Økonomi: Hvad er gæld?

Christine Roy: Collage. Unsplash

Disse noter er affødt af fornøjelig sommerferie-læsning af Richard Ehrenberg: Das Zeitalter der Fugger / Geldkapital und Kreditverkehr im 16. Jahrhundert (1922). En grundig fremstilling af renæssancens primitive kreditsystem og fyrstelige bankerotter på stribe. 

Banker lever af at sætte kunderne i gæld.

Det er disse institutioners centrale funktion og grund til at eksistere.

Penge er gældsbeviser og et generaliseret (alment anerkendt) samfunds-medie.

Penge hentes ikke i Nationalbanken.

Når en bank låner penge ud, skabes med et par klik på en computerskærm penge, lige ud af luften.

Penge skabes på baggrund af bankens - og kundens - kreditværdighed/ soliditet. Gæld kaldes også kredit - af "credo": jeg tror - banken stoler på skyldnerens gode hensigter.

Banken har statsgaranteret ret til at tilegne sig en del af skyldnerens/ klientens fremtidige overskud, og konkurrerer med andre banker om retten til at tilegne sig dette overskud. Herved skabes økonomiske og politiske undersåtter, såsom industrifolk, husejere, håndværkere, bønder og studenter med solidt forrentede studielån.

Samfundet hviler på gæld.

Man har via bankerne taget pant i fremtiden. Der udvikles en hertil svarende underkastelses-mentalitet. Man bider ikke den hånd, der fodrer én. Man er undersåt, subjekt.

Fattige stater kan tvinges til at låne flere penge, for at betale afdragene på statsgælden...naturligvis mod sikkerhed i landets infrastruktur, ret til udvinding af råvarer, eller pant i fremtidige skatter. Men det er der ikke noget nyt i.

Stater hviler på gæld.

Eller rettere: staternes kreditværdighed afhænger af hvor dygtige politikerne er til at beherske pengemarkedets forventninger til borgernes fremtidige evne til at betale skat. Det er et spørgsmål om gensidig tillid - samt gensidig egennytte. Af dette politiske forhold afhænger rentesatsen, dvs.prisen på gæld.

Stater kan på baggrund af (manipulerbar) kreditværdighed sælge obligationer/statsgældsbeviser og låne penge til investeringer, såsom motorveje, broer, sygehuse eller militært isenkram.

Finansielle institutioner handler med levende, døde og ufødte sjæle.

Al finansvirksomhed går ud på at sende en regning (et gældsbevis) videre til fremtiden og måske sælge denne regning - på penge - videre til andre kreditorer, med fortjeneste, forstås.

I middelalderen var renter en formastelighed.

Malet med allergroveste pensel, så var pengeudlåneren en foragtet usselryg som fyrster og adelsmænd helst ville mødes med i et diskret baglokale efter mørkets frembrud. Navnlig fordi moralens vogter, Kirken, var modstander af pengeudlån mod renter -  at skabe noget ud af ingenting betragtedes som Guds forrettighed.

Krige drev middelalderens og renæssancens finansmarkeder.

Disse utallige fejder var en væsentlig faktor i udviklingen af det europæiske pengemarked. Fyrsterne kæmpede om territorier og prestige. Deres krigs-eventyr mislykkedes ofte og satte staten i umulig gæld - hvorefter fyrsten erklærede sig bankerot. Statsbankerotter rystede det primitive middelalderlige pengemarked voldsomt. Når statsgælden tid efter anden var afskrevet og pengeudlånerne havde slikket deres sår, så kunne lånecirkusset begynde forfra.

Thi ingen penge, ingen armé.

I enevældens tid avancerede pengeudlåneren ikke sjældent til hofsnog med titler og pant i statens ejendom. Statens finanser blev betragtet som kongens og hans allieredes private forretning.

Pengefolk er gode tjenere, men strenge herrer.

