Marcel Proust: At se hundrede universer
Marcel Proust (1871 - 1922): På sporet af den tabte tid bd. 5 v/ EKS
Proust lader sin fortæller bedømme to fiktive franske kunstnere og kommer på den måde frem med, hvad det er, han selv søger at opnå med sine romaner.
Han rejste vitterligt langt i fantasien, uden at bevæge sig mere end højest nødvendigt bort fra sengen i sit lydisolerede værelse, hvor der aldrig blev støvet af. Støv gav ham astma-anfald. Hellere lade det ligge og koncentrere sig om væsentlige ting.
(...)
Den eneste rigtige opdagelsesrejse, det eneste virkelige bad i ungdommens kilde, ville ikke være at besøge fjerne lande, men at besidde andre øjne, at se universet gennem en andens øjne, gennem hundrede andres, at se de hundrede universer hver af dem ser, som hver af dem er; og det er det vi opnår med en Elstir, med en Vinteuil; med kunstnere som de flyver vi i sandhed fra stjerne til stjerne.
(...)
The only true voyage of discovery, the only fountain of Eternal Youth, would be not to visit strange lands but to possess other eyes, to behold the universe through the eyes of another, of a hundred others, to behold the hundred universes that each of them beholds, that each of them is; and this we can contrive with an Elstir, with a Vinteuil; with men like these we do really fly from star to star.
http://gutenberg.net.au/ebooks03/0300501.txt
