J. P. Jacobsen: Har Dagen sanket al sin Sorg

J.P. Jacobsen (1847 - 1885) Har Dagen sanket al sin Sorg.

Et meget sørgeligt digt. Her er ingen trøst at hente under stjernehimlen. De "Genier", som omtales, er sorgens ånder.

 

Har Dagen sanket al sin Sorg

Og grædt den ud i Dug,

Saa aabner Natten Himlens Borg

Med evigt Tungsinds tavse Sorg.

Og en for en

Og to for to

Gaa fjerne Verd'ners Genier frem

Af Himmeldybets dunkle Gem.

Og højt over Jordens Lyst og Elende

Med Stjernekerter højt i Hænde

Skride de langsomt hen over Himlen.

De Fodtrin skifte

Med sorg i Sinde...

Underligt vifte

For Rummets kolde Vinde

Stjernekjerternes flakkende flammer.

 

https://kalliope.org/da/text/jacobsenandrea22

E.A. Poe: Aftenstjernen

Edgar Allan Poe (1809 - 1849): Evening Star (1827) v/ Otto Rung

Edgar Allan Poe er kendt for sine gotiske gysere - fx "Guldbillen" og "Det bankende hjerte". Og som opfinder af detektivromanen.

Mindre kendt er han som digter, måske med undtagelse af "The Raven". Hans digte virker til mere at være produkter af forstanden, end af følelsen.

Jeg er ikke sikker på, hvad Poe er ude på i dette digt. Om aftenstjernen er noget jordisk - en kvinde - eller et stjerne-symbol på en kvinde. 

 

AFTENSTJERNEN

Det var sent i en Sommer

og sent i en Kvæld,

og hver Stjerne i Zenith

var isnet ihjel

af den tindrende Maane -

kun trælle, der dø!

Hun selv i sit Hvælv

hendes Sølv over Sø.

 

Jeg higed' en Stund

mod hin magiske Mund,

der mødte mig knugende koldt.

Men en Sky drog sin Flig

for det smilende Lig,

og mod Mørket, der gabede goldt,

jeg skimted' dit Skær

saa for underligt nær:

Du min Aftenstjerne stolt!

 

Til mit saarede Sind

gav dit Kjærteskin

sit søde livsalige Gys;

thi en hedere Rus

har dit brændende Blus

end hint øde og iskolde Lys!

 

https://kalliope.org/da/text/poe2002012402

 

Mark Twain: Natligt besøg på Akropolis

Mark Twain (1835 - 1910): The Innocents Abroad (1869) v/ EKS

Samuel Langhorne Clemens´ forfatternavn er hentet fra lodskunsten på Mississippi. Det betyder "to favne" og angiver at der er vand nok under floddamperen. Et tegn på troværdighed. Det gjorde han så sit bedste for at leve op til.

Magen til underholdende løgnhals skal man lede længe efter. Mark Twain er balsamisk.

Uddraget er hentet fra en rejseberetning og beskriver en af de få situationer, hvor denne  nutidsorienterede yankee virker oprigtig betaget af den kunst, han møder på sin tur til Europa.

Han var ret uimponeret af  Europas kulturelle herligheder, og nød som en uartig skoledreng at gøre grin med fascinationen af de store turistfælder - Chateau Versailles, Louvre, Peterskirken...

Men - Akropolis i måneskin kunne han ikke stå for.


Vi gik over en stor plads, gennem en høj port og stod nu på en brolægning af det fineste hvide marmor, stærkt slidt af fodtrin. I strømmen af måneskin rejste sig foran os de ædleste ruiner, vi nogensinde havde set - Propylæerne, Minervas lille tempel, Herkules'  tempel og det store Parthenon.

Vi vandrede eftertænksomme gennem dette fornemme marmor-brolagte tempel; det sære sceneri gjorde et stærkt indtryk. Her og der glimtede en overdådighed af hvide statuer af mænd og kvinder, lænet op mod marmorblokke, nogen af dem uden arme eller ben, eller hovedløse - men alle så de sørgmodige ud i måneskinnet, og slående menneskelige!  

De rejste sig alle vegne for at standse den uønskede nattegæst - stirrede på ham med stenøjne ud fra kroge og gemmesteder; deres blikke fulgte ham, mens de stod bag ruindynger langt nede af forladte korridorer; stod i vejen ude på det brede torv og viste ham bort fra det hellige sted med armstumperne; månen kiggede ind i det tagløse tempel og lod spredte fragmenter og ødelagte statuer ligge i søjlernes afskærende skygger.

