Bibelen: Jobs bog
Jobs bog kapitel 38.
Far er vred – på den stakkels israelitiske fåreavler Job, som er så fræk at tvivle om Hans almagt og visdom.
Jeg fåretrækker nu King James' version fra 1611, hvor morgenstjernerne synger sammen...og Herrens stemme inde fra hvirvelvinden lyder som en stor og gal senior-sergent i et skuespil af Shakespeare.
Nyhed i samlingen af Stjernedigte. Redigeret.
Da talte Herren til Job inde fra stormen: Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt? Spænd bæltet om lænden som en mand,og giv mig svar, når jeg spørger dig!
Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål – det ved du vel?
Hvem spændte målesnoren ud over den? Hvor blev dens fodstykker sat ned, og hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd?
Har du nogen sinde beordret morgenen frem, anvist morgenrøden dens plads, hvor den kan gribe fat i jordens kanter, så de ugudelige rystes af den?
Da skifter jorden farve som ler til forsegling, den farves, som man farver en klædning.
De ugudelige forholdes deres lys, og den løftede arm brækkes.
Hvor er vejen til lysets bolig, og hvor har mørket sit hjem? Kan du tage det hjem til dets enemærker og føre det ad vejen til dets bolig?
Du ved det jo! Du var født dengang, og du har levet længe!
Hvor er vejen til stedet, hvor lyset spredes, hvor østenvinden breder sig over jorden?
Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Lader du Venus gå op til rette tid, fører du Løven frem sammen med dens unger?
Kender du lovene for himlen, bestemmer du dens magt over jorden?
Hentet fra: https://kortlink.dk/bibelselskabet/2tqfe
William Blake illustrerede Jobs bog: https://kortlink.dk/wikimedia/2tqf2
