Mezz Mezzrow: Really the Blues
Min aske til de sorte (1962). Oversat af Kurt Kreuzfeld. Nyhed i samlingen af Stjernedigte. Redigeret.
Milton ”Mezz” Mezzrow (1899 - 1972) og en ven er blevet forladt af deres gamle band-mates, som rejste til New York for at blive rige og berømte. Nu sidder de tilbage i Chicago og søger trøst i en mexikansk marihuana-bule.
Pasquale boede i en ondskabsfuld karikatur af et hus ovre i et trist fabrikskvarter på West Side, en vakkelvorn knaldhytte af tagpap og tremmeværk holdt sammen af sejlgarn, og nu og da en lille bøn.
Det var en sælsom scene, som hentet direkte fra et krat i Sierra Madres, belyst af et flakkende gasblus der kastede slangeagtige skygger rundt i rummet og hen over Pasquales og hans campaneros' mørke, skinnende ansigter.
Pasquale, en sortsmudsket, hulkindet spirrevip, ikke større end et fingerknips, var formand for bulen; mens han rubbede neglene og rullede cigaretter hurtigere end nogen akkordslave ved et samlebånd, grinede og bandede han uafbrudt, og sang skrupskøre mexicanske sange, alt imens han pattede på en reefer som om den var sukkerstang.
Den aften, jeg her taler om, brugte de kajetøjet som besatte og spruttede løs i munden på hinanden, som om deres lunger var fyldt med sodavand, og de så fuldstændig rædselsslagne ud, som om de lige havde set et helt regiment spøgelser.
- Hej sagde Josh, hvad er der los Pasquale, har der været ballade?
Som svar snuppede den lille mand avisen ud af næven på en af de andre og holdt den op under næsen på Josh. HOY – FIN DEL MUNDO! stod der som overskrift tværs over forsiden. Det forstod vi jo ikke en kæft af.
- Alt forbi! Råbte Pasquale. - Finito, ja! Står her kommer helvedes stor knald i nat, BUM! Hele chingando verden springe i luften ligesom på Fjerde Juli-fest! Ikke vare længe...en to timer mere, når klokken slå tolv, hele verden gå under!
Josh og jeg kunne ikke lade være med at grine, da det først var gået op for os, hvad de talte om. Og så sivede vi udenfor og satte os på den faldefærdige lille veranda og fik fyr på en reefer. Vi havde vores at spekulere på.
Pludselig kom jeg til at se op, og fanden flække og fortære mig om ikke himlen, der for et øjeblik siden havde været lige så sort en bedemands natskjorte, nu var fuld af sindssyge, jitterbug-dansende lysstråler i alle mulige kulører, urolige og rystende og sitrende som hundehvalpe på glatis. Jeg havde aldrig i mit liv set noget lignende – lange lysende farvebælter der vred og snoede sig fra horisont til horisont, som om en eller anden deroppe havde strøget en tændstik og sat ild til luften højt oppe i stratosfæren.
Josh gav pludselig et hyl fra sig. Jeg havde været alt for skrækslagen til at gøre ham opmærksom på fyrværkeriet, men nu havde han selv fået øje på det. - Hvad i helvede er det for noget, sagde jeg med det nærmeste i retning af en menneskelig stemme, jeg kunne præstere med så kort varsel. - Jeg siger jo det er nordlys, dit kvaj, sagde Josh. Og så kørte han løs med en længere forklaring, men jeg hørte overhovedet ikke efter, for jeg havde alt for travlt med at lære at trække vejret igen.
- Hør, sagde jeg, lad os få de gutter herud, Josh, de dør da af skræk når de ser det dér oppe. Vi dunrede på døren og smuttede indenfor igen
- Pasquale, sagde jeg, kom med udenfor pronto sammen med dine folk, der er noget vi gerne vil vise jer. De halede sig selv op fra gulvet og sjokkede ud i hælene på os. Du skulle have set deres fjæs, bror, dengang de fik øje på de himmelske lysreklamer. Død og helvede stod malet i deres arme, forskræmte træk.
- Amigos! vrælede Pasquale, kom vamo'nos, skynd jer, vi gøre klar! Så røg de ind i huset igen og ikke så snart var de kommet indenfor, før der var vild indsamling af alle de rosenkranse, helgenmedajler, stråhatte, og guitarer, de kunne lægge hånd på.
Så fo'r de igen ud på gaden, men dér standsede Pasquale dem med et vanvittigt hyl . - Grefa! skreg han. Grefa! Grefa! Du skulle have set dem slå bremserne i; det var som et kampråb, et gjaldende hornsignal. En-to-tre omkring og ind i huset igen susede de som en flok meteorer på øvelse.
Og som forberedelse til den lange, lange rejse begyndte hver eneste af dem at skovle store håndfulde af både rullet og løs grefa til sig, mase den ned i lommerne, stoppe det inden for deres lasede skjorter og proppe den ned i pulden på de bredskyggede sombreros. De var ikke de hombres, der skulle risikere at løbe tør undervejs, hvor de så end havnede til slut.
Jeg kunne have kysset og krammet hver eneste af de små mex'er hvis de bare havde stået stille længe nok – jeg vil altid have en svaghed for den fyr, der ruster sig til dommedag med en gammel, skrammet guitar og så meget muta, han overhovedet kan slæbe med sig.
Det sidste, vi så til dem var, at de stejlede ned ad en mørk sidegade, vrælende af fuld hals og bulnende som sprængfærdige kartoffelsække, med guitarerne dansende i luften, og muta hængende ud af ørerne.