Økonomi: Gæld

Christine Roy: Collage. Unsplash

Disse noter er affødt af fornøjelig sommerferie-læsning af Richard Ehrenberg: Das Zeitalter der Fugger / Geldkapital und Kreditverkehr im 16. Jahrhundert (1922). En grundig fremstilling af renæssancens primitive kreditsystem og fyrstelige bankerotter på stribe. 

Banker lever af at sætte kunderne i gæld.

Det er disse institutioners centrale funktion og grund til at eksistere.

Penge hentes ikke i Nationalbanken.

Når en bank låner penge ud, skabes med et par klik på en computerskærm penge, lige ud af luften.

Penge skabes på baggrund af bankens kreditværdighed/ soliditet. Gæld kaldes kredit - af "credo": jeg tror - man tror på skyldnerens gode hensigter.

Banken har statsgaranteret ret til at tilegne sig en del af klientens fremtidige overskud, og konkurrerer  med andre banker om retten til at tilegne sig dette overskud. Herved skabes økonomiske og politiske undersåtter, såsom industrifolk, husejere, håndværkere, bønder og studenter med solidt forrentede studielån.

Samfundet hviler på gæld.

Man har via bankerne taget pant i fremtiden. Der udvikles en hertil svarende underkastelses-mentalitet. Man bider ikke den hånd, der fodrer én. Man er undersåt, subjekt.

Stater kan være tvunget til at låne penge, for klare afdragene på statsgælden...naturligvis mod sikkerhed i landets infrastruktur, ret til udvinding af råvarer, med samt pant i fremtidige skatter.

Stater hviler på gæld.

Eller rettere: staternes kreditværdighed afhænger af hvor dygtige politikerne er til at beherske pengemarkedets forventninger til borgernes fremtidige evne til at betale skat. Det er et spørgsmål om gensidig tillid - samt gensidig egennytte. Af dette politiske forhold afhænger rentesatsen, dvs.prisen på gæld.

Stater kan på baggrund af en sådan manipulerbar kreditværdighed sælge obligationer/statsgældsbeviser og derved låne penge til investeringer, såsom motorveje, broer, sygehuse eller militært isenkram.

Finansielle institutioner handler med levende, døde og ufødte sjæle.

Al finansvirsomhed går ud på at sende en regning (et gældsbevis) videre til fremtiden og måske sælge denne regning - på penge - videre til andre kreditorer, med fortjeneste, forstås.

I middelalderen var renter en formastelighed.

Malet med allergroveste pensel, så var pengeudlåneren en foragtet usselryg som fyrster og adelsmænd helst ville mødes med i et diskret baglokale efter mørkets frembrud. Navnlig fordi moralens vogter, Kirken, var modstander af pengeudlån mod renter -  at skabe noget ud af ingenting betragtedes som Guds forrettighed.

Krige drev middelalderens og renæssancens finansmarkeder.

Disse utallige fejder var en væsentlig faktor i udviklingen af det europæiske pengemarked. Fyrsterne kæmpede om territorier og prestige. Deres krigs-eventyr mislykkedes ofte og satte staten i umulig gæld - hvorefter fyrsten erklærede sig bankerot. Statsbankerotter rystede det primitive middelalderlige pengemarked voldsomt. Når statsgælden tid efter anden var afskrevet og pengeudlånerne havde slikket deres sår, så kunne lånecirkusset begynde forfra. Thi ingen penge, ingen armé.

I enevældens tid avancerede pengeudlåneren ikke sjældent til hofsnog med titler og pant i statens ejendom. Statens finanser blev betragtet som kongens og hans allieredes private forretning.

Pengefolk er gode tjenere, men strenge herrer.

Industrikapitalister og handelskapitalister afviklede adelens og fyrsternes magt. Der udvikles et borgerligt demokrati. I midten af 1800-tallet fandt den moderne børs, bank - og  kreditvirksomhed sin form: offentligt regulerede clearingcentraler for kreditgivning; en nødvendig forudsætning for industrisamfundet.

