Filosofi: Kritik af Max Weber

Max Weber (1864 - 1920)

EN KRITIK AF MAX WEBERS IDEALTYPEBEGREB

INDLEDNING

Vi vil beskæftige os med den tyske økonom, historiker og sociolog Max Weber, hvis analyser står centralt i forsøgene på at begribe religionens sammenhæng med samfundets politiske og økonomiske udvikling. Han hævdede i sin banebrydende studie "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd" 2 at protestantismen, og specielt calvinismen, havde været en vigtig faktor i udviklingen af et kapitalistisk moralsk værdisystem og således een af de kulturelle betingelser for den moderne kapitalisme.

Sammenhængen mellem protestantisme og kapitalisme var der egentlig ikke noget nyt i for datidens samfundsforskere, det nye var Webers originale og overbevisende måde at påvise og illustrere denne sammenhæng på. Samtidig bidrog Webers metodik og religionssociologiske skrifter til at selvstændiggøre sociologien fra historievidenskaben og nationaløkonomien og etablere den som videnskabelig disciplin.

"Den protestantiske etik" var et forstudie til et større arbejde som dels var af teoretisk karakter: en analyse af samfundsvidenskabernes grundproblemer og dels et praktisk-empirisk arbejde, en sammenlignende studie af verdensreligionernes sammenhæng med sociale forhold. Dette ambi- tiøse værk blev afbrudt ved hans død, men udkom posthumt i 1920, under titlen "Gesammelte Aufsatze zur Religionssociologie". her indgår "Den protestantiske etik" som en del af de første bind.

Jeg skal ikke forsøge at gøre rede for den meget omfattende debat, det har været om Webers resultater og den videnskabelige metode, som bliver udfoldet i dette mindre arbejde eller for hans arbejder i øvrigt. Jeg vil begrænse mig til at kritisere grundlaget for hans videnskabsteori, hvis vigtigste begreb er "idealtypen".

Det bør nævnes, at Weber var påvirket af Marx' sociologiske og økonomiske teorier, som spillede en væsentlig rolle blandt samfundsforskere og historikere i Tyskland omkring århundredeskiftet. Men trods den "logisk tvingende magt" 3 han fandt i Marx' værker, mente han at samfundsforskningen ikke burde forsøge at indrette sig under een altomfattende teori, som han åbenbart mente Marx' analyse af kapitalen tenderede mod, og at det i øvrigt var umuligt at udvikle en sådan altomfattende teori.

Det var måske en reaktion mod de determinerende "ismer", der trivedes i samfundsvidenskaberne på Webers tid, og som ville forklare alle fænomener ud fra een faktor, f.eks. instinkt, klimaforhold, race m.m. der gjorde, at han var modstander af den marxistiske tanke om, at det er de økonomiske faktorer der i sidste instans er determinerende for den historiske udvikling 4. Tværtimod mente han, at den ideologiske "overbygning" besidder en høj grad af autonomi.

I "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd" er begrebet idealtype ikke nævnt een eneste gang. Titlens to kategorier er idealtyper, men man er nødt til at gå andetsteds hen, for at få at vide, at der er tale om en sådan konstruktion og hvilke antagelser der ligger bag brugen af begrebet. I et essay, "Samfundsvidenskabernes objektivitet" 5 gør Weber rede for sine teoretiske overvejelser. Særlig det afsnit der hedder "Om teori og teoretisk begrebsdannelse" er centralt for forstå baggrunden for idealtypebegrebet.

Idet følgende vil jeg afsøge teksten for at finde Webers grundlag for idealtypen og hans grunde til at anvende den, i iagttagelsen af samfundsudviklingen. For at give et foreløbigt indtryk af, hvad det er vi taler om, skal vi nu se Webers beskrivelse af, hvordan idealtypen opstilles:

"...ved at man ensidig betoner eet eller flere synspunkter, og sammenfatter en mængde enkeltfenomener som forefindes spredt og med uklare grænser her i større, her i mindre grad, og enkelte steder i det helt tatt enkeltfenomener som foyer seg etter de nevnte ensidig fremhevte synspunkter og blir til et i seg selv enhetlig tankebilde. Ikke noe sted i virkeligheten finnes noe empirisk motstykke til dette tankebilde i dets begrepsmessige renhet. Det er en utopi, og oppgaven for den historiske forskning blir å fastslå i hvert enkelt tilfelle hvor nært eller fjernt dette idealbillde står virkeligheten, altså (f.eks. mit indskud es) i hvilken grad de økonomiske forhold i en bestemt by skal betagnes som "byøkonomiske" i idealtypens forstand. Med henblik på utforskning og anskueliggørelse har imidlertid dette begreb sine særlige fordeler når det anvendes med forsigtighed".6

Det er i kort begreb Webers opskrift på at konstruere en idealtype.

