Joseph v. Eichendorff: Månenat

Joseph v. Eichendorff (1788 - 1857) v/ Poul P.M. Pedersen

Ren romantik. Naturens og sjælens fred i måneskinnet.

 

MÅNENAT

Det var, som havde himlen så stille kysset vor Jord,

at Jorden om den drømte i alt sit blomsterflor.

Der lufted over vange, og kornet bølged tyst,

så sagte skoven suste, det var så stjernelyst.

Og også sjælen bruste på brede vinger frem,

fløj gennem de stille lande, som fløj den til sit hjem.

https://de.wikipedia.org/wiki/Mondnacht_(Eichendorff)

 

Vergil: Nattestykker

Vergil (70 - 19 f. Kr.) Nattestykker v/Johannes Loft

Vergil var en slags chef-ideolog for det romerske kejserrige. Det episke digt "Æneiden" er en stor fortælling om Rom som den sande arvtager til det faldne Troja.

Mere tilgængelige er hans "pastoraler", som beskriver glæderne ved det uspolerede landliv. 

William Blake skabte en serie illustrationer til disse digte.

kortlink.dk/wikimedia/2b9z7  

 

NATTESTYKKER

(...)

Natten lå over land. Nu kvæged den liflige slummer

alle de trætte; nu faldt til ro de susende skove,

havets brus var stilt, og stjerner gled over himlen,

marken lå tavs; der var tyst blandt kvæg og brogede fugle,

alt, hvad den gennemsigtige sø, de buskede gærder

gemte af liv, lå hvilende hen i den natlige stilhed;

smerte var lægt, og kummer var glemt, og arbejdet standset.

(...)

H. C. Andersen: I Sverrig

H. C. Andersen (1805 - 1875): I Sverrig Kap. 30 (1851)

Rejseberetningen er fra en tid, hvor "skandinavismen" stod stærkt. Svenske, norske og danske studenter holdt store møder hvor man talte begejstret om broderskabet mellem de nordiske lande. Disse ideer blev grundigt punkteret under anden slesvigske krig i 1864, hvor Sverige ikke kom Danmark til hjælp.

Svenskerne havde nemlig en stor bjørn i baghaven og bjørnen ønskede ikke at der skulle laves om på for meget i Skandinavien. Et er smukke drømme om internationalt fællesskab, noget andet realpolitik. Stater har ingen venner, kun interesser.

H.C. Andersen red med på den skandinaviske bølge og skrev begejstret om Sveriges natur og folk. 

Det står fuldstændig uklart for mig, hvorfor han i den forbindelse skriver om verdensrummet. Eller hvad han egentlig mener med sin poetiske raptus. Men kønt er det alligevel. 

 

Et Punkt kun, et Støvgran her er din Jord, hvis Undre forbause dig! et Støvgran kun, og dog en Stjerne mellem Stjerner. Som de Myriader Støvgran, synligt svævende i Solstraalens dreiende Søile fra Muurrevnen ind i det mørke Rum. dreier sig den lange Colonne Verdener, Du kalder din Stjernehimmel, men endnu fjernere staaer Melkeveiens hvidlige Taage, en ny Stjernehimmel, en anden Colonne, begge to Radier kun i Hjulet! men hvor stort er dette selv, hvor mange Radier gaae saaledes ud fra det store Midtpunkt, Gud.

Saa vidt naaer dit Øie, saa klar er din Tidsalders Horizont! Søn af Tiden, vælg Hvo skal være din Ledsager. Her er din ny Bane! med din Tids Største, foran din Tids Slægter flyve Du! Som den blinkende Lucifer lyse Du i Tidens Morgenrøde.

(...)

 

J. W. v Goethe: Til Månen

J. W. v Goethe (1749 - 1832) Gendigtning v/ EKS

Det fortælles at Goethes sidste ord på dødslejet var "Mehr Licht" - og det var ham vel undt, for hele livet lyste han ubesværet som lyriker og romanforfatter, naturforsker og tidlig fortaler for evolutionstanken.

Stormende elsker og stabil husbond, revolutionær individualist, teaterdirektør og medaljebehængt minister i Saxen-Weimar, en af Tysklands lilleput-stater.

 

Til Månen

Fyld igen hver skov og dal
Med stille tågeglans
Og sæt endnu engang
Min sjæl helt fri;

Udbred lindrende dit blik
Over landskabet mit,
Kig vennesælt og mildt    
til mig og mine marker.

An den Mond

Füllest wieder Busch und Tal
Still mit Nebelglanz,
Lösest endlich auch einmal
Meine Seele ganz;

Breitest über mein Gefild
Lindernd deinen Blick,
Wie des Freundes Auge mild
Ûber mein Geschick.

(...)

https://kalliope.org/da/text/goethe2002073101

B. S. Ingemann: Lysets Engel / Fred hviler over land og by

 

B.S. Ingemann (1789-1862) Fred hviler over land og by. Lysets engel går med glans.

Den unge Ingemann fik ikke megen anerkendelse som digter i København og blev i stedet lærer ved Sorø Akademi. Under provinsens himmel fandt han fred med verden og sig selv.

Og en ny begyndelse for et særdeles succesrigt forfatterskab.

Man læser ikke længere hans historiske romaner, (jeg skulle have penge for at læse dem igen) men blandt digtene findes bevægende, velkomponerede forkyndelser af Guds-naturens herlighed.

Den meget unge Dan Turèll blev slået helt ud af Ingemanns solhymne og besvimede under morgensangen i skolen. Ikke af iltmangel i den trange gymnastiksal, men af en overdosis ånd.

Han sol-englen gå gennem himlens porte. Sådan et syn kan vælte enhver af pinden.

Måske i stil med William Blakes vision af Solen ved sin østlige port.

https://arthistoryproject.com/artists/william-blake/the-sun-at-his-eastern-gate/


Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygte alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
se! Vorherres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds himmel,
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje,
os han også smiler til,
englen med Guds himmelglans i øje.

Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

https://ugle.dk/lysets_engel_gaar_med_glans.html

 

Fred hviler over land og by,
ej verden larmer mer:
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.

Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn,
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

Det er så stille og så tyst
i himmel og på jord,
vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som der bor!

Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
som her dig ej forstår,
se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.

Som du, han er en fremmed her:
til himlen står hans hu,
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her, som du.

O, lær af ham din aftensang:
fred med hver sjæl på jord!
Til samme himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.

Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så!

https://ugle.dk/fred_hviler_over_land_og_by.html

 

 

James Joyce: Ulysses

James Joyce (1882 - 1941): Ulysses, kap. 17 "Ithaca"

"Ulysses" er bygget op over Homers "Odysseen".

Romanen beskriver én dag i en lille jødisk annonceagents liv i Dublin. Harold Bloom er hverdagens Odysseus: en jævn, flink, nysgerrig, faderlig, forsigtig, trofast og vedholdende mand. I det hele taget sindbilledet på en helt - et helt almindeligt menneske!

Uddraget er hentet fra det kapitel, hvor Bloom en aften gør en ung bekendt, Stephen Daedalus, ædru igen ved hjælp af lidt mad og en kop the.

Et af de få steder i romanen, som er decideret lyrisk.

 

What spectacle confronted them when they, first the host, then the guest, emerged silently, doubly dark, from obscurity by a passage from the rere of the house into the penumbra of the garden?

The heaventree of stars hung with humid nightblue fruit.

Mogens Boisens version:

Hvilket syn mødte dem, da de, først værten, derpå gæsten, i tavshed og dobbelt mørke dukkede frem fra dunkelhed ad en gang fra husets bagende til havens halvskygge?

