Didaktik: Google-tillid
Dette er en sammenfatning af en undersøgelse jeg foretog i 2007 af hhv. en Htx og en Hhx-klasses brug af Google, én dag, i undervisningstiden.
Datagrundlaget var automatisk genererede logninger af elevernes internet-aktiviteter. Logfilen blev derefter gennemsøgt med særlig henblik på at belyse elevernes Google-søgninger.
Formentlig er der så megen kontinuitet i problematikken omkring elevers anvendelse af Google, at iagttagelserne stadig er relevante.
SAMMENFATNING
Man kan i søgningerne iagttage:
1) Stor ”Google-tillid” og stærk ”Google-troskab”.
2) Stor ”Wikipedia-tillid” og do. troskab.
3) Begrænset evne til at finde oplysninger, når ovennævnte kilder til information ikke leverer oplysninger.
4) Tålmodighed og udholdenhed er ikke synligt i elevernes brug af Google, med enkelte undtagelser.
5) Eleverne bevæger sig ikke vidt omkring på Nettet, men holder sig til kendte, dansksprogede sites.
6) Man kan iagttage sporadisk sammenhæng mellem skoledagens faglige aktiviteter og søge-aktiviteter. De falder ofte i korte sekvenser.
7) Elever synes ikke at undre sig over at de ikke finder oplysninger i første “hug”. I hvert fald fortsætter de sjældent eftersøgningen, når de kommer ind i en blindgyde.
8) Eleverne søger konkret, i hverdagssprog.
En dansk salgsside havde for år tilbage et vittigt slogan: ”Findes det, så findes det her”. I forhold til de undersøgte elevers anvendelse af Google og Wikipedia, kunne man lidt spidst sige: ”Findes det ikke her, findes det ikke.” Alternativt: ”Så kan det ikke findes.”
Elever anvender Google til at søge med, og hvis Google, som man ser i flere tilfælde, ikke umiddelbart leverer de ønskede oplysninger, så opgiver eleverne ofte søgningen. Men de bliver formentlig ikke skuffede og mister tilliden til Google. Det kunne ellers føre til at de forsøgte sig på andre måder...
Der ses ingen spor af brug af andre søgetjenester, faglige hjemmesider eller andre typer databanker. Forklaringen er måske, at eleverne har parkeret tilliden til egen evne til at søge oplysninger hos Google. Derfor bliver de ikke skuffede over Google og forsøger sig ikke med mere dybdegående søgninger.
Denne blinde tillid forenes med manglende evne til at hitte på synonymer, ringe tålmodighed og beskeden faglig motivation. Med undtagelser.
Øvelser, hvor læreren styrer elevernes Google-søgninger vil formodentlig være gavnlige. Hvis de f.eks skal finde betydningen af et ord, kan man lade eleverne søge på ”ordbog” og fra Googles forslag gå til tjenesten www.ordnet.dk hvor den fremragende Ordbog over det Danske Sprog er tilgængelig.
Hvis man nemlig søger konkret, i fritekst – f.eks. på ordet ”bandlyse” - som en række elever gjorde - er muligheden for at få pålidelig underretning mindre, end hvis man bevæger sig et trin opad i abstraktionsniveau og søger efter en ordbog - og ikke blot hengiver sig til Googles allerførste forslag.
Det ser ud som om teenageres Google-søgninger skal give bonus umiddelbart. Hvis søgningen bliver kompliceret og langtrukken, har de tendens til at give op. Måske gælder det især, hvis de har fået stillet en opgave, de ikke kan se har en øjeblikkelig læringsgevinst.
Eleverne har stor tillid til leksikonet Wikipedias evne til at skaffe øjeblikkelig lindring for kundskabstørsten. Langtidseffekten af Google – Wikipedia- brugen ser ud til at være, at eleverne i vidt omfang overfører eller deponerer deres tillid, i forhold til det at kunne finde information, til disse to populære informationskilder. I hvert fald indikerer undersøgelsen ikke megen variation og selvstændighed i relation til søgninger.
Viden opfattes af gymnasieeleverne som noget man skal kunne finde, hurtigere end pulverkaffe opløses i varmt vand; hvis ikke, er det ikke værd at lede efter.
Information bliver, via søgemaskinens processer, til potentiel viden. I stedet for at information, som på fx biblioteker, er udvalgt og indekseret af specialister – bliver information til mulig viden gennem interaktion med - og via - en maskine, fordi en stor mængde mennesker betragter det, de finder, som viden, der er relevant for deres liv.
Søgemaskinen er et artefakt, som tjener videnstilegnelse, men brugen af den influerer på hvad der opfattes som viden!
Jeg ønsker ikke at gå ind i en diskussion om forholdet mellem information, viden og mening, og vil blot intuitivt formode at information, viden og mening har noget med hinanden at gøre, idet det gavner vores liv.
Jeg vil gerne videre til at spørge:
Kan mennesker have meningsfulde interaktioner med en søgemaskine?
