Thøger Larsen: Stjernenatten/ Tilfældighed

 

Thøger Larsen: (1875 -1928). Stjernenatten/ Tilfældighed.

Thøger Larsen var amatør-astronom og dansk litteraturs fremmeste stjerne-digter.

Ordet "amatør" har en negativ konnotation. Oprindelig betegnede det en udøver af videnskab, kunst eller håndværk, som gør det con amore. Man har et kald - og følger det.

Af og til kunne man ønske sig at der var flere amatører til.

Lemvig Museum har flere af Thøger Larsens digte:

http://lemvigmuseum.dk/digte.htm

 

Bakker og Bølger (1912)

STJERNENATTEN

Nat om Alverden!

Kloder i Smelten og Kloder i Hærden,

Stjerne-systemer,

Dybets utallige Ild-Diademer,

alle de snurrende Gnister i Himlen.

 

Ud i det høje

ser jeg som Trold med et Trealens Øje.

Ind i det sorte

vender jeg Blikket, og Nuet er borte.

Straalende Verdnerne slaar mig i Møde.

 

Frem sig at svinge

ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe,

Verdener vaage

ru i Orions forrygende Taage.

Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge.

 

Aldrig ved Randen -

evigt jeg møder kun Mørket og Branden,

Virkeligheden

blotter sin Ild, at jeg bedre kan se den,

Nærmer sig vildt fra en Himmel som Graven.

(...)

 

Jord (1904)

TILFÆLDIGHED

Som et Udyr ligger en natmørk Sky

over Maanens Gry,

den holder mod Nord et Gab på Klem -

der stikker en Spids af Halvmaanen frem,

den vokser af Gabet i Skyens Rand

som en gloende Hjørnetand.

 

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

 

Du mørke Dyr i yderste Øst!

Hvad er din Lyst?

Hvortil skal du bruge den brændende Tand,

som lyser ud over Hav og Land?

Der rinder vel Rædsel og Hjerteblod

om Tanden fra Od til Rod.

 

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

 

Jeg gav mig Tilfældigheden i Vold,

og nu er den Trold.

Jeg veed saa inderlig god Besked,

men føler som den, der intet veed.

Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr

saa er Livet et Æventyr.

 

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

 

Johs. V. Jensen: Kongens Fald

 

Johannes V. Jensen (1873 - 1950): Kongens Fald (1901)

Jensen er en litteraturperiode for sig. Uden for kategori.

Mytemager og darwinist. Imperialistisk anglofil og lokalpatriotisk jyde. Dyrker af "gammellivet" og passioneret motorcyklist. Følsom lyriker og skarp polemiker.

Han skrev såmænd også en mængde vrøvl. Man tilgiver ham det hele, på grund af den eminente sprogkunst.

 

Axel åbnede Øjnene endnu en Gang og så den lyse Nat. Himlen var som hvide Roser. Langt ude, en Mil ude, brændte en Glædesild på en Høj.

Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring. Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natteluften. Himlen var tåget af Stjernelys. Axel lukkede sine Øjne.

Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord på Lykkens Skib. De sejlede på Havet under Månens og Stjernernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer.

http://www.gutenberg.org/files/36942/36942-h/36942-h.htm

Vincent van Gogh: Brev til Theo van Gogh

 

Vincent van Gogh (1853 - 1890) Af brev til Theo van Gogh

van Gogh må have været lykkelig når han malede. Ellers ikke.

Det fortælles, at han var så langt ude, at han spædede snapsen op med terpentin. De museer, hvor hans malerier er udstillede ville blive desinficerede, hvis denne verdens første stjerne-maler kom på besøg.

 

Og det er godt for mig at gøre det vanskelige. Det forhindrer mig ikke i at have et stærkt behov for – lad mig sige ordet – for religion – så jeg går udenfor om aftenen og maler stjernerne, og jeg drømmer altid om at lave sådan et billede, med en livlig flok af de lokale.

And it does me good to do what’s difficult. That doesn’t stop me having a tremendous need for, shall I say the word — for religion — so I go outside at night to paint the stars, and I always dream of a painting like that, with a group of lively figures of the pals.

 

https://artsandculture.google.com/asset/starry-night/uQE3XORhSK37Dw?hl=en

 

Joseph v. Eichendorff: Månenat

 

Joseph v. Eichendorff (1788 - 1857) v/ Poul P.M. Pedersen

Naturens og sjælens fred i måneskinnet. Ren romantik.

 

MÅNENAT

Det var, som havde himlen så stille kysset vor Jord,

at Jorden om den drømte i alt sit blomsterflor.

Der lufted over vange, og kornet bølged tyst,

så sagte skoven suste, det var så stjernelyst.

Og også sjælen bruste på brede vinger frem,

fløj gennem de stille lande, som fløj den til sit hjem.

 

Mondnacht

Es war, als hätt’ der Himmel
Die Erde still geküßt,
Daß sie im Blütenschimmer
Von ihm nun träumen müßt’.

