Gæld - gyldig eller gældende?

Denne skitse giver et rids af gældens historie i Europa. Det antydes at der findes en gælds-eftergivelsens historie. Teksten er affødt af fornøjelig sommerferie-læsning af Richard Ehrenberg: Das Zeitalter der Fugger / Geldkapital und Kreditverkehr im 16. Jahrhundert (1922). 

 

Banker lever af at sætte "kunderne" i gæld; det er disse institutters centrale funktion og grund til overhovedet at eksistere. Når en bank låner penge ud, skabes med et par klik på en computerskærm nye penge lige ud af luften. Penge hentes ikke i Nationalbanken, men skabes på baggrund af bankens kreditværdighed/ soliditet. Gæld kaldes kredit - man tror på skyldneren. Banken har statsgaranteret ret til at tilegne sig en del af kundens/klientens fremtidige overskud, og konkurrerer  med andre banker om retten til at tilegne sig dette overskud. Herved skabes økonomiske og politiske undersåtter, såsom industrifolk, husejere, håndværkere, bønder eller studenter med solidt forrentede studielån. Samfundet hviler på gæld. Man har via bankerne taget pant i fremtiden.

Stater kan være tvunget til at låne penge, for klare afdrag på statsgælden...mod sikkerhed i infrastruktur, ret til udvinding af råvarer etc med samt pant i statens fremtidige skatter. Der udvikles formentlig en hertil svarende underkastelses-mentalitet. Man bider som regel ikke den hånd, der fodrer én.

Alle stater hviler på gæld, eller rettere: staternes kreditværdighed beror på hvor dygtige de er - til at beherske pengemarkedets forventninger til borgernes fremtidige vilje og evne til at betale skat. Af dette forhold afhænger rentesatsen, dvs.prisen på gæld.

Stater kan på baggrund af en sådan (manipulerbar og spekulativ) kreditværdighed sælge obligationer/statsgældsbeviser og derved låne penge til investeringer, såsom motorveje, broer, sygehuse eller militært isenkram. Al finansvirsomhed går ud på at sende en regning (et gældsbevis af en art) videre til fremtiden og eventuelt sælge denne regning på penge videre til andre kreditorer, med fortjeneste, forstås. Man handler både med levende, døde og ufødte sjæle.

Malet i allergroveste træk så betragtede man i middelalderen en pengeudlåner som en foragtet usselryg: Adelsmænd ville kun ville mødes med ham i et diskret baglokale, helst efter mørkets frembrud. Også, og især især fordi moralens vogter, Kirken, var modstander af pengeudlån mod renter -  at skabe noget ud af ingenting betragtedes som Guds forrettighed. Men adelsmænd og fyrster satte ofte staten i umulig gæld - og gik fallit. Når statsgældenså tid efter anden var neafskrevet og pengeudlånerne slikket deres sår, begyndte lånecirkusset forfra.

Statsbankerotter rystede det primitive middelalderlige pengemarked voldsomt, men Ingen kære penge, ingen kære mor for en ambitiøs fyrste. Ingen armé, ingen småkager. Utallige fejder og krige i middelalder og renæssance var væsentlig drivkraft i udviklingen af det europæiske pengemarked.

I renæssancen og enevældens tid avancerede pengeudlåneren ikke sjældent til hofsnog med titler og indløst pant i statens ejendom. Men "rigtig" adelig blev sådan en parvenu aldrig. Har pengekøbmændenes efterkommere  gammel foragt at indløse?

Industrikapitalister og handelskapitalister afviklede adelens og fyrsternes magt. Samtidig udvikledes et borgerligt demokrati. I midten af 1800-tallet fandt den moderne børs, bank - og  kreditvirksomhed sin form: offentligt regulerede clearingcentraler for kreditgivning; en nødvendig forudsætning for industrisamfundet. Pengefolk er gode tjenere, men strenge herrer.

I vore dage styrer den finansielle industri tilsyneladende en forgældnings-kurs, der fremmer en genindførelse af middelaldersamfundet med dets klientsystem, og afvikling af et hårdt tilkæmpet borgerligt demokrati. For øjeblikket iagttager vi flere steder i verden åbenbart en genindførelse af feudalismen, under forskellige nationalistisk-populistiske bannere. Måske løber kapitalistiske (finans/penge-kapitalen) og nationalistiske interesser sammen i en ny-feudal politisk bevægelse. Noget lignende hændte for ikke længe siden i vort nærmeste sydlige naboland. Det har nemlig aldrig været populisters og finansfyrsters inderste holdning at jævne mennesker skulle kunne bestemme over deres liv - og gæld.

Banker (og andre typer financielle institutioner) ville allerhelst eje og forvalte hele nationens nutidige og fremtidige overskud for al evighed, hvis de havde magt, som de har agt. Banker foretager sig selvfølgelig også fornuftige ting, så som at forsyne virksomheder med kapital, så de kan producere mere og bedre. I vore dage er den financielle industris vigtigste hensigt og virksomhed imidlertid at snylte på den reelle økonomi, ved gældsætning af de mange og omfordeling af væksten til relativt få borgere. Dette er uproduktivt og hæmmende for økonomisk udvikling. Besynderligt nok er nyliberalismes projekt grundlæggende både anti-liberalt og anti-kapitalistisk.

Ordet "gæld" betød for meget længe siden "betaling". (Oldnordisk: gjald. Jf. tysk Geld) De moderne pengekøbmænd aka. finanskapitalen vil nok sørge for, at alle betaler, til de bliver blege af det. Der skal omfordeles stadig mere fra de mange til de få, for at lånecirkusset kan fortsætte. Og derfor råber verdens finansministe i kor: "Det er sparetider..."

Men længe før grækerne og romerne, i Mellemøstens civilisationer, vidste man at et samfund holdes sundt, hvis man med jævne mellemrum eftergiver lån, sætter gældsbundne fri og lader jorden hvile et års tid. Se fx 3. mosebog: http://tinyurl.com/jyes2gj

Hvor fromt de gamle israelitter efterlevede gudens anvisninger vides ikke, men der er i hvert fald tale om en art "instutionaliseret revolution" som på lang sigt måske kunne være til fordel for rige og fattige, både for de dygtige og måske endog tumper og umuliusser. I hvert fald stræbte man ved en påbudt eftergivelse af gæld mod at bevare samfundets "sammenhængskraft".

 

Man skal vedkende sig arv og gæld, sagde de gamle. Men de vidste også, at man skal have lov at fraskrive sig værdier og forpligtelser, man ikke kan have fordel af - ellers var der jo ikke tale om et reelt valg for et frit menneske. Demokratierne, med deres frihedsidealer, har (på godt og ondt) arvet en historisk gæld til finansvirksomhederne, det nok ville være hensigtsmættigt at fraskrive sig. Finans/pengeindustrien er for tiden en slæbebremse på udviklingen; sektoren er ikke en produktiv kraft, men en destruktiv. Dette er slet ikke hensigtsmæssigt i den nuværende økonomiske/ økologiske situation. Investeringer i holdbare teknologiske løsninger på fremtidens problemer kommer til at kræve kolosale investeringer i virkelige ting, ikke investeringer i penge...

Alle, kreditorer såvel som debitorer, vil opleve at gælden bliver eftergivet og slettet. For den, der er død, har betalt alle sine regninger. Man kan svinde ind og dø i utide af gæld og skyld, af politisk kummervækst. Det gælder også demokratier. Hvor stærk skal medicinen være?