Arkitektur: Katedralen på Bispebjerget

Vi stiger af på Emdrup station og ser Grundtvigs Kirke rejse sig over hustagene. Den imponerer ikke med spir eller anden staffage, men nær ved mærkes en udstråling af tyngde. En gennemsnitlig dansk landsbykirke - tårn, skib, kor og sidekapeller - men forstørret op tre – fire gange.

Kolossen er monument over N.F.S. Grundtvig og statusmarkør for den folkelige bevægelse, han initierede. Dens fem millioner teglsten giver ligegodt solid sangbund for troen.

Man mindes uvilkårligt linjerne: ”Vi er ikke skabte til højhed og blæst/ Ved jorden at blive, det tjener os bedst.”

Og så alligevel.

Grundtvig var titulær biskop, dvs. uden stift eller domkirke. Men her på Bispebjerg Bakke skabte hans disciple en katedral for hans usynlige – vedvarende – bispedømme.

Vi er til koncert i et fantastisk velproportioneret, velbelyst og velopmuret kirkerum i lysegule teglsten.  Selvom de 7-800 tilhørere dæmper efterklangen, er musikken lidt kantløs. Der er ekko i de hvælvinger!

En montage af stilarter. Rummet er på samme tid historiserende – tilbageskuende – og modernistisk – fremadskuende. Himmelstræbende gotiske krydshvælvinger, rettet til med moderne minimalisme.

Ingen overflødig udsmykning. Som en krystal, sammensat af flere mineraler.

Jeg sidder op ad en søjle og får lyst til at røre ved teglstenene. Hver og én er håndsleben og forskellig fra alle de andre. Har vi her en lignelse over en af Grundtvigs kernetanker: "Menneske først, kristen dernæst"?

Man er menneske, hvis man er selvstændig og skiller sig ud fra andre mennesker. Denne nødvendige forskel åbner op for deltagelse i det kristne fællesskab.

På samme vis har hver tegl sin plads og betydning for helheden. Som deltagere i en tavs lovprisning af rummets ånd.

A pro pos: En af Grundtvigs fine salmer:

https://internetdidaktik.dk/nfs-grundtvig-dejlig-er-den-himmel-bl%C3%A5