Marcel Proust: At se hundrede universer
Marcel Proust (1871 - 1922): På sporet af den tabte tid bd. 5. v/ EKS
Proust lader sin fortæller bedømme to fiktive franske kunstnere og kommer på den måde frem med, hvad det er, han selv søger at opnå med sine romaner.
Han rejste vitterligt langt i fantasien, uden at bevæge sig mere end højest nødvendigt bort fra sengen i sit lydisolerede værelse, hvor der aldrig blev støvet af. Støv gav ham astma-anfald. Hellere lade det ligge og koncentrere sig om væsentlige ting.
(...)
Et par vinger og et åndedrætssystem, som satte os i stand til at rejse gennem rummet, ville overhovedet ikke hjælpe os, for hvis vi besøgte Mars eller Venus, og havde de samme sanser, så ville de sløre alting i den måde vi ser tingene på, her på Jorden.
Den eneste rigtige opdagelsesrejse, det eneste virkelige bad i ungdommens kilde, ville ikke være at besøge fjerne lande, men at besidde andre øjne, at se universet gennem en andens øjne, gennem hundrede andres, at se de hundrede universer hver af dem ser, som hver af dem er; og det er det vi opnår med en Elstir, med en Vinteuil; med kunstnere som de flyver vi i sandhed fra stjerne til stjerne.
(...)
http://gutenberg.net.au/ebooks03/0300501.txt
