Optøjer på kirkegården?


23-03-15

Hej Erik,

jeg har læst din spændende tekst om kirkegårde i Danmark. Jeg er i gang med et speciale på arkitektskolen, hvor jeg arbejder med fremtidig anvendelse af Danmarks landsbykirker. I dette studie indgår naturligvis også kirkernes omgivelser, som jo altså er kirkegårde. 

Jeg har en idé om, at kirkegårdene fungerer som barrierer for kirkernes anvendelse, og ville synes, at det kunne være så meget bedre, hvis kirkerne kunne ligge frit i landsbyernes rum - gerne stadig med stensætninger og et par bevaringsværdige gravstene, men uden perlegrus, graner og halvanden meter høje kirkegårdsmure.

Jeg hører meget gerne fra dig hvis du har tid til at tilkendegive din mening om emnet eller særlige faktorer, du synes jeg skal være opmærksom på.

Jeg håber at høre fra dig!

Venlige hilsner

XX

 

27-03-15

Hej XX

Rart at mit gamle arbejde stadig kan være til nytte.

Jeg tager lige termen "funktion" op. Jeg er ikke sikker på kirker altid har fungeret. Måske vil fx termen ”anvendelse” være mere frugtbar, ud fra en mentalitetshistorisk betragtning. Men lad det nu være.

Hvilken funktion eller virkeform kan man forestille sig landsbykirker kan have fremover (hvis man ikke en dag fylder dem op med beton, for at spare vedligeholdelsen)? Man kan vel formode, i takt med generelle tendenser til at skellet mellem privat og offentligt udviskes, at også forskellene mellem helligt og profant, eller det evige og det timelige, i fremtiden vil udviskes/opblødes. På godt og på ondt. 

Måske vil kristendommen efterhånden afvikles eller omformes. Hvis det er sådanne ideologiske eller mentale fremtidsscenarier man forestiller sig, så kan man vel lave noget udviklingsarbejde, der kunne facilitere en sådan mulig fremtidig brug. Form følger jo funktion. Som regel da.

Men da jeg ikke er fremtidshistoriker, vil jeg perspektivere til noget næsten glemt, med fare for at lyde som en skrækkelig højkirkelig Besserwisser:

Enhver kirke er en grav.

I denne grav fejres hver søndag menneske-gudens - Kristi - opstandelse fra de døde. Denne tilbagekomst fra døden er mysteriet, hvortil kirkerummet er indviet, for de, der vil følge Hans eksempel. De dødes kroppe er indviet til mysteriet, hvad enten de er begravet i kirken, som man gjorde til og med 1700-tallet, eller udenfor. Her afventer de kristnede kroppe så dagen, hvor Den store Sol står op og de genopstår til Guds dom. Man har en kontrakt med Gud.

Kirkegården er ligesom kirkebygningen indviet til denne døds-genopstandelses-oplevelse. Hvad angår danske kirkegårde, så har en romantisk tanke om at blive ét med naturen de sidste par hundrede år lagt sig til, eller lagt sig over, den store gamle kristne fortælling. Med samt gravminder, tujabuske (ikke graner!), hængebirke, perlegrus osv. Ikke altid charmerende, nej, men det har sine ideologiske grunde.

Det hellige og det profane dannes ved at adskilles. Noget og nogen er inde i det hellige rum, andet og andre, ikke. De fortabte og de frelste; de fårede skilles fra de bukkende... Så længe kristendommen er Danmarks officielle kult, vil dette skel skulle opretholdes. Men vel ikke nødvendigvis også med kirkegårdsmure.

Den udfordring du har givet dig selv, er at designe (ideer til) et offentligt rum, hvor kirkebygningen og dens omgivelser ikke er skilt fysisk fra resten af (by)landskabet. Ja? Men - du vil vel også medtænke den kultiske funktion? I så fald er spørgsmålet: hvordan markerer man et skel mellem en genopstandelses-maskine og dens omgivelser, uden at gøre det med mure, gravsteder osv.? Kirkegårdsmure og stendiger var for øvrigt engang også helt lavpraktiske foranstaltninger som forhindrede at børn og svin og køer ikke gik og rodede på (eller i) gravene.

Kan man gøre det med farvede trædesten? Vandanlæg? Træer? Klippede hække? Kirken i en hellig lund, med træer og blå stensøjler, det kunne være smukt. Jeg er ikke ironisk! Men Nationalmuseet (og andre kustoder) skal være nederdrægtigt konservativt. Kirkegårde kan bestemt opleves som deprimerende konventionelle. Jeg så gerne flere optøjer på kirkegårdene. Nødvendige forandringer er ikke nødvendigvis svære. Jeg håber du som fremtidig arkitekt vil lede efter, finde og udnytte sprækker, også i kirkegårdsmurene.

Summa: døde og levende skal medtænkes i et byrumsdesign eller landskabsdesign omkring kirker, for døden er de levendes problem. Kirkerummet, i videste forstand, har den funktion (med eller uden anførselstegn) at behandle dette problem. For hvordan forstår man at et menneske ikke længere er til? Det kan man nok slet ikke, men man gør det alligevel, fordi man må. En forsoning med dette uundgåelige og uforståelige sker også gennem gravstedernes mikro-arkitektur. 

Summa summarum: Kirkegårde i Danmark skal i lang fremtid være mindernes, trøstens og evighedshåbets haver. Troende, vantroende og lunkne har dog én ting til fælles.

Tænk og tegn godt. Skriv gerne igen.

Venlig hilsen

Erik K. Sørensen

PS

Strøtanker og søgeord: Kirken "sender" eller "udstråler" kristendom over landskabet. Det skabte land, det kultiverede i mods. til vildmark, hedningeland. Kirken strækker sig visuelt ud over hele byen og velsigner den, i hvert fald så langt man kan se. Paradoks: nutidens individualisering i livet og anonymisering i døden. De ukendtes grave bliver der flere af, de går i Det store Ingens grav. Negation af individualisering. Individualisering dermed = ingen-gørelse? Hvordan med dette i forhold til individuering? William Blake grave, tower of silence, Highgate Cemetary, Lindholm høje, Mausoleum First  Qin Emperor. 

 

Note: Essay ud fra svar til en arkitektstuderende.