Psykologi: Amerikanske Fjendebilleder

Citat:

Den herskende klasses tanker er i hver epoke de herskende tanker, dvs. den klasse, som er den herskende materielle magt i samfundet, er tillige dets herskende åndelige magt.

Den klasse, som råder over midlerne til materiel produktion, disponerer tillige over midlerne til åndelig produktion, således at tillige også tankerne hos gennemsnittet af dem, der er berøvet midlerne til åndelig produktion, er underkastet den.

De herskende tanker er ikke andet end det ideelle udtryk for de herskende materielle relationer; de herskende materielle relationer, opfattet i form af tanker; dvs. de relationer, der netop gør den ene klasse til den herskende, dvs. dens herredømmes tanker.

De individer, der udgør den herskende klasse, ejer blandt andet også bevidsthed og derfor tænker de; for så vidt de altså som klasse hersker og bestemmer en historisk epokes hele omfang, er det selvindlysende, at de gør det i hele dens udstrækning, at de blandt andet også hersker som tænkende, som producenter af tanker, regulerer produktionen og distributionen af tanker i deres tid, at altså deres tanker er epokens herskende tanker.

Karl Marx/ Friedrich Engels: Den tyske Ideologi (1846)

Amerikanerne er – med en spids pointe – så materialistiske, at de ikke kan få øje på de materielle interessers (= penge + oppustede egoers) indflydelse på deres tanker.

Det er velkendt, at det i vor epoke i høj grad er amerikansk indenrigspolitik, som bestemmer verdenspolitikkens gang. Det indenrigspolitiske spil i USA foregår (som formentlig alle andre steder) også gennem anvendelse af fjendebilleder; klicheagtige skildringer af fx uønskede holdninger eller hudfarver.

Fjenden, som kan samle en politisk bevægelse, findes enten indenrigs eller udenrigs. To eksempler fra historiebogen:

I reaktionsperioder, som McCharty-perioden i 1950-erne, hvor det gjaldt om at afluse nationen for kommunister, er statens energi så at sige rettet indad, og USA ikke engageret i krige, selvom Korea-krigen var en undtagelse.

I progressive perioder, som i 1960-erne, hvor demokratiet øges og folkelige bevægelser, fx kampen for borgerrettigheder vinder frem, er statens energi udadrettet; dette ses i engagementet i Vietnam.

Hvis de folkelige bevægelser truer den amerikanske elites sikkerhed, afledes mediernes og den folkelige opmærksomhed, idet der (op)findes en fjende i udlandet.

Derimod, hvis den politiske og økonomiske elite øger sit greb om landet, (op) findes fjenden i landet, idet der ikke er brug for en ydre fjende. Dette er et tegn på, at den amerikanske overklasse ikke føler sig truet.

Denne periodiske svingning mellem udadrettet og indad-rettet energi følger de politiske generationers vekslen. Én generation har én politik, og den opfylder måske sit formål. Denne politik bliver utidssvarende og opleves af de nye unge som en nederlagets politik. I hvert fald mister den sin magt over sindene.