Matthias Claudius: Sig Månen langsomt hæver

Matthias Claudius (1740 - 1815): Sig månen langsomt hæver v/ Casten Hauch

Matthias Claudius / Clausen var en følsom kristen, halvsultende lyriker og journalist, med forbindelser til den absolutte crème af tyske digtere - samt fra 1785 revisor i en bank i Altona. En sinecure-stilling, som kronprins Frederik (VI) skaffede ham. Hr. Claudius var forpligtet til at underskrive bankens kvartals-regnskaber, intet andet. Sådan et arrangement er der stil over.

Holsteneren Matthias Caudius  levede i "Helstatens" herlige liberale tid, før nationalisme blev en dominerende politisk kraft og Tyskland i 1871 selvtilfreds lukkede sig om sig selv - "blev samlet", som der står i historiebøgerne.  Med de kendte kedelige følger for diverse nationale mindretal, fx dansksindede i Slesvig.

Tyskerne var aldeles ikke de eneste, som kunne være nationalt selvfede og overmodige, det var danskerne også gode til - en indstilling som bidrog kraftigt til Kongerigets nærdødsoplevelse i 1864.

Og det blev utænkeligt, at en dansk prins kunne være mæcen for en tysktalende digter.

Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid;
vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid.

Hvor rolig jorden hviler
bag nattens slør og smiler
så mild og sommervarm,
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens arm.

Betragter månens bue,
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund;
så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun!

Vi stolte Adams slægter
kun såre lidet mægter,
og meget ved vi ej;
vi efter skygger jager
og mangen kunst opdager
og kommer længer fra vor vej.

Gud Fader i det høje,
lær mig at skelne nøje
det sande fra dets skin;
og mens jeg er i live,
lad lig et barn mig blive,
skænk mig et fromt, enfoldigt sind!

Koldt nattens vinde sukke,
mit øje vil sig lukke,
giv mig, o Gud, din fred!
Se nådig til min slummer,
og trøst mig i min kummer,
og trøst min syge nabo med!