Jerome K. Jerome: Tre mænd i en båd

Tre mænd i en båd (og selvfølgelig også hunden) (1889) På dansk ved Mogens Boisen.

En herretur på Themsen sammen med fortælleren og vennerne George og Harris. Hunden hedder Montmorency. 

 

Der var beklumret i båden, og jeg havde hovedpine;  jeg fandt det derfor rigtigt at gå ud i den kølige natteluft, iførte mig de klæder, jeg kunne finde - nogle af mine egne, nogle af Georges og Harris' - og krøb under sejldugen ind på bredden.

Det var en vidunderlig nat. Månen var borte og havde overladt den stille Jord alene til stjernernes selskab.

Det var, som om de talte med deres søster, vor klode, i denne ophøjede stilhed, mens vi, som er dens børn, lå i dyb søvn - som om de samtalede om vældige hemmeligheder, med stemmer, der var både for mægtige og dybe til, at barnlige menneskeører kunne opfatte lyden.

De indgyder os ærefrygt, disse fremmede stjerner, der er så kolde og så klare. Vi er som børn, hvis små fødder har forvildet sig ind i et dunkelt oplyst tempel for en gud, de har lært at tilbede, men som de ikke kender, og nu står de, hvor ekkokuplen spænder over det dæmpede lys til dets yderste grænser, og de skuer i vejret, halvt håbende, halvt bange for at et skrækkeligt åndesyn skal vise sig deroppe.

Og dog er natten så fuld af vederkvægelse og styrke. I dens storslåede nærværelse lister vore små sorger sig beskæmmede bort. Dagen har været så fuld af gnidninger og bekymringer, vore hjerter har været så fyldt af onde og bitre tanker, og verden er forekommet os så hård og uretfærdig.

Så lægger Natten som en vidunderlig og kærlig moder varsomt hånden på vort feberhede hoved, vender vort lille tårevædede ansigt op mod sit og smiler, og selv om hun ikke taler, ved vi, hvad hun ville sige, og lægger vor hederødmende kind mod sin barm - og straks er al smerte borte.

https://www.gutenberg.org/files/308/308-h/308-h.htm