Industrikapitalister og handelskapitalister afviklede adelens og fyrsternes magt. Der udvikles et borgerligt demokrati. I midten af 1800-tallet fandt den moderne børs, bank - og  kreditvirksomhed sin form: offentligt regulerede clearingcentraler for kreditgivning; en nødvendig forudsætning for industrisamfundet.

I vore dage styrer den finansielle industri en forgældnings-kurs, som fremmer genindførelse af et klientsystem, og afvikling af et hårdt tilkæmpet borgerligt demokrati. For øjeblikket iagttager vi flere steder i verden genindførelse af feudalismen, under forskellige nationalistisk-populistiske bannere.

Måske løber kapitalens og nationalistiske interesser sammen i en ny-feudal politisk bevægelse. Noget lignende hændte for ikke så længe siden i Danmarks nærmeste sydlige naboland. Det har aldrig været populisters og finansfyrsters holdning at jævne mennesker skulle bestemme over deres gæld - og liv.

Banker og andre typer finans-institutioner ville allerhelst eje og forvalte hele nationens nutidige og fremtidige overskud for al evighed, hvis de havde magt, som de har agt. Det er en forbrydelse at plyndre en bank - men en lovlig forbrydelse at drive en hedgefond.

Banker foretager sig selvfølgelig også fornuftige ting, så som at forsyne virksomheder med kapital, så de kan producere mere og bedre.

I vore dage er den finansielle industris vigtigste funktion imidlertid at snylte på den reelle økonomi, ved gældsætning af de mange og omfordeling af væksten til de få. Dette er uproduktivt og stærkt hæmmende for økonomisk udvikling. Besynderligt nok er nyliberalismes projekt både anti-liberalt og anti-kapitalistisk.

Ordet "gæld" betød engang "betaling", jf. oldnordisk: gjald. Jf. tysk Geld.

Nutidens pengekøbmænd sørger for, at stater og samfund betaler, til de bliver blege af det. Der skal omfordeles stadig mere til de få, således at pengemøllen fortsætter med at dreje rundt.

Længe før grækerne og romerne, i Mellemøstens civilisationer, vidste man at et samfund holdes sundt, hvis man med jævne mellemrum eftergiver lån og lader jorden hvile.

3. mosebog kap 25:

I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer; da må I ikke så, I må heller ikke høste det, der har sået sig selv, og I må ikke plukke druer fra de ubeskårne ranker. For det er jubelår, det skal I holde helligt. I skal spise dets afgrøde lige fra marken.

I et sådant jubelår skal I hver især vende tilbage til jeres ejendom. Når I sælger jord, hvad enten det er noget, du vil sælge til din landsmand, eller noget, du vil købe af ham, må I ikke udnytte hinanden.

(...)

Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig.

Hvor fromt de gamle israelitter efterlevede Jahves anvisninger vides ikke, men dette er en beskrivelse af en "institutionaliseret revolution", til fordel for både rige, fattige og de dygtige, som ellers aldrig ville få en chance. Man stræbte, ved påbudt eftergivelse af gæld, efter at bevare samfundets sammenhængskraft.

Man skal vedkende sig arv og gæld, javist.

Men man skal også have ret til at fraskrive sig ældgamle arvede forpligtelser, man slet ikke kan have fordel af - ellers er der jo ikke tale om et reelt valg for et frit menneske, når det arver.

Demokratierne, med deres frihedsidealer, har en historisk statsgæld til finansvirksomhederne, det ville være hensigtsmæssigt at fraskrive sig.

Finans/pengeindustrien er i vore dage en slæbebremse på udviklingen; sektoren er ikke en produktiv kraft, men en destruktiv.

Dette er ikke hensigtsmæssigt i den nuværende økonomiske/ økologiske situation. Holdbare teknologiske løsninger på fremtidens problemer vil kræve kolossale investeringer i virkelige ting, ikke investeringer i penge...

Man kan svinde ind og dø af gæld og økonomisk kummervækst.

Den, der er død, har betalt sine regninger.

Det gælder også demokratier.

Note

Statsgældens udvikling siden 2010 jf. UNCTAD:

https://unctad.org/publication/world-of-debt