Stjernernes himmeltræ hang fuldt af fugtige, natblå frugter.

http://www.jjon.org/joyce-s-words/heaventree

Alfred, Lord Tennyson: Beat, happy stars

Alfred, Lord Tennyson (1809 - 1892) Maud, del 18. I have lead her Home, my love, my only friend.

Tennyson var britisk statsdigter - Poet Laureate - og blandt andet leveringsdygtig i digte, som bringer trøst og husvalelse.

Dette er afslutningen på et langdigt om tabet af en elsket - og om den trøst, synet af stjernehimlen kan give.

 

(...)

My bride to be, my evermore delight,
My own heart’s heart, my ownest own, farewell;
It is but for a little space I go:
And ye meanwhile far over moor and fell
Beat to the noiseless music of the night!
Has our whole earth gone nearer to the glow
Of your soft splendour that you look so bright?
I have climbed nearer out of lonely Hell.
Beat, happy stars, timing with things below,
Beat with my heart more blest than heart can tell,
Blest, but for some dark undercurrent woe
That seems to draw—but it shall not be so:
Let all be well, be well.

https://www.poetryfoundation.org/poems/50286/maud-part-xviii-i-have-led-her-home-my-love-my-only-friend

Li Bai: Drinking with the Moon

Li Bai (701-762): Drinking with the Moon.

Li Bai var en vagabonderende digter og drukmås fra Tang-perioden, som var i stand til at bruge sin rus til noget fornuftigt. Fx at skrive kønt om at være fuld og glad sammen med fuldmånen.

 

A cup of wine, under the flowering trees;
I drink alone, for no friend is near.
Raising my cup I beckon the bright moon,
For he, with my shadow, will make three men.

The moon, alas, is no drinker of wine;
Listless, my shadow creeps about at my side.
Yet with the moon as friend and the shadow as slave
I must make merry before the Spring is spent.

To the songs I sing the moon flickers her beams;
In the dance I weave my shadow tangles and breaks.
While we were sober, three shared the fun;
Now we are drunk, each goes his way.

May we long share our odd, inanimate feast,
And meet at last on the Cloudy River of the Sky.

 

Biografi:

https://www.wikiwand.com/en/Li_Bai

Sappho: Månen og Syvstjernen

Sappho fra Lesbos (ca. 630 - 570 f.Kr.) v/ EKS

En af de få (eneste?) kvindelige græske lyrikere, der er overleveret tekster fra. Platon holdt angiveligt meget af hendes digte. 

 

Månen er gået i seng, Syvstjernen ligeså. 

Det er midnat, tiden går og jeg sover alene.

 

Δέδυκε μεν ἀ σελάννα
καὶ Πληΐαδεσ, μέσαι δὲ
νύκτεσ πάρα δ᾽ ἔρχετ᾽ ὤρα,
ἔγω δὲ μόνα κατεύδω

http://kortlink.dk/loebclassics/2b9uc

Prosa-version ved H. T. Wharton

The moon has set, and the Pleiades; it is midnight, the time is going by, and I sleep alone.

Gendigtning ved A. E. Houseman

The weeping Pleiads wester,
And the moon is under seas;
From bourn to bourn of midnight
Far sighs the rainy breeze:

It sighs from a lost country
To a land I have not known;
The weeping Pleiads wester,
And I lie down alone.

 

H. C. Andersen: Hvor Himlen har Stjerner

H.C. Andersen (1805 - 1875): Hvor Himlen har Stjerner

Digteren møder i udlandet sine gamle venner fra hjemlandet, stjernerne. Det syn modvirker hjemve og køler så dejligt i det hede middelhavsklima.

 

Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,

De hjemlige Venner, hvor funkle de her!

De sende en Luftning saa frisk og saa mild,

En Lædskedrik i den brændende Ild,

Et Vindpust over det glødende Sand,

Det er som et Kys fra det danske Land!

 

H.C. Andersen: Hvor Himlen har Stjerner

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS