James Joyce: Ulysses
James Joyce (1882 - 1941): Ulysses, kap. 17
Man kan slå op i litteraturhistorierne og læse at "Ulysses" er bygget op over Homers "Odysseen".
Joyce benytter sig i udstrakt grad af den såkaldte "indre monolog". Det gør på lange stræk romanen næsten ulæselig, andre steder er det et fremragende virkemiddel.
Romanen beskriver én dag i en lille jødisk annonceagents liv i Dublin. Harold Bloom er hverdagens Odysseus: en meget jævn, flink, nysgerrig, faderlig, frygtsom, trofast, lysten, vedholdende mand. I det hele taget sindbilledet på et helt - almindeligt - menneske.
Uddraget er taget fra et kapitel, hvor Bloom en sen aften gør en ung bekendt, Stephen Daedalus, som har drukket sig hjælpeløst i hegnet, nogenlunde ædru igen ved hjælp af lidt mad og en kop the.
"Stjernernes himmeltræ" er formentlig et gammelt sprog-billede, men jeg har ikke fået opklaret, hvorfra Joyce hentede det. I hvert fald er dette et af de få steder i romanen, som er decideret lyrisk.
What spectacle confronted them when they, first the host, then the guest, emerged silently, doubly dark, from obscurity by a passage from the rere of the house into the penumbra of the garden?
The heaventree of stars hung with humid nightblue fruit.
Mogens Boisens version:
Hvilket syn mødte dem, da de, først værten, derpå gæsten, i tavshed og dobbelt mørke dukkede frem fra dunkelhed ad en gang fra husets bagende til havens halvskygge?
Stjernernes himmeltræ hang fuldt af fugtige, natblå frugter.