Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

B.S. Ingemann (1789-1862) Fred hviler over land og by. Lysets engel går med glans.

Den unge Ingemann fik ikke megen anerkendelse som digter i København og blev i stedet lærer ved Sorø Akademi. Under provinsens himmel fandt han fred med verden og sig selv.

Og en ny begyndelse for et særdeles succesrigt forfatterskab.

Man læser ikke længere hans historiske romaner, (jeg skulle have penge for at læse dem igen) men blandt digtene findes bevægende, velkomponerede forkyndelser af Guds-naturens herlighed.

Den meget unge Dan Turèll blev slået helt ud af Ingemanns solhymne og besvimede under morgensangen i skolen. Ikke af iltmangel i den trange gymnastiksal, men af en overdosis ånd.

Han så sol-englen gå gennem himlens porte. Sådan et syn kan vælte enhver af pinden.

Måske i stil med William Blakes vision af Solen ved sin østlige port.

https://arthistoryproject.com/artists/william-blake/the-sun-at-his-eastern-gate/

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygte alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
se! Vorherres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds himmel,
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje,
os han også smiler til,
englen med Guds himmelglans i øje.

Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

https://ugle.dk/lysets_engel_gaar_med_glans.html

Fred hviler over land og by,
ej verden larmer mer:
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.

Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn,
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

Det er så stille og så tyst
i himmel og på jord,
vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som der bor!

Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
som her dig ej forstår,
se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.

Som du, han er en fremmed her:
til himlen står hans hu,
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her, som du.

O, lær af ham din aftensang:
fred med hver sjæl på jord!
Til samme himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.

Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så!

https://ugle.dk/fred_hviler_over_land_og_by.html

The Sun at his Eastern Gate

The Sun at his Eastern Gate is a Symbolist Etching and Watercolor Print created by William Blake from 1816 to 1820. It lives at the The Morgan Library and Museum in New York. The image is in the Public Domain, and tagged Allegory. Source

ADVERTISSEMENT: OM STJERNEDIGTE

Skriveren Her er en samling på 60 "Stjernedigte", med længere eller kortere introduktioner. https://internetdidaktik.dk/notitser Hvorfor? En frostklar decemberaften sidst i 1960-erne lå jeg i min duffelcoat på en stille sidevejs kolde asfalt og stirrede gennem...

Gamle Danske Sange: Fred hviler over land og by (1)

Gamle Danske Sange: Fred hviler over land og by (1)

James Joyce (1882 - 1941): Ulysses, kap. 17 "Ithaca"

Ulysses er bygget op over Homers Odysseen.

Romanen beskriver én dag i en lille jødisk annonceagents liv i Dublin. Harold Bloom er hverdagens Odysseus: en intelligent, flink, nysgerrig, faderlig, trofast og vedholdende mand. I det hele taget sindbilledet på en helt - et helt almindeligt menneske!

Uddraget er hentet fra det kapitel, hvor Bloom en aften gør en ung bekendt, Stephen Daedalus, ædru igen ved hjælp af lidt mad og en kop the.

Et af de få steder i romanen, som er decideret lyrisk.

What spectacle confronted them when they, first the host, then the guest, emerged silently, doubly dark, from obscurity by a passage from the rere of the house into the penumbra of the garden?

The heaventree of stars hung with humid nightblue fruit.

Mogens Boisens version:

Hvilket syn mødte dem, da de, først værten, derpå gæsten, i tavshed og dobbelt mørke dukkede frem fra dunkelhed ad en gang fra husets bagende til havens halvskygge?

Stjernernes himmeltræ hang fuldt af fugtige, natblå frugter.

http://www.jjon.org/joyce-s-words/heaventree

Alfred, Lord Tennyson (1809 - 1892) Maud, del 18. I have lead her Home, my love, my only friend.

Tennyson var britisk statsdigter - Poet Laureate - og blandt andet leveringsdygtig i digte, som bringer trøst og husvalelse.

Dette er afslutningen på et langdigt om tabet af en elsket - og om den trøst, synet af stjernehimlen kan give.

(...)

My bride to be, my evermore delight,
My own heart’s heart, my ownest own, farewell;
It is but for a little space I go:
And ye meanwhile far over moor and fell
Beat to the noiseless music of the night!
Has our whole earth gone nearer to the glow
Of your soft splendour that you look so bright?
I have climbed nearer out of lonely Hell.
Beat, happy stars, timing with things below,
Beat with my heart more blest than heart can tell,
Blest, but for some dark undercurrent woe
That seems to draw—but it shall not be so:
Let all be well, be well.

https://www.poetryfoundation.org/poems/50286/maud-part-xviii-i-have-led-her-home-my-love-my-only-friend

from Maud (Part XVIII): I have led her Home, my… | Poetry Foundation

I have led her home, my love, my only friend,

Li Bai (701-762): Drinking with the Moon.

Li Bai var en vagabonderende digter og drukmås fra Tang-perioden, og han kunne bruge en rus til noget fornuftigt. Fx som motiv for et nydeligt digt om at danse fuld og glad sammen med fuldmånen.

A cup of wine, under the flowering trees;
I drink alone, for no friend is near.
Raising my cup I beckon the bright moon,
For he, with my shadow, will make three men.

The moon, alas, is no drinker of wine;
Listless, my shadow creeps about at my side.
Yet with the moon as friend and the shadow as slave
I must make merry before the Spring is spent.

To the songs I sing the moon flickers her beams;
In the dance I weave my shadow tangles and breaks.
While we were sober, three shared the fun;
Now we are drunk, each goes his way.

May we long share our odd, inanimate feast,
And meet at last on the Cloudy River of the Sky.

Biografi:

https://www.wikiwand.com/en/Li_Bai

Li Bai | Wikiwand

Li Bai , also known as Li Bo, courtesy name Taibai , art name Qinglian Jushi , was a Chinese poet acclaimed from his own day to the present as a genius and a romantic figure who took traditional poetic forms to new heights. He and his friend Du Fu were the two...

Sappho fra Lesbos (ca. 630 - 570 f.Kr.) v/ EKS

En af de få (den eneste?) kvindelige græske lyrikere, der er overleveret tekster fra. Platon holdt angiveligt meget af hendes digte. 

Månen er gået i seng, Syvstjernen ligeså. 

Det er midnat, tiden går og jeg sover alene.

Δέδυκε μεν ἀ σελάννα
καὶ Πληΐαδεσ, μέσαι δὲ
νύκτεσ πάρα δ᾽ ἔρχετ᾽ ὤρα,
ἔγω δὲ μόνα κατεύδω

http://kortlink.dk/loebclassics/2b9uc

Prosa-version ved H. T. Wharton

The moon has set, and the Pleiades; it is midnight, the time is going by, and I sleep alone.

Gendigtning ved A. E. Houseman

The weeping Pleiads wester,
And the moon is under seas;
From bourn to bourn of midnight
Far sighs the rainy breeze:

It sighs from a lost country
To a land I have not known;
The weeping Pleiads wester,
And I lie down alone.

Hmmm

H.C. Andersen (1805 - 1875): Hvor Himlen har Stjerner

Digteren møder nede i Italien sine gamle venner fra hjemlandet, stjernerne. Det syn modvirker hjemve og minderne køler så dejligt i det hede middelhavsklima.

Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,

De hjemlige Venner, hvor funkle de her!

De sende en Luftning saa frisk og saa mild,

En Lædskedrik i den brændende Ild,

Et Vindpust over det glødende Sand,

Det er som et Kys fra det danske Land!

H.C. Andersen: Hvor Himlen har Stjerner

J. W. v Goethe (1749 - 1832): Trost im Tränen. Min gendigtning.

(...)

Die Sterne, die begehrt man nicht,
Man freut sich ihrer Pracht,
Und mit Entzücken blickt man auf
In jeder heitern Nacht.

(...)

Stjernerne, dem begærer man ikke,
Man fryder sig over deres pragt,
Og med begejstring ser man dem   
I alle klare nætter.

J. W. von Goethe: Trost im Tränen/ Trøst gennem tårer.

Carsten Hauch (1790 - 1872): Pleiaderne ved Midnat. (1861)

Mælkevejen er en skiveformet samling af stjerner, en galakse, som drejer rundt. Så meget kunne 1800-tallets  astronomer blive enige om, men de havde ikke midler til at erkende, hvorvidt vores galakse er hele universet, eller blot en del.

Menneskene menneskeliggør (med et spiritustest-egnet ord: antropomorficerer) naturen - fx ved at opfinde stjernebilleder, med jordiske konnotationer - og på den måde gør de universet beboeligt. Det gør Carsten Hauch også i dette digt, hvor han anlægger det helt store perspektiv på tingene. Vi hører skæbnegudindernes sang om tiden - og evigheden. 

Hauch mente, ligesom fx fysikeren H.C. Ørsted, at der er en en sammenhæng i alting, en "ånd i naturen". Man kalder denne filosofiske og litterære retning "universalromantik". I 1860-erne var romantikken imidlertid under afvikling. På den måde var det allerede et gammeldags digt, da det blev skrevet.

Vi ere de natlige Væversker,

der sanke de usynlige Traade

Fra Melkeveiens yderste Rundkreds,

Hvor Vævens Ende staaer.

Svævende Nattesyner,

Aldrig trættede,

Flyvere uden Vinger,

Med hvem dog ingen Fugl

Kan maale sig i Flugt.

For os er Tiden knap begyndt,

Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner,

Nysudrugede,

Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav,

Drømmer om Æoner og Evigheder,

Og troe, at Enden er der,

Skjøndt de ei endnu have fuldendt

Et eneste Kredsløb

Omkring de fastforbundne Atlasdøttre,

De Lysøiede,

Hvis Blik funkler igjennem Sløret,

Og der bærer utallige Verdners Tryk,

Uden at mærke det;

Og der ligne svulmende Druer,

Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer.

Hvad I kalde tusinde Aar,

Er kun et kløvet Sekund,

For kort til at vort Øies Blink deri

Kan naae den Nærmeste blandt vore Døttre.

Som kredser i Melkeveiens Ring.

For os er Eders længste Sorg

Kun som Døgnfluens dirrende Vingeslag

Før dens hurtige Død.

Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn,

Og selv de længste Baner,

Hvori lysende Verdner dreie sig,

Ere for Intet at regne

Mod Evighedens usynlige Kreds,

Hvortil Tiderne aldrig naae;

Og skjøndt vi udmaale dem

Med Millioner af Aar,

Ere de kun som en Strøm,

Der udtørres og hensvinder i en Sommerdag,

Mod det uendelige Hav, der aldrig udtørres,

I de høie Aanders Rige,

Som forløstes fra Tidernes Tryk.

https://kalliope.org/da/text/hauch1861a0