Før vi ser nærmere på, hvad der fører ham til at opstille dette begreb, hvilke erkendelsesmæssige grundkonceptioner idealtypebegrebet udspringer af, hvad det er for ham i teoretisk og metodologisk forstand, samt hvordan han bruger det i "Den protestantiske etik", vil jeg komme med mit centrale kritikpunkt: at han ikke, så vidt jeg kan se, gør rede for de overordnede vurderingskriterier, der kunne styre udvælgelsen af de ovennævnte ensidigt betonede synspunkter. Og, at vi som konsekvens heraf ikke får at vide, hvordan han mener, man på et ikke-normativt grundlag kan bedømme om sammenfatningen af udvælgelsen af disse mængder af enkeltfænomener er rimelig og udtrykker noget væsentligt, om det man vil fortælle om.

Weber skelner skarpt mellem "...på den side den logisk sammenlignede relasjon mellom vikeligheten og idealtyperne i logisk forstand, og på den annen side den vurderende bedømmelse av virkeligheten ut fra idealer." 7 Det er selvfølgelig en helt uomgængelig skelnen mellem videnskab og tro, men derudover får vi intet konkret at vide om de overordnede kriterier for udvælgelsen af de træk i empirien, som kan danne den idealtype, vi vil arbejde med og give en fremstilling af.

Der mangler simpelthen nogle kriterier, som kunne være betingelsen for at jeg vil være med til at tale om, at der er en metode og ikke blot en spontan fiksering på tilfældige iøjnefaldende eller "højtråbende" facts. Tværtimod ser det ud til, at Weber mener, at det er ganske umuligt at opstille et ikke-normativt grundlag for en teori om samfundets udvikling. Webers sociologi hviler i sidste ende på troen på visse uspecifiserede "højeste værdioppfatninger" 8.

Så vidt jeg kan se, eksisterer der ikke noget grundlag for Webers metodologi, på samme måde som hans idealtypebegreb er "tomt", en utopi, et "intetsteds hvilket jo også iflg. det ovenstående citat er meningen. Begrebet afspejler, at Weber mente at samfundsvidenskaberne befandt sig på et meget uudviklet stade og det angiver blot retningen for hypotesedannelse, altså noget rent foreløbigt 9.

Jeg ser begrebet som en slags "nulstilling" af samfundsvidenskaberne, en konstatering af, at man bør være meget varsom med at tro, at man ved noget virkeligt, og at det vil vare længe før man kommer dertil. På jævnt dansk, så er Webers idealtypebegreb på samme tid et meget "beskedent" og et meget "storsnudet" begreb. det tænkes nemlig, på samme tid, som udgangspunkt for en hypotesedannelse, og som overbegreb for samtlige teoretiske og empiriske forsøg på at forstå samfundsdannelserne i fortid og nutid! 10.

Det følgende er en redegørelse for min forgæves jagt på idealtypens konstitueringsbetingelser, for så vidt jeg forstår Weber (og han kan være svær at forstå!) vil det i sidste ende afhænge af et subjektivt skøn, hvad der skal trækkes frem, og hvad der skal lades ude af betragtning i opstillingen af en idealtype.

IDEALTYPENS KONSTITUTONSBETINGELSER

Weber indleder sin undersøgelse med at spørge: "Hvad er betydningen af teori og teoretisk begrebsdannelse for kunnskaben om den kulturelle virkelighet?" 11.

De to hovedtemaer i undersøgelsen er en "fagekstern" diskussion om, hvad samfundsvidenskabernes (kulturvidenskabernes) videnskabelighed er, i forhold til naturvidenskaberne, og en "fagintern" diskussion om, hvor man, indenfor samfundsvidenskabernes egen begrebsverden kan tage udgangspunkt i sin teoridannelse, forskning og formidling. Det er de to grundlæggende problemstillinger i samfundsvidenskabernes teoridannelse, som Weber prøver at løse ved opstillingen af idealtypebegrebet.

