Kunst: Tribut til L.A. Ring
L.A. Ring: Maleren i landsbyen 1897 Wikipedia
Når man nærmer sig Hammer Torup bakker på en vandretur ad de sydsjællandske sogneveje ligner deres langsomt opdukkende skyline de indledende sætninger i en krasbørstig socialrealistisk novelle af Henrik Pontoppidan om duknakkede landarbejderes liv og skæbne; en songline som en halvanden kilometer lang moræne-bakke-rutsjebane fra den træløse østlige top og ned til det yderste husmandssted i mosen blandt stynede piletræer gennemstrålet af forårets skære lys, netop den formiddag i påsken hvor frosten går af jorden og markerne et par timer udspyr damp som om små vulkaner vågner i vintersæden.
På en græskant ved et vandhul står en kunstmaler med malerhat, lysegråt cheviotstøj og solide støvler og maler sig selv malende under sin bredskyggede filthat; han er i gang med at give husmands-husets lerklinede bindingsværk den rette lysegrå tagdryps-farve under det frønnede stråtag - med samt husløg og en pjusket storkerede. I baggrunden græsser en flok får på skråningen bag laden.
Vi kigger lidt og forsøger at indlede en konversation, men herren er ikke i snakkehumør, så vi siger farvel og går op ad markvejen, som hurtigt bliver til en sti som et penselstrøg i græsset.
Se så! Nu er vi oppe på toppen.
Den bærbare computer åbnes og lader sig beskrive på en granitsøjle, det geodætiske fikspunkt, i nærheden af en solid fugleklat 74 meter over havet.
Man kan slet ikke finde horisontens bagtæppe i landskabs-teatres sættestykker af blålige skove og små lunde mellem lavninger og dampdrivende dale i solflimmeret. Vinden bærer med sig lugten af fårene, som græsser nede bag bakkens runding.
Landskabets lysebrune marker, som for nogle dage siden var dækket af grovkornet snusket sne, tørrer nu i uregelmæssige pletter, alt efter hvor god afvandingen på markerne er. Hammer og Snesere kirker driver stilfærdigt for anker derude på bakkehavet blandt huse og gårde.
Mod syd, hvor bakken falder i lange brede bugtninger, går den brat over i en granplantages skarptskårne felter. På skråningerne venter de sidste våde sneklatter på opløsningen i skyggerne under buske og småtræer.
Vi klatrer op i udkigstårnet, hvor tålmodige folk fra luftmeldekorpset lange nætter stod og spejdede efter russiske fly og frøs i militærstøvlerne under Den kolde Krig. Nu ruster det stilfærdigt bort, som mindet om et mareridt.
Vi er ikke vant til at se hjemegnens marker, gårde og haver fra sådan et bjergperspektiv. Et par kilometer borte, men samtidig så mærkelig tæt på, futter en gul traktor med læssegrabbe rundt med foder til kvæget i en stor åben stald. Legende børns råb rækker herop. Nært og fjernt myrer bilerne frem og tilbage.
Solen går om bag skyerne; den ligner en 1000-watts flødeost. Vi drikker kaffe med kiks og et par ord til.
Vindmøller drejer langsomt rundt i lyden af et tog som buldrer afsted mod Vordingborg. Et par minutter stikker et skovdækket næs snuden frem i en solglitren ovre i Dybsø fjord, men så trækker skyerne gardinet for igen.
Der er bjerge og sletter og udsigter i Danmark, og det gælder om at se dem. Helst sammen med dem man holder af.
Måske er jeg en sommerfugl som drømmer om et billede i sproget hvor L.A. Ring maler "Husmandssted i Hammer Torup Bakker".