Arkitektur: La Sagrada Familia

Søjler og stjernehimmel i La Sagrada Familia. Tom Fejer Unsplash.com

LA SAGRADA FAMILIA I ET SPEJL  

Efter at have overlevet metroens gademusikant-musik, vistnok uden varige skader, er vi fremme ved målet: La Sagrada Familia-katedralen. Den er godt nok vanskelig at overse men, men - ”er den virkelig ikke større?” siger min rejse - og livsledsager med en skuffet klang i stemmen. Tja, det kan hun have ret i. 

Vi er midt i februar, og dog hænger der blade på akacietræerne her i Barcelona. Set gennem deres lette løv forekommer dette gudshus ikke meget mere imponerende end på de postkort, vi lige har lagt i postkassen.

Antoni Gaudis livsdrøm ligner et medtaget sandslot, slæbt sammen af en jættefamilie på strandtur engang før syndfloden. Eller en romantisk opera-kulisse fra 1800-tallet: masser af dramatiske spir med kors i stråleglans, dristige afsatser med statuer, opsatser med frugtkurve fulde af kulørte sten og forøvrigt utallige ubestemmelige arkitektoniske krummelurer.

Vi står ved indgangsportalen, en flimrende fjeldvæg som beretter om bebudelsen og Jesu fødsel. Der mangler kun en lille lund af birketræer og et rislende vandfald, og man kunne bilde sig ind at stå ved en bjergside i Norge.

Grå-gul og forureningssnusket skygger himmelborgen for den lyseblå himmel over babyloniske Barcelona. En gul kæmpekran hejser endnu en spand sand op…

Til trods for sin respektable størrelse virker La Sagrada sært beskeden fra fortovshøjde, idet den ligger midt i et boligkvarter med femetagers huse. Der er ikke noget katedral-værdigt at sammenligne med, for eksempel et pænt lille bjerg, en middelalderborg eller en park til at give den storhed og vælde. Kirken passer lige så godt ind i bylandskabet som et atomkraftværk på Østerbro. Men flytte den kan man jo ikke så godt.

EN POLITISK KIRKE

Ej heller går det an at sprænge den i luften, som George Orwell foreslog de catalonske anarkister under den spanske borgerkrig (1936-39), ud fra den kendsgerning at den katolske kirke i hovedsagen stod på fascisternes – falangisternes - side. Som om man kunne ødelægge den katolske kirkes samfund, tro og politik, bare ved at ødelægge dens bygninger. Men sådan var stemningen. Anarkisterne var ikke blide ved de præster og munke, de fik fat i. Spanierne har ofte været gode til at være onde ved hinanden.

Orwells forslag var tåbeligt, men hans klasseinstinkt svigtede ham sjældent. Katedralen med sine himmelstræbende gotiske tinder (tænder?) er også et sindbillede på katolsk modstand mod al nymodens demokratisk politik; en advarsel i sten til den syndige syndikalistiske arbejderbevægelse, der stod meget stærkt i Catalonien i begyndelsen af 1900-tallet og en overgang under borgerkrigen havde magten i byen. Barcelona er den eneste større by i verden, som har været regeret (eller ikke-regeret) af anarkister.

Enkelte steder forsøger græs at pynte på det strittende stenværk, de banale sandstensfigurer og sten-bannere med sentenser fra den latinske gudstjeneste.

Men katedralen er meget større indvendig, end udvendig -

I EN GOTISK STENSKOV

Det er ikke Helligånden som lukker op, men man bliver budt velkommen af en klar og bestemt menneskeånd.

Herinde finder man sig stående i et af de mærkeligste og muligvis skønneste rum, noget menneske har hittet på at stable op, for at skabe sin egen himmel af sten, tres meter oppe over gulvet. Jo, der er nogen hjemme!  

La Sagrada er himmelstræbende gotisk. De middelalderlige katedraler udtrykker at mennesket kan overskride eller overvinde det jordiske. Man trodser tyngdekraften og bygger et himmelhus til sin tro – eller til sin Gud, hvilket kommer ud på ét. Som mennesket bygger, så bor hans Gud! Og Gud bor smukt i Barcelona.

I La Sagrada er de gotiske spidsbuer og krydshvælv erstattet af hyperbolske bueslag og hvælv. Hvælvene bæres af søjler i udsøgte, polerede stensorter. I klassiske gotiske bygninger føres de nedadgående kræfter fra taget og hvælvene ud af rummet, til et stillads af stræbepiller og udvendige søjler, men her foregår kræfternes opadgående og nedadgående spil helt åbenlyst. Søjlerne forgrener sig dristigt og forsvinder op i himmeltagets ”løvhang”.

Denne gennemsigtighed og dristighed i konstruktionen er det radikalt moderne i Antoni Gaudis måde at bygge på. Formen er organisk, eller man burde sige: vegetabilsk. Man går rundt som i en skov af forstenede californiske kæmpefyr. Vinduernes glasmalerier skaber lysninger af klart gult, grønt, blåt og rødt.

Det går desværre ikke an at lægge sig på det polerede gulv for at spare nakkemusklerne, bredskuldrede sikkerhedsfolk vogter anstændigheden. Man burde have taget et tæppe og termokaffe med, for at sidde en stund i et hjørne og meditere.

Fra begyndelsen af bygningshistorien har søjler været træer i sten, eller rettere: søjler er bærende dele af en bygning og symboler på træer og den kraft der rummes i og omgiver dem. De græske og romerske templer er sindbilleder på gudens bolig inde i en hellig skov - af søjler. Søjler er også (og navnlig) tegn på magt.