Først og fremmest mener han, at erkendelsen og formuleringen af love, i analogi med naturvidenskabernes metoder, er et muligt ideal for kulturvidenskaberne 12. Det er et ideal som er umuligt at nå, først og fremmest fordi den kulturelle/historiske virkelighed er for kompliceret til at man kan udtrykke den i så simpel form, at ens beskrivelse kan kaldes for "love" 13. Det er igen en konsekvens af en holdning, som vi straks skal møde, at man ikke kan beskrive nogen del af virkeligheden udtømmende. Derfor kan man aldrig være sikker på, om de love for hvordan virkeligheden opfører sig, som man ad induktiv vej er kommet frem til, blot er en del af sandheden, eller hele sandheden. De vil altid kun afspejle en del af den umådelig komplicerede virkelighed:

"For ingen av de tankesystemer som er uundværlige for oos når vi skal gripe de til enhver tid betydningsfulle trekke ved virkeligheten, kan jo uttømme dens uendelige rikdom. Ingen av dem forsøger annet enn å bringe orden i kjensgjerningernes kaos ut fra det vi til enhver tid vet og de begrepsstrukturer som til enhver tid står til vår rådighet det kaos som utgjøres av de kjensgerninger som vi til enhver tid har trukket inn i vårt interesse felt." 14

Er de love som vi finder i virkeligheden kun undtagelser? Weber mener, at virkeligheden til enhver tid er mere kompliceret, end de modeller vi kan opstille af den. Og disse modeller er igen så komplicerede, at vi aldrig bliver færdige med at udforske dem. (Det får man en anelse om er rigtigt, når man læser Weber!) Derfor kan samfundsforskningen ikke indrette sig under een altomfattende teori, idet der altid vil være forhold, som vil falde udenfor selv den mest sofistiske teori.

Desuden er det indenfor kulturvidenskaberne umuligt at tale om "Love" i naturvidenskablig forstand, fordi begrebsdannelsen afhænger af problemstillingerne, og de skifter i takt med at kulturen forvandles. Derfor er vor erkendelse tidsbundet og afhængig af de uendelig variable og diskutable modeller for forståelse af verden, som vi har overtaget fra fortiden. Således er forsøgene på at opstille store kulturvidenskabelige/sociologiske synteser altid forgængelige 15

Hertil kommer, at skønt det for visse samfundsforskere (marxisterne), i lighed med naturvidenskabernes stræben er ønskeligt at formulere "... umiddelbart anskueligt evidente lover..." 16 kan man særlig let når man beskæftiger sig med samfundsforhold, på grund af sine egne interesser, komme til at forveksle beskrivelsen med virkeligheden, med andre ord, fristes til at anse kortet for virkeligheden. Samtidig ville det at skabe love i lighed med fysikkens kræve, at "... totaliteten av den foreliggende historiske virkelighet, medregnet alle dens kausale sammenhenger, settes som "gitt" og forsettes kjent, og når denne kunnskab ble tilgjengelig for det endelige intellekt, ville man ikke kunne forestille seg at en abstrakt teori ha noen som helst verdi for erkjennelsen." 17

Og når den ikke har nogen værdi for erkendelsen, kan den heller ikke have nogen praktisk værdi. Dette er manglerne ved en af de grunlæggende videnskabelige metoder, deduktionen (det at man slutter fra kendte "love" til den empiriske virkelighed), når den anvendes i kulturvidenskaberne. Desuden er der det forhold, at skønt indsamlingen af fakta, råmateriale ved den induktive metode (at slutte fra empiri til teori) er en betingelse for al videnskab, så kan man ikke nå frem til formuleringen af lovmæssigheder, blot ved at hobe facts op 18. Derfor må man gøre sig klart hvilke betingelser man udvælger disse facts ud fra.

Endelig er der det specielle ved at beskæftige sig med samfundsudviklingen, at iagttageren og hans/hendes bevidsthed, værdier og begreber er en del af, ja et produkt af det der skal iagttages og beskrives 19. Derfor er betingelserne for opstillingen af objektivitetskrav anderledes og usammenlignelige med det naturvidenskabelige objektivitetskrav (den ideelle adskillelse mellem det betragtede og betragteren, f.eks. at fysikeren ikke må påvirke forsøget), således at de ikke kan overføres på kulturvidenskaberne. Da de naturvidenskabelige videnskabsidealer - bortset fra kausalitetsbegrebet! - heriblandt objektivitetskravet, teoridannelse ved induktion og opnåelse af teknisk magt over tingene ved deduktion, iflg. Weber må afvises som norm for samfundsvidenskaberne, må der altså ske en "fagintern" afklaring af mulighederne for teoretisk begrebsdannelse.

