James Joyce: Ulysses
James Joyce (1882 - 1941) Ulysses. Ved Mogens Boisen.
Romanen er bygget op over Homers Odysseen. I kapitel 17 "Ithaca" skildres Odysseus' hjemkomst og forening med sønnen Telemakos.
Ulysses beskriver én dag i en lille jødisk annonceagents liv i Dublin. Harold Bloom er hverdagens Odysseus: en intelligent, nysgerrig, omsorgsfuld og vedholdende mand. I det hele taget sindbilledet på en helt - et helt almindeligt menneske!
Om aftenen møder Bloom en ung slægtning, Stephen Daedalus, som har været på druk og gør ham ædru igen ved hjælp af lidt mad og en kop the hjemme i køkkenet.
Hvilket syn mødte dem, da de, først værten, derpå gæsten, i tavshed og dobbelt mørke dukkede frem fra dunkelhed ad en gang fra husets bagende til havens halvskygge?
Stjernernes himmeltræ hang fuldt af fugtige, natblå frugter.
Med hvilke betragtninger ledsagede Bloom sin forevisning for sin ledsager af forskellige stjernebilleder?
Betragtninger om den stadig videre evolution; om månen som ved begyndende måneskifte er usynlig, når den nærmer sig perigæum; om den uendelige, funklende, ufortættede mælkevej, som ved dagens lys kan ses af en iagttager, der er anbragt i den nederste ende af en cylindrisk, vertikal skakt af 5000 yards' dybde fra jordoverfladen imod jordens centrum; om Sirius (Alpha i Den store Hund) 10 lysår (57.000.000.000.000 engelske mil) borte og i rumfang 900 gange vor planets dimension; om Arcturus; om jævndøgnenes præcession; om Orion med bælte og seksdobbelt soltheta og stjernetåge, som kunne rumme 100 af vore solsystemer; om hensygnen og om fødsel af nye stjerner såsom Nova i 1901; om vort system, som styrter mod stjernebilledet Hercules; om såkaldte fiksstjerners parallax eller parallaktiske bane, stjerner som i virkeligheden altid bevæger sig fra umådelig fjerne æoner til uendelig fjerne fremtider, i sammenligning med hvilke de år, tre snese og ti, der normalt er menneskelivet beskåret, kun danner en parentes af uendelig korthed.
What spectacle confronted them when they, first the host, then the guest, emerged silently, doubly dark, from obscurity by a passage from the rere of the house into the penumbra of the garden?
The heaventree of stars hung with humid nightblue fruit.