Émile Verhaeren: Belgiens Byer

Émile Verhaeren (1855 – 1916). Uddrag af ”Belgiens byer” (da. udg. 1917)

Baggrund

Første verdenskrig (1914-18) begyndte som en småkrig på Balkan, men udviklede sig hurtigt til storkrig mellem de europæiske magter. Den vigtigste konflikt stod mellem Det tyske Kejserrige, som havde visioner om at  blive en verdensmagt og Frankrig, som ønskede revanche efter ydmygelsen i 1871.

Den kæmpemæssige tyske hær havde brug for Belgien som opmarch-område i felttoget mod Frankrig. Derfor invaderede Tyskland det lille neutrale land.

For at holde ro i baglandet førte den tyske hær terror mod den belgiske civilbefolkning. Men at denne organiserede ondskab blot ville forøge modstandernes beslutsomhed, var ikke med i kejser Wilhelms stormægtige planer.

Kollektiv afstraffelse i form af gidseltagning, mord, ydmygelser og nød - med ét uskønt ord:”Schrechlicheit” - var i fire år belgiernes hverdag, altså de der ikke var flygtet eller forsvarede den sidste frie del af  landet.

Den pacifistiske Émile Verhaeren lærte at hade alt tysk og gik i kamp med sin pen.

Følgende uddrag af ”Belgiens byer” er en trist, men tidløs beskrivelse af hersker-mentalitet og formålet med terror.

Det er ikke min mening, at disse linjer skal være som teksten til en gravskrift over vore jordede byer. Livet lever under dem og vil rejse sig af asken, ligesom foråret, der i sit kredsløb stiger ned i jorden og op igen, under vinteren.

Flanderen og Walloniet har kendt dage, der har været lige så mørke, som dem, de nu gennemlever, Burgund, Spanien og Østrig har skiftevis slået klo i dem og sønderlemmet dem. De er ikke døde deraf; de er skabt til altid at rejse sig igen.

For at knuse os har Tyskland ikke ladet sig nøje med at sende sine folk i ilden, det har ladet dem hærge med ilden; det har ikke indskrænket sig til at føre krig med soldaten, som kæmper, det har også ført krig med moderen, som føder og med barnet, som vokser. Det er hele vor race, det har villet ramme, og det ikke blot i dens fremtid, men også i dens fortid. Dets had har været fuldkomment.

Vi har haft den ære – sikkert uden at vide det – at være de første til at forsvare en hel fortids herlige civilisation. Vi havde Grækenland og Rom – usynlige – ved vor side. Ved Liège kredsede Pallas Athenes store vinger på nattehimlen, mens de vældige zeppelinere kom drivende under dem.

Ingen af vore små flamske eller walloniske soldater anede det, og vi var også selv uvidende derom. Vi fik det først senere at vide, da denne krigs moralske betydning gik op for os. De tyske teoretikere har åbenbaret os deres drøm om en asiatisk civilisation, hvor det ene folk holdes under åget af det andet.

Den rene og skære frihed og den organiserede undertrykkelse har atter været indsatsen i striden, og det var os, belgierne, som indledte den.

Den tyske organisation er knusende. Den nedbryder alt, hvad der der særegent og privilegeret. Skønt undfanget og fastslået af et aristokrati er den mere nivellerende end hvilken som helst demokratisk organisation. Den har en rædsel for alt, hvad der forstyrrer dens system og dens mekanisme.

Først og fremmest lystre. Alt uvilkårligt og ejendommeligt må vige pladsen for det, som er almindeligt og fælles. Folkene har lige så lidt som borgerne ret til at være forskellige.

Der må kun være en disciplin, en regel, en lov; det er Tyskland, som angiver dem. Der må kun være et sprog: det tyske sprog; der må kun være en skønhed: den tyske skønhed; der må kun være en tanke: den tyske tanke; der må kun være en sjæl: den tyske sjæl.

I, som drømte om en europæisk sjæl, se nu, hvor jeres drøm er blevet mistydet og gjort til intet. Tyskland søger til egen fordel at lægge beslag på det, som var det skønneste historiske ideal, nogen kunne tænke sig.

Det gør verden til en maskine, men det gør den ikke stor. I denne vældige kamp, hvor Europas skæbne står på spil, har Tyskland ikke frembragt en eneste genial hærfører. Dets krigsførelse er bestandig den samme. Det angriber og forsvarer sig efter uforanderlige planer, ligesom dyret i skovene. Det bærer sværdet, men det løfter aldrig faklen. Denne sidste er kunstens symbol.

Hvis Tyskland sejrede, ville noget af det højeste, noget af det ypperste forsvinde fra Jorden. Metoden kom til at erstatte begavelsen. Og Tyskland ville ikke engang ane, at det havde gjort den menneskelige tanke ringere. Jo mere ubegribeligt, jo mere utilstedeligt det havde handlet, jo stoltere ville det føle sig.

Note

Peter Pomerantsev går et par filosofiske spadestik dybere i en analyse af nutidig russisk herskersyge:

http://kortlink.dk/nytimes/2gbrr