Derfor foreslår Weber idealtypebegrebet som et velegnet begreb, hvormed man kan starte formuleringen af hypoteser om sanfundsvirkeligheden, indenfor samfundsvidenskabernes eget område, og til brug for entydig formidling af de resultater man er kommet til. Det vil sige at frembringe "...begreber og dommer, som hverken er identisk med eller avbilder den empiriske virkelighet, men som gjør det mulig å ordne den tankemessig på en gyldig måte" 20.

Jeg skal nu søge at gøre rede for at den ovennævnte uklarhed, eller rettere ikke-eksistens, af overordnede betingelser for opstillingen af idealtypebegerbet, er konsekvensen af nogle grundlæggende ontologiske og epistemologiske positioner. Som i sidste ende er betinget af et valg.

Grundlaget for al videnskab er, at vi ved, eller ikke er enige om, hvad der er virkeligt, hvordan virkeligheden er beskaffen og dermed for at vi kan blive enige om, hvad vi kan vide. Det vil sige, hvad er vore muligheder for at vide noget, og hvordan afhænger disse muligheder af verdens natur?

For Weber er verden dybets set et kaos. Den er "...den uhyre, kaotiske strøm af begivenheter som flyter gjennem tiden" 21. Han vælger altså at antage, at verden er et kaos. Der er således et normativt grundlag for hans videnskabsteori. Samtidig tager han, som så mange andre tyske forskere omkring århundredeskiftet, udgangspunkt i Immanuel Kants videnskabsteori og dermed indirekte i dennes erkendelseteori. Vi må derfor gå en lille omvej ad denne tænkers stier, for at forstå Webers grundlag fuldt ud.

Eet af de vigtigste resultater af Kants afklaring af betingelserne for erkendelse, er, at vi aldrig vil kunne erkende tingene "i og for sig" som de "virkelig" er, men kun som de fremtræder for os:

"Hvorledes det hænger sammen med tingene i sig selv og afskåret fra sansnings receptivitet, forbliver os ganske ubekendt. Vi kender intet andet end vor måde at iagttage på, en måde der er særegn vor os men ikke nødvendigvis særegne for ethvert væsen, selvom den nødvendigvis må være det for ethvert menneske" 22.

Iflg. Kants undersøgelser, som det vil føre alt, alt for vidt at komme ind på her, er det eneste vi ved om den ydre verden, at den eksisterer. "Al ydre sanseiagttagelser beviser således umiddelbart noget virkeligt i rummet, eller rettere, beviser at det er selve virkeligheden. For så vidt er den empiriske uden for al tvivl. Til vore ydre anskuelser svarer der noget virkeligt i rummet" 23.

Men selvom Kant mener at have løst omverdensproblemet, så siger han, at det eneste vi kan forholde os til med sikkerhed, er vore egne mentale kategorier, det aprioriske, den erfaring der er uafhængig af al erfaring, i modsætning til det aposterioriske, dvs. det der er erfaret gennem sansningen. Det er denne evne til "ren" og dermed sikker erkendelse, han undersøger i værket "Kritik af den rene fornuft" 24.

Så vidt jeg kan se, må konsekvensen af dette være, for den videnskabelige stræben efter indsigt, at skønt vi virkeligt erfarer noget, det vi kalder "den virkelige verden", så er det ikke til at vide, om vor beskrivelse af verden afspejler den eventuelle logik der er i den, eller om det blot er vor beskrivelse af den, der er af logisk natur.

Vi kan nemlig ikke vide, hvad der er den "objektive" virkelighed, da den altid skal "passere" gennem vore sanser og fortolkes ved hjælp af begreber, hvis grad af "troværdighed", vi ikke kan vide noget om.

Derfor er det ifølge Weber, som altså abonnerer på Kants videnskabsteori, i stedet for at betragte begreberne som "..forestillinger som afbilder den "objektive" virkeligheten.." 25 mest frugtbart at betragte begreberne som tankeredskaber der "...tjener den hensikt å gi forstanden herredømme over det empirisk gitte" 26.

Det fører Weber ud i den selvmodsigende position, at han dels betragter verden som et kaos af enkeltbegivenheder, som forstanden ordner, og dels, at vi ikke kan vide noget endeligt om verdens natur, skønt udsagn som "kjensgerningernes kaos" 27 og "den uhyre, kaotiske strøm af begivenheter som flyter gjennem tiden", 28 jo netop er generelle udsagn om verdens natur, som så vidt jeg kan se, burde være en konsekvent kantianer fremmed.

Weber er samfundsforsker, ikke filosof, og han har en praktisk interesse i at "komme overens med" det han iagttager, men det han med Kants hjælp når frem til, er for det første, at der intet sikkert grundlag for at mene, at de strukturer i den omverden vi iagttager og indordner og derved informerer i de begreber som "...svarte til tidens kunnskapsnivå og interesseretning". virkelig er der 29.

For det andet forstår jeg Weber sådan, at på grund af denne den ydre verdens kaotiske kompleksitet er den principielt ubeskrivelig, eller beskrivelserne er i alle tilfælde legio og derfor relative. Som konsekvens heraf angriber han Hegels panlogisme, dvs. det synspunkt at verden grundlæggende er af logisk, forståelig (ordnet, struktureret &c.) natur 30. Skønt dette vel er et lige så rimeligt, skønt ubeviseligt, valg som Webers?

Så vidt jeg forstår Weber, ligger der en kantiansk skepsis overfor muligheden for at komme med udsagn om en principielt uerkendelig verden, bag hans kritik af det han kalder "den abstrakt teoretiske metode" inden for "vårt fag" om det er sociologi eller nationaløkonomi står ikke klart. Sandsynligvis er det marxisternes metode han mener er fejlagtig, de tror nemlig at verden er tilgængelig for vor erkendelse, som kan formuleres i love.

"For at vinne frem til silke lover (..) går den ut fra den kjensgjerning at vi bestandig selv opplever umiddelbart den menneskelige handlings sammenhenger i deres virkelighet. Følgelig mener den kan vi gøre handlingens forløb umiddelbart forståelig med aksiomatisk evidens, og slik vise handlingsforløbets "Lovmessighet" 31.

Dette synspunkt skulle udspringe af den Hegelianske ide, at verden er af logisk, forståelig struktur, og at vor erkendelse derfor afspejler denne orden. Det passer ikke sammen med den kantianske model, der ville benægte muligheden for at komme med udsagn af denne karakter. Men Webers skepsis rammer ham selv...

Konstitutionsbetingelserne for selve idealtypebegrebet er uklare, fordi Weber vil to uforenelige ting på een gang: han vil antage at verden er et kaos, hvor det særlig for kulturvidenskaberne er svært at få øje på forankringsmuligheder, aksiomatiske, selvindlysende sandheder. Samtidig vil han, som praktisk, ordensskabende videnskabsmand, beskrive det principielt ubeskrivelige, kaos.

Derfor behøves et nyt "starting point", idealtypen! Som er en ren tankekonstruktion, et tankeredskab "...som tjener den hensikt å gi forstanden herredømme over det empirisk gitte..." 32. Det er den konsekvens Weber drager af Kants tankegang, idet det eneste vi kan forholde os til, er vor beskrivelse af verden.   Vi kan ikke vide om begreberne afbilder den objektive verden, da vi aldrig vil kunne erkende den objektive verden som sådan. Det eneste vi iflg. Kant sikkert kan forholde os til, er den "rene" aprioriske forudsætningsløse erkendelse, der imidlertid ikke kan sige noget om den "ydre" verden.

Al erkendelse, der er af aposteriorisk karakter som har forudsætninger i sanserne og erfaringen er, som vi så, principielt usikker. Derfor modsiger Weber sig selv på to måder: for det første når han ud fra en personlig tilbøjelighed hævder, at verden er kaotisk og indfører idealtypebegrebet som et nødvendigt "kantiansk" middel til at skaffe sig herredømme over empiriske virkelighed, skønt han netop måtte afvise muligheden for nogensinde at få at vide om verden grundlæggende er af "kaotisk" eller "ordnet" natur, hvis han ville drage den logiske konsekvens af Kants erkendelsesteori. Alle udsagn om dette spørgsmål er nødvendigvis af aposteririsk natur.

Derved bliver grundlaget for idealtypebegrebet i sidste ende et subjektivt, normativt og, hvis vi skal følge Kants tankegang, ubeviseligt valg. Og, for det andet modsiger Weber sig selv, når han vil bedrive videnskab i, hvad han antager er en grundlæggende kaotisk virkelighed.

Enten er verden kaotisk og så er der ikke brug for videnskab, for der er ingen logiske strukturer man kan opdage og skildre, eller også er der orden af een eller anden slags, og så er teoridannelse mulig, hvilket Weber jo også mener, da han siger at idealtypebegrebet kan danne grundlag for hypotesedannelse, der som bekendt er første skridt mod teoridannelse, der igen er et skridt hen mod formuleringen af en lovmæssighed.