 

We crossed a large court, entered a great door, and stood upon a pavement of purest white marble, deeply worn by footprints. Before us, in the flooding moonlight, rose the noblest ruins we had ever looked upon—the Propylae; a small Temple of Minerva; the Temple of Hercules, and the grand Parthenon. (...)

As we wandered thoughtfully down the marble-paved length of this stately temple, the scene about us was strangely impressive. Here and there, in lavish profusion, were gleaming white statues of men and women, propped against blocks of marble, some of them armless, some without legs, others headless—but all looking mournful in the moonlight, and startlingly human!

They rose up and confronted the midnight intruder on every side—they stared at him with stony eyes from unlooked-for nooks and recesses; they peered at him over fragmentary heaps far down the desolate corridors; they barred his way in the midst of the broad forum, and solemnly pointed with handless arms the way from the sacred fane; and through the roofless temple the moon looked down, and banded the floor and darkened the scattered fragments and broken statues with the slanting shadows of the columns.

http://www.gutenberg.org/

J. L. Heiberg: Barcarole

Johan Ludvig Heiberg (1791 - 1860) Barcarole.

Heiberg var en overgang den centrale smagsdommer i dansk teaterliv; kritikeren, hvis gunst man ikke ikke kunne komme udenom. Indtil moderne skiftede og publikum - efter hans mening - blev dummere. Det var nok snarere ham, som blev mere konservativ.

Han var astronomisk interesseret, og skrev læseværdigt om blandt andet Tycho Brahes observatorium på Hven.

Selvom der ikke er nogen himmelfænomener i dette digt, har jeg taget det med, for han må have elsket natten og dens stilhed.

 

Barcarole

Natten er saa stille

Luften er saa klar,

Duggens Perler spille

Hen ad Søens Glar.

 

Bølgens melodie

Vugge Hjertet ind;

Suk og Klage tier,

Vindens Pust befrier

Det betrygte Sind.

 

https://ugle.dk/natten_er_saa_stille.html

Walt Whitman: On the Beach at Night

Walt Whitman (1819 - 1892) Leaves of Grass (1855 - 1892)

Når himlen er dækket af skyer og alt minder om en begravelse, så gør det godt at huske de strålende planeter og stjerner.

 

On the Beach at Night

On the beach at night,

Stands a child with her father,

Watching the east, the autumn sky.

Up through the darkness, While ravening clouds, the burial clouds, in black masses spreading,

Lower sullen and fast athwart and down the sky,

Amid a transparent clear belt of ether yet left in the east,

Ascends large and calm the lord-star Jupiter,

And nigh at hand, only a very little above,

Swim the delicate sisters the Pleiades.

(...)

http://www.gutenberg.org/files/1322/1322-h/1322-h.htm

Edith Södergran: Triumf at være til...

Edith Södergran (1892 - 1923): Septemberlyran (1918) v/ Peer Sibast

Finsk-svenskeren Edith Södergran havde et kort og intenst digterliv. Hun var angrebet af datidens store dræber, tuberkulosen, og vidste hun skulle dø ung.

I disse uddrag siger hun, at det eneste vi ser, er solen...og at døden intet betyder, thi vi er alle dele af en helhed, som består.

 

Triumf at være til...

Hvad frygter jeg? Jeg er del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
en førstegrads stjerne som slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden rinde iskold gennem sine årer
og høre nattens tyste flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg ved af intet andet end sol.

(...)

Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser
altid uden skræk."

https://litteratursiden.dk/forfattere/edith-sodergran

Sophus Claussen: Nætter I - III

Sophus Claussen (1865 - 1931) Djævlerier (1904)

Claussen var symbolmager og kulturel frihedskæmper af format, en sand radikal. Og han gjorde Frankrigs digterfyrste Paul Verlaine kendt i Danmark.

Erotikken er hovedtema i samlingen "Djævlerier". Det syndige og onde ligger i selve det at gøre erotik og seksualitet til noget syndigt og ondt.

Månen lyser for den længselsfulde elsker og på midlerne til at nå den begærede - nattens ildspyende damplokomotiver. 

 

NÆTTER I - III

                   I

Jeg hører, mens Frostnattens

Maane driver,

en Lyd i det Fjærne

af Lokomotiver,

de skifter Skinner

og opkaster Flammer,

mens Maanen fra Højden

gør lyst i dit Kammer.

