Carsten Hauch: Pleiaderne ved Midnat

Carsten Hauch (1790 - 1872): Pleiaderne ved Midnat. (1861)

Mælkevejen er en skiveformet samling af stjerner, som drejer rundt. Så meget kunner 1800-tallets  astronomer nok blive enige om, men de havde ikke midler til at erkende, hvorvidt vores galakse er hele universet, eller blot en del.

Menneskene menneskeliggør eller antropomorfiserer naturen - fx ved at opfinde stjernebilleder, med højest jordiske konnotationer - og gør det på den måde beboeligt. Det gør Carsten Hauch også i dette digt, hvor han anlægger det helt store perspektiv. Her hører vi skæbnegudindernes sang om tiden - og evigheden. 

Hauch mente, ligesom fx fysikeren H.C. Ørsted, at der er en en sammenhæng i alting, en "ånd i naturen". Man kalder denne filosofiske og litterære retning "universalromantik". På Hauchs tid var romantikken imidlertid under afvikling, så det er på en måde et gammeldags digt.

 

Vi ere de natlige Væversker,

der sanke de usynlige Traade

Fra Melkeveiens yderste Rundkreds,

Hvor Vævens Ende staaer.

Svævende Nattesyner,

Aldrig trættede,

Flyvere uden Vinger,

Med hvem dog ingen Fugl

Kan maale sig i Flugt.

For os er Tiden knap begyndt,

Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner,

Nysudrugede,

Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav,

Drømmer om Æoner og Evigheder,

Og troe, at Enden er der,

Skjøndt de ei endnu have fuldendt

Et eneste Kredsløb

Omkring de fastforbundne Atlasdøttre,

De Lysøiede,

Hvis Blik funkler igjennem Sløret,

Og der bærer utallige Verdners Tryk,

Uden at mærke det;

Og der ligne svulmende Druer,

Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer.

Hvad I kalde tusinde Aar,

Er kun et kløvet Sekund,

For kort til at vort Øies Blink deri

Kan naae den Nærmeste blandt vore Døttre.

Som kredser i Melkeveiens Ring.

For os er Eders længste Sorg

Kun som Døgnfluens dirrende Vingeslag

Før dens hurtige Død.

Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn,

Og selv de længste Baner,

Hvori lysende Verdner dreie sig,

Ere for Intet at regne

Mod Evighedens usynlige Kreds,

Hvortil Tiderne aldrig naae;

Og skjøndt vi udmaale dem

Med Millioner af Aar,

Ere de kun som en Strøm,

Der udtørres og hensvinder i en Sommerdag,

Mod det uendelige Hav, der aldrig udtørres,

I de høie Aanders Rige,

Som forløstes fra Tidernes Tryk.

https://kalliope.org/da/text/hauch1861a0