Jens Baggesen: Labyrinten
Jens Baggesen (1764 - 1826): Labyrinten (1792-93)
Forfatterspiren fra det fattige Korsør havde fået et rejsestipendium - en mulighed for at gøre "Le grand tour" - og sponsorerne fik noget for pengene, nemlig en rørende og morsom rejseberetning: Labyrinten.
Som de fleste unge er Baggesen umådelig optaget af sine følelser. De mange smukke indtryk i det fremmede gør at han en aftenstund tilsyneladende oplever en slags depersonaliseret gåen-i-et med det hele.
Vi ankom til landsbyen Appelweier klokken ni i måneskin. Det var den skønneste, blideste, fast lykkeligste aften i mit liv. De mangfoldige arkadiske genstande på den tilbagelagte vej, de milde følelser og glade betragtninger, de natuligen opvakte i deltagelsen af så mange brødres glæde, solens herlige nedgang, den hele naturs uophørlige smilen havde efterhånden bragt mit blod i et så sagte omløb, mine nerver i en så stille kildrende bæven, at alt i det forbigangne, nærværende og tilkommende syntes mig at opløses i den frydefulde tilværelses skønneste harmoni -
Hvad ligner din nektars livsalige drik,
Natur! af dit himmelbekransede bæger?
Hvor kilder, hvor styrker, hvor lindrer, hvor kvæger
Den væsnet, som sans for din nydelse fik!
I frugtbarheds skød
Hvor friheds og ejendoms lovsange lød,
Omrislet af bækken, omraslet af lunden,
Omskimret af månen i drømmende blunden,
Din berusende vellyst du over mig gød!
Jeg drømte mig opløst i æther; min ånd
Afløstes de tunge, de trykkende bånd;
Jeg dufted med blomsten, jeg svæved som månen;
Jeg flagred i vinden; og - salige dånen! -
Mit liv i en sagte henrislende død,
Som badet i himlens olie, flød!