Men her slår det én, at søjler egentlig lige så godt kan være formet som bladsellerier, hyldebuske eller bjørnekloens rillede stængler. Natur-ligheden i Gaudis design af stensøjlerne og deres ”skovhimmel” er forførende og fantastisk godt udført. Det er netop ikke naturefterligning, men naturlighed. De naturlige former bragt ind i menneskeverdenen.  

GUD & GAUDI

Antoni Gaudi mente at arkitekturens grundformer – byggeformerne - findes i naturen. Da Vorherre både er arkitekt og bygherre for naturen, er det altså Guds tanker/ design - Guds hensigt - vi iagttager i La Sagradas former. Gaudi led ikke af overdreven beskedenhed. Katedralen udtrykker en tro på at Gud er i alt, en art panteisme.  

Som sagt er katedralen et vidnesbyrd om en dramatisk periode i Spaniens nyere historie. Den er et stykke propaganda – et middel til udbredelse af den rette tro. Arkitekten ville give et bidrag til at føre det uregerlige og klassekampshærgede Barcelona ind i Romerkirkens forsonende folder.  

For mig at se er der en voldsom og uforløst modsætning mellem La Sagradas politiske formål, som kommer til udtryk i katedralens dramatiske ydre, og det fredelige, natur-tilbedende kirkerum. Der er en spænding mellem det ydre politiske og det inderligt religiøse. Som vel ret beset også er politisk – en personlig tro er indadvendt politik.

På indersiden af murene får vi en lystfølelse ved Gaudis mageløse eftergørelse af naturens regelmæssige, frie og uregerlige former. Kirkerummet som en lovprisning til den Gud, der magter at sætte et blad på en brændenælde. Udenfor opleves et ubehag ved en grum idé om alles underkastelse under én streng Herre. Katedralen maner til forsoning i fælles tilbedelse af naturens store bygmester, og er samtidig et kampråb mod ugudeligheden. En næve med knojern eller en udstrakt hånd?

Det korte af det lange er, at i tiden omkring Første Verdenskrig satte Antoni Gaudi sit geni - og sin fromhed - ind på at overbevise Barcelonas arbejdersjæle om troens rette kulør. Han var det katolsk-sindede borgerskabs arkitekt, såvel som Guds arkitekt.

FRANCO & Co

Hvad der ikke lykkedes for Barcelonas borgerskab, lykkedes for Generalissimo Francisco Franco, da han i 1939 sejrede i den spanske borgerkrig og fejrede det med at indespærre og henrette tusindvis af socialistiske og anarkistiske modstandere. Hertil kom, at Franco  undertrykte den catalonske selvstændighedsbevægelse, Gaudi havde været ivrig tilhænger af. Og byggeriet på La Sagrada gik i stå, som så meget andet i Francos Spanien. Fascisterne brød sig ikke om Gaudis stædige insisteren på at være sig selv og bevare sin vision, og det kan også være en anerkendelse.

Det tog fyrre års diktatur før spanierne fik lavet sig et demokrati, med rettigheder til den enkelte borger og nationale mindretal. Byggeriet på La Sagrada Familia tog igen fart – men katedralen blev til noget andet, end arkitekten kunne have forestillet sig, ikke så meget i designet, men i det formål, de fleste besøgende i vore dage – formodentlig - har med at besøge katedralen. Den blev en helt anden social ting.  

EN MASKINE TIL AT TRO I KOSTER KASSEN

Den modernistiske arkitekt Le Corbusier skal have sagt, at en kirke er en ”maskine til at tro i.” Hvis vi fører denne metafor op i masseturismens tid, så er mange kirker blevet ”maskiner til at glo i.”

Mange af de aktører som financierer og færdiggør Barcelonas suverænt største tros-maskine har formentlig troen, men indtægterne til byggeriet kommer også fra en mere eller mindre forudsætningsløs masses ”gloen”. La Sagrada er nemlig kendt fordi den er berømt, og det er formentlig noget af forklaringen på, at to og en halv millioner turister besøger den om året.

Da katedralen er et privat finansieret projekt skal så mange euro som muligt ud af kreditkortene og derfor sluses man ud gennem en souvenirshop. Her bliver det helt klart for én, at alt ophøjet kommer nedefra.

En flok unge kinesere i cowboyjakker og med kikset hår under baseball-kasketterne diskuterer udvalget af bøger om Gaudi på tyve sprog, Gaudi-kalendere, Gaudi-tasker, katedral-byggesæt, T-shirts, kuglepenne, postkort, platter og mere plat i stort og småt format.   

De kinesere er sørme langt hjemmefra. Det er vi europæere såmænd også.

CODA:  

Man begyndte at bygge katedralen i 1880-erne, og den vil efter det oplyste stå færdig engang sidst i 2020-erne. La Sagrada er en håndværkets gudstjeneste som vil vare omkring 150 år. Man får ligegodt et andet perspektiv på livets tid, end ved at betragte nutidens byggeri, som skal være færdigt så hurtigt og billigt som muligt. Tidsbundne individualister har godt af at opleve et bygningsværk, som muligvis ikke bliver færdig mens de er i live.

Forhåbentlig vender vi tilbage om nogle år. Svagere i benene, men måske stærkere på anden vis, vil vi opleve tilblivelsen fortsætte. Byggeriet med de imposante gule kraner er jo en del af det, verdensfamilien kommer for at se. Hvad katedralen bliver til, når tilblivelsen er til ende, vil vise sig.