Die Luft ging durch die Felder,
Die Ähren wogten sacht,
Es rauschten leis’ die Wälder,
So sternklar war die Nacht.

Und meine Seele spannte
Weit ihre Flügel aus,
Flog durch die stillen Lande,
Als flöge sie nach Haus.

 

https://de.wikipedia.org/wiki/Mondnacht_(Eichendorff)

 

Vergil: Nattestykker

 

Vergil (70 - 19 f. Kr.) Nattestykker v/Johannes Loft

Vergil var en slags chef-ideolog for det romerske kejserrige. Det episke digt "Æneiden" er en stor fortælling om Rom som den sande arvtager til det faldne Troja.

Mere tilgængelige er hans "pastoraler", som beskriver glæderne ved det uspolerede landliv. 

William Blake skabte en serie illustrationer til disse digte.

kortlink.dk/wikimedia/2b9z7  

 

NATTESTYKKER

(...)

Natten lå over land. Nu kvæged den liflige slummer

alle de trætte; nu faldt til ro de susende skove,

havets brus var stilt, og stjerner gled over himlen,

marken lå tavs; der var tyst blandt kvæg og brogede fugle,

alt, hvad den gennemsigtige sø, de buskede gærder

gemte af liv, lå hvilende hen i den natlige stilhed;

smerte var lægt, og kummer var glemt, og arbejdet standset.

(...)

H. C. Andersen: I Sverrig

 

H. C. Andersen (1805 - 1875): I Sverrig Kap. 30 (1851)

Rejseberetning fra en tid, hvor "skandinavismen" stod stærkt. Svenske, norske og danske studenter holdt store møder hvor man talte begejstret om broderskabet mellem de nordiske lande. Disse ideer blev grundigt punkteret under anden slesvigske krig i 1864, hvor Sverige ikke kom Danmark til hjælp, til trods for den svenske konges uovervejede løfte om en alliance.

Svenskerne havde nemlig en stor bjørn boende i baghaven og bjørnen ønskede ikke at der skulle laves om på for meget i Skandinavien. Et er smukke drømme om internationalt fællesskab, noget andet stormagter og realpolitik. Stater har som bekendt ingen venner, kun interesser.

H.C. Andersen red med på den skandinaviske bølge og skrev begejstret om Sveriges natur og folk. 

Men - det står rimeligt uklart for mig, hvorfor han i den forbindelse satte et afsnit ind om verdensrummet. Og hvad han egentlig forsøger at udtrykke med sin poetiske raptus.

Kønt er det alligevel. 

 

Et Punkt kun, et Støvgran her er din Jord, hvis Undre forbause dig! et Støvgran kun, og dog en Stjerne mellem Stjerner.

Som de Myriader Støvgran, synligt svævende i Solstraalens dreiende Søile fra Muurrevnen ind i det mørke Rum. dreier sig den lange Colonne Verdener, Du kalder din Stjernehimmel, men endnu fjernere staaer Melkeveiens hvidlige Taage, en ny Stjernehimmel, en anden Colonne, begge to Radier kun i Hjulet! men hvor stort er dette selv, hvor mange Radier gaae saaledes ud fra det store Midtpunkt, Gud.

Saa vidt naaer dit Øie, saa klar er din Tidsalders Horizont! Søn af Tiden, vælg Hvo skal være din Ledsager.

Her er din ny Bane! med din Tids Største, foran din Tids Slægter flyve Du!

Som den blinkende Lucifer lyse Du i Tidens Morgenrøde.

(...)

 

J. W. v Goethe: Til Månen

 

J. W. v Goethe (1749 - 1832) An den Mond. Min gendigtning.

Det fortælles at Goethes sidste ord på dødslejet var "Mehr Licht" - og det var ham vel undt, for hele livet lyste han ubesværet som lyriker og romanforfatter, naturforsker og tidlig fortaler for evolutionstanken.

Stormende elsker og stabil husbond, revolutionær individualist, teaterdirektør og medaljebehængt minister i Saxen-Weimar, en af Tysklands lilleput-stater.

 

Til Månen

Fyld igen hver skov og dal
Med stille tågeglans
Og sæt endnu engang
Min sjæl helt fri;

Udbred lindrende dit blik
Over landskabet mit,
Kig vennesælt og mildt    
til mig og mine marker.

An den Mond

Füllest wieder Busch und Tal
Still mit Nebelglanz,
Lösest endlich auch einmal
Meine Seele ganz;

Breitest über mein Gefild
Lindernd deinen Blick,
Wie des Freundes Auge mild
Ûber mein Geschick.

(...)

https://kalliope.org/da/text/goethe2002073101

B. S. Ingemann: Lysets Engel / Fred hviler over land og by

 

B.S. Ingemann (1789-1862) Fred hviler over land og by. Lysets engel går med glans.

Den unge Ingemann fik ikke megen anerkendelse som digter i København og blev i stedet lærer ved Sorø Akademi. Under provinsens himmel fandt han fred med verden og sig selv.

Og en ny begyndelse for et særdeles succesrigt forfatterskab.