Derved forsvinder grundlaget for idealtypebegrebet, som udspringer af to sammenhængende antagelser; at verden er kaotisk og principielt ubeskrivelig. Disse antagelser støder sammen med og negerer Webers hensigter: at forske og forstå.

Man kan sige, at idealtypebegrebet er et begreb der hviler på to negative koncepter: det ene er et kaoskoncept og det andet et udsagn om, at vi ikke kan vide om vore udsagn om verden er virkelige eller virkelige. Derfor må det blive uklart, hvad kriterierne for opstillingen af de enkelte idealtyper må være, for i det kaos verden/samfundet/historien er, er der ingen orden, ingen struktur, der kan vise hvilke relevante udvælgelseskriterier der måtte være; og hvis man mener at det er umuligt at vide, om begrebet afbilder verden korrekt, og betragter dem som blotte tankeredskaber, så må udvælgelsen af "facts" i opstillingen af idealtypen, hvile på andre, kulturbestemte og derfor subjektive og relative kriterier.

En samfundsforsker kan ikke udforske verden ved hjælp af Kants "rene fornuft", da den ikke kan sige noget om det sansede. Derfor kan Weber ikke give nogen generelle retningslinier eller kriterier for skabelsen af idealtyperne.

I praksis fører denne tankegang til, at da de enkelte former er del af en grundlæggende kaotisk virkelighed, er de alle sammen unikke og en ren ophobning af facts om dem vil ikke føre til en bedre forståelse af dem. Med andre ord, begrebsdannelsen kan ikke ske på et rent empirisk grundlag 33. Desuden er verden så kompliceret, at man ikke kan udmønte egentlige "love" for den, der ved deduktion kan bevise deres praktiske anvendelighed. Det, at iagttageren er en del af, ja et produkt af det iagttagende, nemlig samfundet på et tidspunkt af dets historiske udvikling, fører til at de lovmæssigheder vi alligevel finder i samfundenes udvikling og struktur, til enhver tid er foreløbige refleksioner, som ofte kan "tage magten fra" iagttageren, så han/hun tror at beskrivelsen af verden er verden.

På den måde har Weber bekræftet det ovennævnte problem ved samfundsvidenskaberne; at der for dem ikke findes et empirisk udgangspunkt, en række axiomatiske sandheder, for dannelsen af almene love, i lighed med de naturvidenskaberne har været i stand til at etablere. At et udgangspunkt derfor må findes i forestillingen, være af ideal karakter og en højest foreløbig konstruktion, der blot skal betragtes som hjælper for at forskningen kan komme i gang og formidle sig entydigt. Idealtypen er et resultat af indsamlingen af empiri, men den kan ikke sige noget om rimeligheden af måden man udvælger empirien på.

Først når denne ideale form/type er dannet, kan man begynde at se på, om virkeligheden stemmer overens med den og om idealtypen skal modificeres eller opgives. Svaret på, hvad betydningen af teori og teoretisk begrebsdannelse for kundskaben om den kulturelle virkelighed er, må være at teorien afklarer de betingelser hvorunder det er muligt at skabe et anvendeligt begreb, hvormed det er muligt at man kan ordne den empiriske virkelighed på en gyldig måde 34. Dette begreb er idealtypen.

Disse betingelser afhænger imidlertid af et subjektivt valg, nemlig om man antager at der er en grundlæggende orden og sammenhæng i verden eller ej. Dette grundlæggende valg er ikke udtrykt eksplicit i Webers tekst.

På samfundsvidenskabers nuværende stade (i 1904) må alle forsøg på at forstå og anskueliggøre samfundsstrukturerne gøre brug af idealtyper, ja de er idealtyper. "At en videnskab blir moden, betyr altså faktisk at den overvinder idealtypen, for såvidt som den tænkes om et empirisk gyldigt begreb eller et klassebegreb 35 I denne modningsproces ændres videnskabernes begreber selv, for "...i vitenskaberne om menneskenes kultur avhenger begrebsdannelsen av problemstillingerne, og (...) disse sidste forvandles ettersom kulturen selv forvandles." 36.

