Arbejdsmarked: Kompetencer
“Kompetence” er et ord, hvor betydningen i høj grad afhænger af situationen. Det er en "flydende betegner", kontekstafhængig.
Traditionelt har ordet betydet, at man besidder myndighed, adkomst, beføjelse. Man er i besiddelse af de nødvendige egenskaber til at varetage en bestemt funktion.
I nutiden betegner begrebet også éns kapacitet til at mestre krav, man stilles overfor.
Når man besidder kompetence, forventes det, at man véd hvad man gør, idet man er klar over hvilken sammenhæng, man gør det i.
Men selvom man har kompetence, ved man så nødvendigvis, hvad det man gør, gør ved verden eller andre mennesker?
Nej. Kompetence er ikke ensbetydende med refleksivitet, eller evne til at se større sammenhænge.
Grundformen af ”Kompetence” er det latinske “Competere”: “svare til”, “passe til”.
Navneform: “Competo”: “formår”, “slår til. ”
Verbet er en sammensætning. “Com” betegner en samling af flere elementer. “Peto” betyder ”angriber eller søger i retning af.”
Flere elementer søger i samme retning og samles derved. Ordet betegner både en egenskab og en proces.
De egenskaber, der er nødvendige for at tilkendes kompetence, skal tilegnes i en tilpassende proces. Med andre ord: Tilkendelse af kompetence opnås gennem en bevægelse, hvor noget tilpasses noget andet.
Det værdifulde - salgbare - i at have kompetencer, og dermed være kompetent, udtrykkes i nutidens jobannoncer. Der er ingen ende på antallet af værdsatte kompetencer.
“Kompetence” er netop en "flydende betegner". Ordet betyder så mange forskellige ting, i så mange forskellige sammenhænge, at det på det nærmeste er indholdsløst.
Hvorfor bruges udtrykket så ofte?
Nødvendige kvalifikationer til at udføre et job kan man have eller ikke have. De behøves ikke at tilkendes.
Fx ved man præcist hvordan man drejer et gevind på et vandrør, regulerer tomgangen på en bil, løser en andengradsligning, eller laver Blinis Demidoff til 20 personer.
Men - kvalifikationer er ikke tilstrækkelige til at få et job på. Man skal også være kompetent. Derved bliver det klart, at ordet kompetence har en politisk betydning.
Man skal være tilpasset.