Svaret er efter min mening ikke ja eller nej, men nærmere både-og. Hvis ikke maskinen overvejende gav meningsfulde forslag til hvor man kan få svar på sine spørgsmål, ville vi ikke anvende den. Derfor forekommer maskinen at være meningsfuld, selvom den efter vore begreber ikke kan have en bevidsthed om sig selv, og dermed vide noget.
Den britiske matematiker Alan Turing hævdede engang i 1940'erne, at den simpleste måde hvorpå man kan konstatere om en computer er intelligent eller ej, og dermed besidder bevidsthed, er at føre en samtale med den, f.eks. pr. skrivemaskine. Hvis man efter en times tid ikke kan mærke forskel på om man taler med et menneske eller en maskine, så er maskinen intelligent. En sådan selv-bevidst maskine er endnu ikke udviklet, og skabelsen af kunstig bevidsthed har formodentlig lange udsigter.
Søgemaskinen kan Google muligvis forekomme at være intelligent, men det er i så fald fordi den er intelligent opbygget.
Google kan betragtes som en slags social videns-agent eller robot-partner, som ”ved” hvad der interesserer mange mennesker, og hvor den viden er at finde. Hvis maskinen kan lede os hen til relevante svar, som stiller nysgerrigheden, er det i sidste ende kun fordi en mængde mennesker har slidt hårdt med at skabe hjemmesider/ tjenester, som kan tilfredsstille vor trang til viden.
Imidlertid kunne man formode at mennesker tilskriver søgemaskinen egenskaber, i og med at troskab og tillid indgår i relationerne til maskinen.
Den sociale partner er i dette tilfælde et system af funktionaliteter i firmaet Googles kæmpestore computernetværk.
Søgemaskinen akkumulerer en mængde forespørgsler og matcher dem med indholdet af relevante hjemmesider. De er rangerede efter popularitet, bl.a. efter deres indbyggede nøgleord og hvor mange andre hjemmesider, der linker til dem. På den måde ”vægtes” hjemmesider og tjenester efter relevans og popularitet
De svar fx en gymnasieelev kalder frem på skærmen, er på den måde maskinens repræsentation af:
1) hvad mennesker ofte spørger om.
2) Hierarkiet af hjemmesider som linker til hinanden.
3) Justeringer af hierarkiet af de foreslåede links, alt efter hvilket land, forespørgslerne kommer fra.
Svarene på forespørgslerne fremkommer efter en serie fastlagte matematiske operationer, algoritmer, og dette er den patenterede ”maskine” i søgemaskinen.
Søgemaskinen fungerer som en indikator for den almindelige interesse for et emne. Søger man på et ”smalt” emne, viser søgemaskinen få ”hits”; omvendt med et ”bredt” emne. Emnets omfang i den folkelige bevidsthed behøver ikke at være kongruent med omfanget af hvad der er til stede af materiale om emnet, og hvad maskinen rummer af links/ henvisninger.
Søgemaskinen både repræsenterer og skaber interesse for bestemte emner. Interessen om et bestemt emne som interessant og vigtigt, hjælpes frem gennem en mængde menneskers interaktioner via maskinen. Jo flere der ”klikker” på og linker til sider med et emne, jo flere søgende sjæle ledes hen til emnet.
Fænomenet kan betegnes som ” en sværmintelligens”, på engelsk: ”A hive mind”, en art kollektiv bevidsthed, som lignes ved en bisværms bevidsthed.
Når man interagerer med en søgemaskine, og skaffer sig svarmuligheder på et spørgsmål, sker det ud fra søgemaskinens oplysninger om en mængde akkumulerede interaktioner, foretaget af alle andre, som også er aktive på Nettet.
Hvis mange mennesker ”klikker” på de samme links, får disse en høj rangering i søgemaskinens lister. På den måde bliver det som er interessant – interessant.
En rapport ”Information behaviour of the researchers of the future”, udgivet af The British Library, peger på unge menneskers (årgang 1993 og senere) manglende evner til, på egen hånd, at navigere rundt på Nettet.
Forfatterne mener at det kan skyldes, at de unge simpelthen ikke er klar over, at de kan have behov for at udvikle evner til at finde frem til relevant information.
De savner ”navigationsevner”, idet de ikke ved hvordan man bruger et katalog. Delvist takket være Google mangler mange unge mennesker viden om, at man bør have viden om, hvordan man finder information!
Undersøgelsen indikerer også, at unge mennesker ikke læser oplysningerne på de foreslåede sider, men i første omgang blot ser dem som billeder.
Det, der kendetegner "Google-generationen", er netop en manglende evne til at agere selvstændigt på Nettet.
Dette er paradoksalt og bør udforskes.
Og det er godt nyt for bibliotekarer, hvis færdigheder ikke ser ud til at være overflødige.
CODA
Da jeg som begyndte at bruge det lokale folkebibliotek, så spurgte jeg altid bibliotekaren, når jeg ville have en bestemt bog. Jeg var simpelthen ikke klar over at bøgerne var opstillet systematisk, og kunne findes gennem et kartotek. En tålmodig bibliotekar måtte forklare mig det flere gange, og til sidst nærmest tvinge mig til at hive en kartoteksskuffe ud, før jeg forstod at det var muligt på den måde at hitte frem til interessante bøger.