Arun Kolatkar: Jejuri
Arun Kolatkar (1932 -2004). Indisk modernistisk digter.
Hermed indledningen til den fremragende digtsuite ”Jejuri” fra 1974.
Heri beskrives en rejse til et populært valfartssted i det vestlige Indien. Mellem linjerne får digteren sagt et par saftige sandheder om religion som cool business og almindelig afledning fra sociale problemer. Smuk syre-realisme. Min gendigtning.
BUSSEN
Gardinet er knappet fast
til vinduet på den offentlige langtursbus
hele vejen op til Jejuri.
En kold luftstrøm pisker ind
og får et hjørne af gardinet til at flapre.
Du stirrer lige ned på den rasende vej,
leder efter tegn på daggry i den smule lys som siver ud af bussen.
Men det eneste landskab du får at se, er dit eget spaltede ansigt
i brilleglassene på en gammel mands næse.
Det er som om du hele tiden bevæger dig fremad mod et mål
et stykke over kastemærket mellem hans øjenbryn.
Udenfor står solen stille op,
sigter gennem et hul i gardinet
og skyder mod den gamle mands briller.
En afskåret solstråle lægger sig blidt til hvile mod chaufførens højre tinding.
Mod afslutningen af den urolige rejse ændrer bussen kurs
og du stiger af med dit todelte ansigt.
Du sidder ikke inde i den gamle mands hoved, da du hører hende sige:
"Hvad kan en gammel kvinde ellers gøre,
på disse udtørrede bakker?"
Du kigger lige op mod himlen
gennem de kuglehuller hun bruger som øjne.
Og du ser at rynkerne omkring hendes øjne
breder sig udenfor hendes hud.
Og bakkerne slår revner.
Og templerne slår revner.
Og himlen styrter ned
med en klirren som knuste ruder
omkring den splintfri krone
som står alene tilbage.
Og du er formindsket til
den lille mønt i hendes hånd.