 

Der pranger i Natten

langs Gader og Mure

en Lysglans fra Menneskers

Huse og Skure.

Vinteren bider

os Buler og Skrammer.

Vi svarer med sprukne

Lamper og Flammer.

                  II

Den natlige By

var et glædesløst Skue,

hvis Maanen ej gjorde

saa lyst i din Stue.

Den vandrer der øverst

saa tavs og forbinder

mit Savn med al Verdens

Iltog og Skinner.

(...)

https://kalliope.org/da/work/claussen/1904

Thøger Larsen: Stjernenatten/ Tilfældighed

Thøger Larsen: (1875 -1928). Stjernenatten/ Tilfældighed.

Thøger Larsen var amatør-astronom og dansk litteraturs fremmeste stjerne-digter.

Ordet "amatør" har en negativ konnotation. Oprindelig betegnede det en udøver af videnskab, kunst eller håndværk, som gør det con amore. Man har et kald - og følger det.

Af og til kunne man ønske sig at der var flere amatører til.

Lemvig Museum har flere af Thøger Larsens digte:

http://lemvigmuseum.dk/digte.htm

 

Bakker og Bølger (1912)

STJERNENATTEN

Nat om Alverden!

Kloder i Smelten og Kloder i Hærden,

Stjerne-systemer,

Dybets utallige Ild-Diademer,

alle de snurrende Gnister i Himlen.

 

Ud i det høje

ser jeg som Trold med et Trealens Øje.

Ind i det sorte

vender jeg Blikket, og Nuet er borte.

Straalende Verdnerne slaar mig i Møde.

 

Frem sig at svinge

ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe,

Verdener vaage

ru i Orions forrygende Taage.

Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge.

 

Aldrig ved Randen -

evigt jeg møder kun Mørket og Branden,

Virkeligheden

blotter sin Ild, at jeg bedre kan se den,

Nærmer sig vildt fra en Himmel som Graven.

(...)

 

Jord (1904)

TILFÆLDIGHED

Som et Udyr ligger en natmørk Sky

over Maanens Gry,

den holder mod Nord et Gab på Klem -

der stikker en Spids af Halvmaanen frem,

den vokser af Gabet i Skyens Rand

som en gloende Hjørnetand.

 

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

 

Du mørke Dyr i yderste Øst!

Hvad er din Lyst?

Hvortil skal du bruge den brændende Tand,

som lyser ud over Hav og Land?

Der rinder vel Rædsel og Hjerteblod

om Tanden fra Od til Rod.

 

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

 

Jeg gav mig Tilfældigheden i Vold,

og nu er den Trold.

Jeg veed saa inderlig god Besked,

men føler som den, der intet veed.

Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr

saa er Livet et Æventyr.

 

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

 

Johs. V. Jensen: Kongens Fald

Johannes V. Jensen (1873 - 1950): Kongens Fald (1901)

Jensen er en litteraturperiode for sig. Uden for kategori.

Mytemager og darwinist. Imperialistisk anglofil og lokalpatriotisk jyde. Dyrker af "gammellivet" og passioneret motorcyklist. Følsom lyriker og skarp polemiker.

Han skrev såmænd også en mængde vrøvl. Man tilgiver ham det hele, på grund af den eminente sprogkunst.

 

Axel åbnede Øjnene endnu en Gang og så den lyse Nat. Himlen var som hvide Roser. Langt ude, en Mil ude, brændte en Glædesild på en Høj.

Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring. Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natteluften. Himlen var tåget af Stjernelys. Axel lukkede sine Øjne.

Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord på Lykkens Skib. De sejlede på Havet under Månens og Stjernernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer.

http://www.gutenberg.org/files/36942/36942-h/36942-h.htm

Vincent van Gogh: Brev til Theo van Gogh

Vincent van Gogh (1853 - 1890) Af brev til Theo van Gogh

Han må have været lykkelig når han malede. Ellers ikke.

Det fortælles at han var så langt ude, at han spædede snapsen op med terpentin. De museer, hvor hans malerier er udstillede ville blive desinficerede bagefter, hvis denne verdens første stjerne-maler kom på besøg.

 

And it does me good to do what’s difficult. That doesn’t stop me having a tremendous need for, shall I say the word — for religion — so I go outside at night to paint the stars, and I always dream of a painting like that, with a group of lively figures of the pals.

https://artsandculture.google.com/asset/starry-night/uQE3XORhSK37Dw?hl=en

 

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS