Gæld - gyldig eller gældende?


Denne skitse giver et hastigt rids af gældens historie i Europa. Det antydes at der findes en gælds-eftergivelsens historie. Teksten er affødt af en fornøjelig sommerferie-læsning af Richard Ehrenberg: Das Zeitalter der Fugger / Geldkapital und Kreditverkehr im 16. Jahrhundert (1922). 

 

Nøgternt betragtet lever banker at sætte "kunderne" i gæld; det er disse institutters nødvendige funktion og grund til at eksistere. Når en bank låner penge ud, skabes med et par klik på en computerskærm nye penge ud af den tynde luft. Pengene hentes ikke i Nationalbanken eller andre steder, men skabes på baggrund af bankens egen kreditværdighed. Gælden kaldes kredit - man tror på debitor - skyldneren. Banken har hermed fået statsgaranteret ret til at tilegne sig en del af kundens/klientens fremtidige overskud og konkurrerer samtidig med andre banker om retten til at tilegne sig dette overskud. Herved skabes økonomiske og politiske undersåtter, husejere, håndværkere, bønder eller studenter med solidt forrentede studielån.

Som bekendt kan hele stater blive så forgældede og fattige, at de tvinges til at låne penge, for klare afdragene på gælden... selvfølgelig mod sikkerhed i infrastruktur, ret til udvinding af råvarer mv. og - vigtigst i denne sammenhæng - statens fremtidige skatter. Der udvikles en hertil svarende småmands-mentalitet. Man bider ikke den hånd, der fodrer én.

Alle stater hviler på gæld, eller rettere: staternes kreditværdighed beror på hvor dygtige de er - til at beherske pengemarkedets forventninger til borgernes fremtidige vilje og evne til at betale skat. Af dette forhold afhænger rentesatsen, dvs.prisen på gældsætningen.

Stater kan på baggrund af en sådan (manipulerbar og spekulativ) kreditværdighed sælge obligationer/statsgældsbeviser og derved låne penge til investeringer, såsom motorveje, broer, sygehuse eller militært isenkram. Al finansvirsomhed går ud på at sende en regning (et gældsbevis af en art) videre til fremtiden og eventuelt sælge denne regning på penge videre til andre kreditorer, med fortjeneste, forstås. Man handler både med levende, døde og ufødte sjæle.

Malet i allergroveste træk var pengeudlåneren i senmiddelalderen en foragtet usselryg adelsmanden eller fyrsten kun ville mødes med i et diskret baglokale, efter mørkets frembrud. Især fordi frelsens og moralens vogter, Kirken, var stærk modstander af pengeudlån mod renter - at skabe noget ud af ingenting betragtedes som Guds forrettighed. Men fyrster var ofte - det lå ligesom i jobbeskrivelsen - ambitiøse, krigsliderlige, luksusafhængige og modsvarende lidt kristelige. Ofte satte de staten i umulig gæld og gik fallit. Når statsgælden tid efter anden var nedskrevet/afskrevet og pengekøbmændene havde slikket deres sår, kunne lånecirkusset begynde forfra.

Statsbankerotter rystede selvfølgelig det primitive middelalderlige pengemarked voldsomt, men: Ingen penge, ingen krig. (Ingen armé, ingen småkager...) De utallige fejder og krige i middelalder og renæssance var en væsentlig drivkraft i udviklingen af et europæisk pengemarked.

I renæssancen og enevældens tid avancerede pengeudlåneren ikke helt sjældent til hofsnog med titler og godser - indløst pant - og endte måske som hoffets grå eminence og hovedbankier. Men "rigtig" adelig blev sådan en parvenu jo aldrig. Pengekøbmændenes moderne efterkommere har gammel foragt at indløse.

Industrikapitalister og handelskapitalister - agenter for massefabrikation, formidling af forbrugsgoder og tjenesteydelser - afviklede fra 1700-tallet adelens og fyrsternes magt. Samtidig udvikledes det borgerlige demokrati. I midten af 1800-tallet fandt den moderne børs, bank - og  kreditvirksomhed sin form: offentligt regulerede clearingcentraler for kreditgivning; en nødvendig forudsætning for industrisamfundet. Pengefolk er gode tjenere, men strenge herrer.

I vore dage styrer den finansielle industri tilsyneladende en forgældnings-kurs, der fremmer en genindførelse af middelaldersamfundet med dets klientsystem, og afvikling af et hårdt tilkæmpet borgerligt demokrati. For øjeblikket iagttager vi flere steder i verden åbenbart en genindførelse af feudalismen, under forskellige nationalistisk-populistiske bannere. Måske løber kapitalistiske (finans/penge-kapitalen) og nationalistiske interesser sammen i en ny-feudal politisk bevægelse. Noget lignende hændte for ikke længe siden i vort nærmeste sydlige naboland. Det har nemlig aldrig været populisters og finansfyrsters inderste holdning at jævne mennesker skulle kunne bestemme over deres liv - og gæld.

Banker (og andre typer financielle institutioner) ville allerhelst eje og forvalte hele nationens nutidige og fremtidige overskud for al evighed, hvis de havde magt, som de har agt. Banker foretager sig selvfølgelig også fornuftige ting, så som at forsyne virksomheder med kapital, så de kan producere mere og bedre. I vore dage er den financielle industris vigtigste hensigt og virksomhed imidlertid at snylte på den reelle økonomi, ved gældsætning af de mange og omfordeling af væksten til relativt få borgere. Dette er uproduktivt og hæmmende for økonomisk udvikling. Besynderligt nok er nyliberalismes projekt grundlæggende både anti-liberalt og anti-kapitalistisk.

Ordet "gæld" betød for meget længe siden "betaling". (Oldnordisk: gjald. Jf. tysk Geld) De moderne pengekøbmænd aka. finanskapitalen vil nok sørge for, at alle betaler, til de bliver blege af det. Der skal omfordeles stadig mere fra de mange til de få, for at lånecirkusset kan fortsætte. Og derfor råber verdens finansministe i kor: "Det er sparetider..."

Men længe før grækerne og romerne, i Mellemøstens civilisationer, vidste man at et samfund holdes sundt, hvis man med jævne mellemrum eftergiver lån, sætter gældsbundne fri og lader jorden hvile et års tid. Se fx 3. mosebog: http://tinyurl.com/jyes2gj

Hvor fromt de gamle israelitter efterlevede gudens anvisninger vides ikke, men der er i hvert fald tale om en art "instutionaliseret revolution" som på lang sigt måske kunne være til fordel for rige og fattige, både for de dygtige og måske endog tumper og umuliusser. I hvert fald stræbte man ved en påbudt eftergivelse af gæld mod at bevare samfundets "sammenhængskraft".

Man skal vedkende sig arv og gæld, sagde de gamle. Men de vidste også, at man skal have lov at fraskrive sig værdier og forpligtelser, man ikke kan have fordel af - ellers var der jo ikke tale om et reelt valg for et frit menneske. Demokratierne, med deres frihedsidealer, har (på godt og ondt) arvet en historisk gæld til finansvirksomhederne, det nok ville være hensigtsmættigt at fraskrive sig. Finans/pengeindustrien er for tiden en slæbebremse på udviklingen; sektoren er ikke en produktiv kraft, men en destruktiv. Dette er slet ikke hensigtsmæssigt i den nuværende økonomiske/ økologiske situation. Investeringer i holdbare teknologiske løsninger på fremtidens problemer kommer til at kræve kolosale investeringer i virkelige ting, ikke investeringer i penge...

Alle, kreditorer såvel som debitorer, vil opleve at gælden bliver eftergivet og slettet. For den, der er død, har betalt alle sine regninger. Man kan svinde ind og dø i utide af gæld og skyld, af politisk kummervækst. Det gælder også demokratier. Hvor stærk skal medicinen være?