Nietzsche: Zarathustras Fortale

Also sprach Zarathustra (1885)

Sommeren 1881 går Friedrich Nietzsche og bliver inspireret på lange, helsebringende vandreture i det sydlige Alpeforland. Opløftet og forfrisket af de skønne landskaber rejser han hjem til Basel, finder en (ikke- kristen!) profetmaske frem fra historiens lager og begynder på sit læredigt om livet, universet og alt det dér. Digtet indledes med en hymne til solen - og oplysningen. Min oversættelse. Nyhed i samlingen af Stjernedigte.

Zarathustras Fortale

Da Zarathustra var tredive år gammel forlod han sin hjemegn og havet og drog op i bjergene. Her nød han sin ånd og sin ensomhed og blev i ti år ikke træt af at leve sådan.

Endelig forvandledes hans hjerte – og en morgen stod han op med morgenrøden, trådte frem for solen og talte således til den:

Du store stjerne! Hvordan ville din lykke være, hvis ikke du havde nogen at lyse for!

I ti år er du klatret op til min hule; du var blevet træt, hvis ikke det var for mig, min ørn og min slange.

Men vi ventede dig hver morgen og modtog din overflod og takkede for den.

Se! Jeg er træt af min visdom, som en bi der har samlet for megen honning; jeg har brug for hænder der strækker sig mod mig.

Jeg må stige ned og dele ud, indtil de vise blandt menneskerne igen bliver fjollede og de fattige lykkelige i deres rigdom.

Derfor må jeg stige ned, som du gør ved aftentide når du synker bag havets rand og bringer lys til underverdenen, du strålende stjerne!

Som dig må jeg gå ned, som menneskerne siger; til dem vil jeg stige ned.

Velsign mig da, du rolige øje, du som kan se den største lykke uden misundelse.

Velsign det bæger som flyder over med vand som strømmende guld og altid bærer en afglans af dig!

Se! Dette bæger vil igen tømmes og Zarathustra igen blive menneske.

Således begyndte Zarathustras nedstigning.