil betragte dig som en pakke, de hurtigst muligt skal have lempet videre ad meritternes transportbånd.

Helst efter at have listet lidt værdi ud af at beskæftige sig med dig. 

PS:

Selv med deres bedste vilje vil de omtalte personer næppe kunne genkende sig selv. Så kan andre nok heller ikke.

PPS:

Kærlig hilsen til alle de søde og hjælpsomme mennesker, jeg mødte i mit studie.
 

PPPS

Seks år efter

(2016)

For mit vedkommende vil jeg lade skatteborgernes bidrag til min faglige og personlige udvikling gå op med hvad studiet kostede mig i spekulationer, nedtrykthed og indtægtstab. Jeg rendte egentlig ikke af pladsen. Jeg kunne ikke finde fred og metode til at forske og skrive.

Det har undret mig, at den forskerskole jeg frekventerede, kun har henvendt sig én gang siden ansættelsens/forløbets officielle deadline i 2010. Jeg modtog for tre år siden et rigtigt papirbrev fra instituttet med opfordring til at hanke op i sokkerne, udarbejde en studieplan og komme i gang igen.

Det implicitte budskab var en ansvarsfraskrivelse. Egentlig var det mig, der var noget galt med.

Jeg er nemlig aldrig blevet indbudt til en uformel drøftelse eller en formel udmeldelses-samtale; ej heller udfordret til en rask duel på kårde, pistol eller lagkager med institutlederen. Jeg har ikke en gang modtaget en sms med beskeden: "rend os i røven".

Min fornemmelse er, at nævnte brevs "ånd" kan udtrykkes med dette evige citat.

Ved en sådan mangel på interesse og klare meldinger kan man godt føle sig fremmedgjort og uvelkommen, hvis ikke man gjorde det i forvejen. Man lærer at leve med det.

Mit forløb var næppe mere besynderligt end andre kiksede tilfælde - eller? - måske var min oplevelse af forløbet både virkelig og virkelig underlig - hvem ved? Kan hænde jeg er for skæv i kraniet - eller for følsom - til at kunne producere normal-videnskab under de givne vilkår?

Jeg mener at forskerskolens, vejlederens og instituttets indskrænkning af frihedsgrader var for stor og empatien og interessen for medarbejdernes velfærd for ringe.

Uanset hvad, så fred med det.

Og jeg lover aldrig mere at skrive om dette misliebige emne.