H. C. Andersen: I Sverrig

H. C. Andersen (1805 - 1875): I Sverrig Kap. 30 (1851)

Rejseberetningen er fra en tid, hvor "skandinavismen" stod stærkt. Svenske, norske og danske studenter holdt store møder hvor man talte begejstret om broderskabet mellem de nordiske lande. Disse ideer blev grundigt punkteret under anden slesvigske krig i 1864, hvor Sverige ikke kom Danmark til hjælp, til trods for den svenske konges uovervejede løfte om en alliance.

Svenskerne havde nemlig en stor bjørn i baghaven og bjørnen ønskede ikke at der skulle laves om på for meget i Skandinavien. Et er smukke drømme om internationalt fællesskab, noget andet stormagter og realpolitik. Stater har som bekendt ingen venner, kun interesser.

H.C. Andersen red med på den skandinaviske bølge og skrev begejstret om Sveriges natur og folk. 

Men det står rimeligt uklart for mig, hvorfor han i den forbindelse sætter et afsnit ind om verdensrummet. Og hvad han egentlig prøver at udtrykke med sin poetiske raptus. Men kønt er det alligevel. 

Et Punkt kun, et Støvgran her er din Jord, hvis Undre forbause dig! et Støvgran kun, og dog en Stjerne mellem Stjerner.

Som de Myriader Støvgran, synligt svævende i Solstraalens dreiende Søile fra Muurrevnen ind i det mørke Rum. dreier sig den lange Colonne Verdener, Du kalder din Stjernehimmel, men endnu fjernere staaer Melkeveiens hvidlige Taage, en ny Stjernehimmel, en anden Colonne, begge to Radier kun i Hjulet! men hvor stort er dette selv, hvor mange Radier gaae saaledes ud fra det store Midtpunkt, Gud.

Saa vidt naaer dit Øie, saa klar er din Tidsalders Horizont! Søn af Tiden, vælg Hvo skal være din Ledsager.

Her er din ny Bane! med din Tids Største, foran din Tids Slægter flyve Du!

Som den blinkende Lucifer lyse Du i Tidens Morgenrøde.

(...)