Man læser ikke længere hans historiske romaner, (jeg skulle have penge for at læse dem igen) men blandt digtene findes bevægende, velkomponerede forkyndelser af Guds-naturens herlighed.

Den meget unge Dan Turèll blev slået helt ud af Ingemanns solhymne og besvimede under morgensangen i skolen. Ikke af iltmangel i den trange gymnastiksal, men af en overdosis ånd.

Han sol-englen gå gennem himlens porte. Sådan et syn kan vælte enhver af pinden.

Måske i stil med William Blakes vision af Solen ved sin østlige port.

https://arthistoryproject.com/artists/william-blake/the-sun-at-his-eastern-gate/


Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygte alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
se! Vorherres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds himmel,
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje,
os han også smiler til,
englen med Guds himmelglans i øje.

Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

https://ugle.dk/lysets_engel_gaar_med_glans.html

 

Fred hviler over land og by,
ej verden larmer mer:
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.

Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn,
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

Det er så stille og så tyst
i himmel og på jord,
vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som der bor!

Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
som her dig ej forstår,
se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.

Som du, han er en fremmed her:
til himlen står hans hu,
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her, som du.

O, lær af ham din aftensang:
fred med hver sjæl på jord!
Til samme himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.

Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så!

https://ugle.dk/fred_hviler_over_land_og_by.html

 

 

James Joyce: Ulysses

 

James Joyce (1882 - 1941) Ulysses. Ved Mogens Boisen.

Romanen er bygget op over Homers Odysseen. I kapitel 17 "Ithaca" skildres Odysseus' hjemkomst og forening med sønnen Telemakos.

Ulysses beskriver én dag i en lille jødisk annonceagents liv i Dublin. Harold Bloom er hverdagens Odysseus: en intelligent, nysgerrig, omsorgsfuld og vedholdende mand. I det hele taget sindbilledet på en helt - et helt almindeligt menneske!

Om aftenen møder Bloom en ung slægtning, Stephen Daedalus, som har været på druk og gør ham ædru igen ved hjælp af lidt mad og en kop the hjemme i køkkenet.

 

Hvilket syn mødte dem, da de, først værten, derpå gæsten, i tavshed og dobbelt mørke dukkede frem fra dunkelhed ad en gang fra husets bagende til havens halvskygge?

Stjernernes himmeltræ hang fuldt af fugtige, natblå frugter.

Med hvilke betragtninger ledsagede Bloom sin forevisning for sin ledsager af forskellige stjernebilleder?

Betragtninger om den stadig videre evolution; om månen som ved begyndende måneskifte er usynlig, når den nærmer sig perigæum; om den uendelige, funklende, ufortættede mælkevej, som ved dagens lys kan ses af en iagttager, der er anbragt i den nederste ende af en cylindrisk, vertikal skakt af 5000 yards' dybde fra jordoverfladen imod jordens centrum; om Sirius (Alpha i Den store Hund) 10 lysår (57.000.000.000.000 engelske mil) borte og i rumfang 900 gange vor planets dimension; om Arcturus; om jævndøgnenes præcession; om Orion med bælte og seksdobbelt soltheta og stjernetåge, som kunne rumme 100 af vore solsystemer; om hensygnen og om fødsel af nye stjerner såsom Nova i 1901; om vort system, som styrter mod stjernebilledet Hercules; om såkaldte fiksstjerners parallax eller parallaktiske bane, stjerner som i virkeligheden altid bevæger sig fra umådelig fjerne æoner til uendelig fjerne fremtider, i sammenligning med hvilke de år, tre snese og ti, der normalt er menneskelivet beskåret, kun danner en parentes af uendelig korthed.

 

What spectacle confronted them when they, first the host, then the guest, emerged silently, doubly dark, from obscurity by a passage from the rere of the house into the penumbra of the garden?

The heaventree of stars hung with humid nightblue fruit.

http://www.jjon.org/joyce-s-words/heaventree

Alfred, Lord Tennyson: Beat, happy stars

 

Alfred, Lord Tennyson (1809 - 1892) Maud, del 18. I have lead her Home, my love, my only friend.

Tennyson var britisk statsdigter - Poet Laureate - og blandt andet leveringsdygtig i digte, som bringer trøst og husvalelse.

Dette er afslutningen på et langdigt om tabet af en elsket - og om den trøst, synet af stjernehimlen kan give.

 

(...)

My bride to be, my evermore delight,
My own heart’s heart, my ownest own, farewell;
It is but for a little space I go:
And ye meanwhile far over moor and fell
Beat to the noiseless music of the night!
Has our whole earth gone nearer to the glow
Of your soft splendour that you look so bright?
I have climbed nearer out of lonely Hell.
Beat, happy stars, timing with things below,
Beat with my heart more blest than heart can tell,
Blest, but for some dark undercurrent woe
That seems to draw—but it shall not be so:
Let all be well, be well.

https://www.poetryfoundation.org/poems/50286/maud-part-xviii-i-have-led-her-home-my-love-my-only-friend

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS