Digt: Kirkegården

Det er dog en filens masse tekster, jeg har klapret ned igennem årene. Mange er forsvundet på afdøde harddiske og undervisningsplatforme.

Adskillige af de, der har fundet et hjem her på siden, trænger til beskæring og oppyntning.

Det er projektet i disse dage, når det ikke er vejr til at gå i haven.

I dag stødte jeg på et digt, midt i al prosaen. Det bad så mindeligt om at blive redigeret.

Det kommer fra en laaang rapport om registrering af gravminder fra 1992. 

https://internetdidaktik.dk/node/9

Baggrunden er, at Næstved Kommune skulle undersøge, om jeg var værd at investere i. Jeg var et-fags kandidat i historie, og det får man ikke arbejde på. Jeg ønskede at læse bifag i dansk, men det kostede to års understøttelse.

Derfor var jeg i arbejdsprøvning i syv måneder på Næstved Museum. De havde en opgave til mig - find det egnstypiske gravminde på Næstved-egnen. Det gjorde jeg så.

Og gik videre med mere muntre opgaver.

Kirkegården

Når man står inde ved kirketårnet og kigger op langs muren, er det som om det duver i vinden, man tror næsten det når helt til skyerne, som bygetunge kommer ude fra havet. 

Skyernes skygger over markerne på vores lille ø, over os, der her deler sol og vind. 

Sol og skygge over landet, blæsten i ansigtet, den blændende hvide mur mod ryggen og derovre de døde, som ligger under løvet fra kastanjetræerne.

 "Jeg troede ikke døden havde taget så mange" siger digteren.

Vi kigger på tavler og sten, flygtige ihukommelser sat ned i sandet og leret.

Dernede foregår frygtelige ting, men intet kan skade din udødelige sjæl.

Kirkegården er en stor bog.

Den ligger åben mod himlen og venter på at nogen går ind og læser.