Herman Melville: Moby Dick
Herman Melvilles roman fra 1851 kan ses som en lignelse, en billedlig fortælling om menneskets rolle her i verden – og de der spiller rollen som mennesker i romanen er hvalfangere.
Den mærkeligste blandt de mærkelige typer ombord på skibet ”Pequod” er den halvgale kaptajn Ahab, på livslang jagt efter den hvide kaskelothval som snuppede hans ene ben. Bogen er også, og måske navnlig, en fantastisk detaljeret beskrivelse af sømandsliv på sejlskibenes tid.
En af sømændene, en kraftigt tatoveret herre fra Oceanien, er blevet hårdt kvæstet under en hvaljagt og ved, at han snart skal dø. Derfor beder han om at blive begravet til søs på en måde, som passer til hans tro på, hvordan det går til i det hinsides. Min oversættelse.
Alle havde opgivet ham, og hvad angår Queequeg selv, så viste han hvad han tænkte, ved et mærkeligt ønske han kom frem med. I den grå morgen, lige ved morgengry, kaldte han på én som havde vagten, holdt ham i hånden og sagde, at i Nantucket havde han set nogle små kanoer af mørkt træ, ligesom det smukke krigs-træ fra hans egen ø; og da han spurgte hvad det var for noget, fik han at vide, at alle hvalfangere som døde i Nantucket, blev lagt i disse mørke kanoer, og den skik havde han syntes godt om, for det lignede hvad hans eget folk gjorde, nemlig at balsamere den døde kriger, lægge ham i sin kano og sende ham på færd mod stjernernes øhav, for ikke blot tror de at stjernerne er øer, men at hinsides alle synlige horisonter flyder deres milde, grænseløse hav sammen med de blå himle; på den måde formes Mælkevejens hvide brænding.
Not a man of the crew but gave him up; and, as for Queequeg himself, what he thought of his case was forcibly shown by a curious favour he asked. He called one to him in the grey morning watch, when the day was just breaking, and taking his hand, said that while in Nantucket he had chanced to see certain little canoes of dark wood, like the rich war-wood of his native isle; and upon inquiry, he had learned that all whalemen who died in Nantucket, were laid in those same dark canoes, and that the fancy of being so laid had much pleased him; for it was not unlike the custom of his own race, who, after embalming a dead warrior, stretched him out in his canoe, and so left him to be floated away to the starry archipelagoes; for not only do they believe that the stars are isles, but that far beyond all visible horizons, their own mild, uncontinented seas, interflow with the blue heavens; and so form the white breakers of the milky way.
https://www.gutenberg.org/cache/epub/2701/pg2701-images.html#link2HCH0057