Weber advarer stærkt mod at misbruge idealtypen i en subjektivistisk stræben efter at komme med personlige bekendelser i forskning, og han advarer lige så stærkt mod en relativistisk holdning til de samfundsmæssige og videnskabelige værdier. Men fordi han påviser, at det er umuligt at bruge det empirisk givne som grundlag for bedømmelsen af værdiopfattelserne, må han alligevel henholde sig troen på visse, udefinerede "hoyeste verdioppfatninger" 37 for hverken at falde i subjektivsmens sump eller fare vild i relativismens ødemark, hvor der ingen faste pejlemærker er. Grundlaget for Webers videnskab er derfor i alle tilfælde tro.

Netop fordi idealtupen ikke skal forestille at afbilde noget "virkeligt", noget "endeligt", kan den tjene som redskab for forstanden. Idealtypen er ikke noget mål, for målet begrebets sammensmeltning med objektive "virkelige virkelighed" kan aldrig nås. Hertil kommer, at der for kulturvidenskaberne ikke findes, og ikke kan findes nogen overordnede vurderingskriterier for udvælgelsen af idealtyperne, idet det for de historiske fags vedkommende ligger "..i opgavens natur både at alle idealtypiske konstruksjoner er forgjengelige, og samtidig at det er uundgåeligt å skape stadig nye idealtyper 38. Begrebet er et middel "...til å få kunnskap om sammenhenger som er betydningsfulle fra individuelle synspunkter ..." 39.

Der er ifølge Weber to faktorer der har påvirket den rationelle betragtning af den sociale virkelighed. For det første det videnskabssyn der opstod i oplysningstiden, den livsanskuelse der er karakteriseret ved en optimistisk tro på at virkeligheden kan omformes og blive fornuftig. Det andet er naturvidenskabernes fremgang og succes i løbet af 1800-tallet, der har gjort at andre videnskaber, også kulturvidenskaberne, lægger sig op ad disse i metodisk og teoretisk forstand, således at det ikke synes at videnskabelig virksomhed kan have nogen anden mening end at finde love for det som sker i overensstemmelse ved årsagsprincippet 40.

Men dette "lånte" videnskabsideal er problematisk når det gælder kulturvidenskaberne, idet der, som vi netop så, gør sig ganske specielle forhold gældende, at iagttageren er en del af det iagttagende osv. Heller ikke socialpykologien kan danne udgangspunkt for kulturvidenskaberne, idet menneskets psyke er dannet i samfundets institutioner, og man derfor ikke kan deducere institutionernes indhold og funktion af psykologiske love. Derfor kan hverken den naturvidenskabeliget positivistiske (objektive) eller den psykologiske (subjektive) tilgang danne udgangspunkt for en teori for samfundsvidenskaberne.

Weber tager derfor udgangspunkt et helt andet sted, nemlig et sted hvor det subjektive og det objektive mødes, i økonomien. Eller rettere, han lader de måde man opstiller teorier for samfundsøkonomien være model for idealtypebegrebet (Webers første professorat var forøvrigt i nationaløkonomi):

"Den abstrakte økonomiske teori gir oss et eksempel på slike synteser som man pleier å betegne som "ideer" om historiske fænomener. De gir os et idealbillede av det som skjer på varemarkedet i en bytteøkonomisk samfundsorganisation med fri konkurrence og strengtrasjonel atferd. Dette tankebilde forener bestemte relasjoner og hendelser i den historiske gitte virkelighet til et i seg selv motsigelsesløst univers av tenkte sammenhenger. Med hensyn til sitt innhold, har denne konstruksjon i seg selv preg av å være en utopi, som er oppnådd ved en tankemessig betoning av bestemte trekk ved virkeligheten".

Der hvor man kan konstatere, eller formode, at bestemte sammenhænge på "markedet" gør sig gældende, der kan "..vi anvende en idealtype til å gjøre denne sammenhengs egenart anskuelig og forståelig for oos på en pragmatisk måte" 41.

KONKLUSION

Som man kan forstå, er jeg ikke enig med Weber i hans filosofiske grundforestilling, at verden er kaos. Liv er, hvordan det så end går til, en orden af det materielle. Hvor der er orden, må der være nogle ordnende principper, man kan få øje på. Jeg mener altså, at Webers tro på, at det er kaos der hersker i verden, ikke kan forenes med videnskabeligt arbejde.