I vore dage styrer den finansielle industri en forgældnings-kurs, som fremmer genindførelse af et klientsystem, og mod afvikling af et hårdt tilkæmpet borgerligt demokrati. For øjeblikket iagttager vi flere steder i verden en genindførelse af feudalismen, under forskellige nationalistisk-populistiske bannere.

Måske løber kapitalens og nationalistiske interesser sammen i en ny-feudal politisk bevægelse. Noget lignende hændte for ikke så længe siden i Danmarks nærmeste sydlige naboland. Det har aldrig været populisters og finansfyrsters holdning at jævne mennesker skulle bestemme over deres gæld - og liv.

Banker (og andre typer financielle institutioner) ville allerhelst eje og forvalte hele nationens nutidige og fremtidige overskud for al evighed, hvis de havde magt, som de har agt. Det er en forbrydelse at plyndre en bank - men en lovlig forbrydelse at drive en bank. Banker foretager sig selvfølgelig også fornuftige ting, så som at forsyne virksomheder med kapital, så de kan producere mere og bedre.

I vore dage er den finansielle industris vigtigste virksomhed at snylte på den reelle økonomi, ved gældsætning af de mange og omfordeling af væksten til de få. Dette er uproduktivt og hæmmende for økonomisk udvikling. Besynderligt nok er nyliberalismes projekt både anti-liberalt og anti-kapitalistisk.

Ordet "gæld" betød oprindelig "betaling", jf. oldnordisk: gjald. Jf. tysk Geld.

Moderne pengekøbmænd sørger for, at alle stater og samfund betaler, til de bliver blege af det. Der skal omfordeles stadig mere så pengemøllen kan fortsætte med at dreje rundt. Derfor råber verdens finansministe i kor: "Det er sparetider..."

Længe før grækerne og romerne, i Mellemøstens civilisationer, vidste man at et samfund holdes sundt, hvis man med jævne mellemrum eftergiver lån og lader jorden hvile.

3. mosebog kap 25:

I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer; da må I ikke så, I må heller ikke høste det, der har sået sig selv, og I må ikke plukke druer fra de ubeskårne ranker. For det er jubelår, det skal I holde helligt. I skal spise dets afgrøde lige fra marken.

I et sådant jubelår skal I hver især vende tilbage til jeres ejendom. Når I sælger jord, hvad enten det er noget, du vil sælge til din landsmand, eller noget, du vil købe af ham, må I ikke udnytte hinanden.

(...)

Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig.

http://tinyurl.com/jyes2gj

Hvor fromt de gamle israelitter efterlevede Jahves anvisninger vides ikke, men dette er en beskrivelse af en "instutionaliseret revolution", til fordel for både rige, fattige og de dygtige, som ellers aldrig ville få en chance. Man stræbte, ved påbudt eftergivelse af gæld, efter at bevare samfundets sammenhængskraft.

Man skal vedkende sig arv og gæld, sagde de gamle.

Men de vidste også, at man skal have lov at fraskrive sig ældgamle arvede forpligtelser, man slet ikke kan have fordel af - ellers er der jo ikke tale om et reelt valg for et frit menneske, når det arver.

Demokratierne, med deres frihedsidealer, har arvet en historisk statsgæld til finansvirksomhederne, det ville være hensigtsmæssigt at fraskrive sig.

Finans/pengeindustrien er blevet en slæbebremse på udviklingen; sektoren er ikke en produktiv kraft, men en destruktiv.

Dette er ikke hensigtsmæssigt i den nuværende økonomiske/ økologiske situation. Holdbare teknologiske løsninger på fremtidens problemer kommer til at kræve kolossale investeringer i virkelige ting, ikke investeringer i penge...

Man kan svinde ind og dø af gæld, af økonomisk kummervækst.

Den, der er død, har betalt sine regninger.

Det gælder også demokratier.