Alphonse de Lamartine (1790 - 1869): Dalen v/ Wagner Baunvig
de Lamartine må have været en blid mand og vanskelig at blive uvenner med.
Bortset altså fra politiske modstandere - han var indædt republikaner og deltog i revolutionsforsøget 1848.
Her beskrives et nu næsten glemt fænomen: stjernelys.
DALEN
(...)
Walt Whitman (1819 - 1892): Leaves of Grass v/ Niels Møller
Whitman er den store vildmand i amerikansk litteratur. En følsom og kraftfuld ener, som i dette digt viser at han ikke var bange for det store spørgsmål: Hvad er det, der er?
Han skrev sine frit formede og vildtvoksende "Græsblade" livet igennem og nåede at samle omkring 400 af dem.
EVINDELIG RULLENDE STRØMME
Evindelig rullende strømme, ustanselig virkende magt!
Heinrich Heine (1797 - 1856): Sangenes Bog (1822-23) Lyrisk Mellemspil v/ P.C.V. Hansen
Et eksempel på "Fernliebe".
Sig Lotusblomsten lukker,
når Solen på Himlen står,
og drømmende venter den Natten,
mens Dagens Timer går.
Til Elsker kåred den Månen,
som vækker den med sit Skin
og nyder den Gunst at kysse
dens rødmende Blomsterkind.
Den blomstrer og gløder og stirrer
mod Nathimlens blege Opal;
J. P. Jacobsen (1847- 1885): Gurresange (1869)
Jens Peter Jacobsen var biolog og oversatte Darwins "Arternes oprindelse" til dansk.
Denne unge, begavede og tuberkuloseramte naturvidenskabsmand var ikke bleg for at skrive poesi, hvor han sætter Gud ind i livets ligning. Desårsag kom han ikke ind i varmen hos litteraten Georg Brandes og kredsen af naturalistiske stridsmænd.
En sang om natten, stilhedens rige, hvor man møder sig selv. Og måske sin elskede.
(...)
Valdemar.
J.P. Jacobsen (1847 - 1885) Har Dagen sanket al sin Sorg.
Et meget sørgeligt digt. Her er ingen trøst at hente under stjernehimlen. De "Genier", som omtales, er sorgens ånder.
Har Dagen sanket al sin Sorg
Og grædt den ud i Dug,
Saa aabner Natten Himlens Borg
Med evigt Tungsinds tavse Sorg.
Og en for en
Og to for to
Gaa fjerne Verd'ners Genier frem
Af Himmeldybets dunkle Gem.
Og højt over Jordens Lyst og Elende
Med Stjernekerter højt i Hænde
Edgar Allan Poe (1809 - 1849): Evening Star (1827) v/ Otto Rung
E. A. Poe er kendt for sine gotiske gysere - fx "Guldbillen" og "Det bankende hjerte". Og som opfinder af detektivromanen.
Mindre kendt er han som digter, måske med undtagelse af det mesterlige "The Raven". Andre af hans digte virker mere fortænkte, end følte. Måske forsøger han at udtrykke noget, han ikke har i sig - men ønsker.
Mark Twain (1835 - 1910): The Innocents Abroad (1869) v/ EKS
Samuel Langhorne Clemens´ forfatternavn er hentet fra lodskunsten på Mississippi. Det betyder "to favne" og angiver at der er vand nok under floddamperen. Et tegn på troværdighed. Det gjorde han så sit bedste for at leve op til.
Magen til underholdende løgnhals skal man lede længe efter. Mark Twain er balsamisk.
Johan Ludvig Heiberg (1791 - 1860) Barcarole.
Heiberg var en overgang den centrale smagsdommer i dansk teaterliv; kritikeren, hvis gunst man ikke ikke kunne komme udenom. Indtil moderne skiftede og publikum - efter hans mening - blev dummere. Det var nok snarere ham, som blev mere konservativ.
Han var astronomisk interesseret, og skrev blandt andet en afhandling om Tycho Brahes observatorium på Hven.
Walt Whitman (1819 - 1892) Leaves of Grass (1855 - 1892)
Når himlen er dækket af skyer og alting minder om en begravelse, så gør det godt at huske de strålende planeter og stjerner.
On the Beach at Night
On the beach at night,
Stands a child with her father,
Watching the east, the autumn sky.
Up through the darkness, While ravening clouds, the burial clouds, in black masses spreading,
Lower sullen and fast athwart and down the sky,
Edith Södergran (1892 - 1923): Septemberlyran (1918) v/ Peer Sibast
Finsk-svenskeren Edith Södergran havde et kort og intenst digterliv. Hun var angrebet af tuberkulose, en af datidens store dræbere, og vidste hun skulle dø ung.
I disse uddrag siger hun, at det eneste vi ser, er solen...og at døden intet betyder, thi vi er alle dele af en helhed, som består.
Triumf at være til...