Også det tilsyneladende livløse stof adlyder, eller udtrykker forskellige lovmæssigheder, der selvfølgelig ikke opfattes ens til forskellige tider. Menneskene, der stadig ikke lever af information alene, må indrette sig efter de lovmæssigheder, der bestemmer udseende af de landskaber, de bebor årstidernes skiften, jordbundsforholdene, besejlingsforhold osv. og alene i kraft heraf, får deres kultur præg af deres omgivelser. Jo mere kompliceret et samfund bliver, jo vanskeligere bliver det ganske vist at erkende de forskellige naturgivne og historiske udviklingslinier, der bestemmer dets udseende. Menneskene griber mere og mere ind i de forhold de lever under, og samtidig med det bliver deres kultur mere kompliceret. Det betyder, at deres selverkendelse må blive stadig mere abstrakt, samtidig med, at det bliver stadig vanskeligere at se naturgrundlaget for bar kulturel opbakning.

Produktionen og fordelingen af midler til livets opretholdelse og de interessemodsætninger der opstår herved bliver også mere komplicerede og uigennemskuelige. Samfundslivet kan derfor godt fremtræde som et kaos. Men hvis ikke der var orden i dette tilsyneladende kaotiske samfund, ville det ikke kunne fortsætte, ganske som en krop ikke kan leve, hvis ikke den opretholder en form for orden i sig, den rette temperatur, væskemængde, muskelspænding osv.

Det må være den grundlæggende orden, der gør det muligt og meningsfuldt at stræbe mod at formulere generelle lovmæssigheder for samfundsudviklingen. For samfundets stofskifte med naturgrundlaget, for den materielle produktions udvikling og for dens vekselvirkning med bevidstheden osv. Disse love, som er af en anden klasse end naturlovene, idet de kan ændres og udvikles i takt med at samfundet forandres, behøves ikke at opfattes som deterministiske, men må snarere ses som retningsangivende.

Det er et reelt problem, at også erkendelsen er splittet i forskellige interesser (politisk legitimering) og at enigheden i videnskaberne om samfundet kan ligge på et meget lille sted. Men samtidig er det denne uenighed, der driver erkendelsen fremad. Jeg er derfor enig med Weber i, at det tankebillede, han kalder en idealtype, er et udmærket pragmatisk "starting point for en teoridannelse, når enigheden nu ikke er til stede. Så kan man senere begynde en forhåbentlig frugtbar strid om fortolkningen af idealtyperne.

Max Weber gik ud fra iagttagelsen af mentalitetsforskelle, til formuleringen af de mentale idealtyper, "den protestantiske etik" og "kapitalismens ånd". Jeg mener at idealtypebegrebet er filosofisk stuerent, og anvender det gerne, men ud fra en anden konceptualisering.

Andetsteds har jeg ud fra konkrete facts (statistik, stiltræk) formuleret idealtyper, som giver grundlag for en hypotese om  hvordan vort menneskesyn i nyeste tid har ændret sig.

Kirkegårdskultur og Gravminderegistrering 

Se menu: Alt indhold/ Arkitektur: Kirkegårdskultur

Eller kopiér link:

https://internetdidaktik.dk/node/9

NOTER

 1) Woody Allen, citeret efter hukommelsen fra bogen "Selvskrevet"
 2) udkommet i artikelform 1904-05, samlet og revideret 1920, jeg benytter den danske udgave fra 1972
 3) Samfundsvidenskabernes objektivitet s. 204
 4) Indl. til Den protestantiske etik v/Egil Fivelsdal s XVI-XVII
 5) 1904 optrykt i Makt og byrokrati Oslo 1971
 6) Samfundsvidenskabernes objektivitet s 199-200
 7) Ib. s 207
 8) Ib. s 219
 9) Ib. s 199
10) Ib. s 211-212
11) Ib. s 194
12) Ib. s 214
13) Ib. s 197
14) Ib. s 213
15) Ib. s 214
16) Ib. s 196
17) Ib. s 197
18) Ib. s 196
19) Ib. s 213
20) Ib. s 219
21) Ib.
22) Ib. s 214-215
23) I. Kant (uddrag af) Trancendental elementarlære, Berlingske filosofi bibliotek 1966 s 97
24) (Uddrag af) Kritik af den rene fornuft, samme udgave, s 62 & 76
25) Samfundsvidenskabernes objektivitet s 214
26) Ib.
28) Ib. s 219
29) Ib. s 213
30) Ib. s 196
31) Ib. s 196
32) Ib. s 215
33) Ib. s 196
34) Ib. s 219
35) Ib. s 212
36) Ib. s 214
37) Ib. s 219
38) Ib. s 213
39) Ib. s 215
40) Ib. s 195-96
41) Ib. s 199