At få magt med it


En it-debat til eftersyn

HVORDAN MAN TÆMMER TEKNIK

De seneste femten års indførelse af informationsteknik i danske gymnasier har sat gang i adskillige forskningsprojekter. Og der er fart på!  Rapport følger efter rapport, it-kursus efter it-kursus, og man får knap sat sig ned for at læse den nyeste bog om it-didaktik, før en sælger ringer og tilbyder én projektorer og programmer, som er nyere end de nyeste og smartere end de smarteste. Er det den tekniske udvikling som styrer den pædagogiske og didaktiske samtale?

For nylig skruede jeg mig fast til kontorstolen og læste ca. 60 artikler og blogindlæg om it i gymnasiet, som fagbladet Gymnasieskolen har bragt over den seneste halve snes år.
 
Ud over at være fagligt vigtig, er bladets it-debat interessant, fordi den kan ses som et eksempel på en generel måde, mennesker tager ny teknik i brug på. Gymnasielærere er i færd med at ”tæmme” eller kultivere informationsteknikken, både når de anvender den i undervisningen, snakker om it-erfaringer på lærerværelset - og diskuterer dem i dette fagblad. 

Min ledetanke er, at informationsteknik omdannes til læringsteknologi ved en sådan faglig debat. Teknik bliver til teknologi - i sproget og ved sproget. Samtalen opstår i første omgang, fordi der opstår behov for svar på praktiske it-didaktiske problemer.

Hver og én af de, der arbejder på et gymnasium har (og må have!) holdninger til it’s nytte, skadelighed eller ligegyldighed, netop fordi den er indvævet i det daglige skoleliv på alle leder og kanter. Så - vil det være lettere at domesticere teknikken, hvis disse holdninger afklares, nuanceres og eventuelt skærpes?

Enkelte undervisere og skoleledere ønsker måske at betragte nutidens it som en strålende teknologisk fremtids tilbagekobling i nuet. Men er teknik ikke også en anden måde at stave magt og do. afmagt på? 

Uanset hvad vi mener og kan mene om it, så er teknikken kommet for at blive i skolelivet i lang tid fremover, og den kan ikke af-opfindes. Indtil den måske erstattes af noget, som vil være lige så fjernt for os, som computere og smartphones var for vore bedsteforældres generation. Enhver generation må lære at omgås teknikken med sine meninger, og derved gøre den til frugtbar teknologi. Hvem som har adgang til den kultur, hvormed teknikken beherskes, er bestemt også et politisk spørgsmål –

Jeg vil betragte mit udvalg af Gymnasieskolens it-artikler ud fra to spørgsmål: hvad skal gymnasieelever lære med it, oghvad skal de lære af it? Disse spørgsmål kan selvfølgelig også stilles til lærernes brug af it. Svarene vil igen afhænge af, hvad det viser sig it i praksis kan anvendes til i undervisning og læring – eller slet ikke…

 
DIGITAL DANNELSE - DEN NYE ÅND I MASKINEN?

Et nyere og spændende bud på et mål for læring af it, er begrebet ”digital dannelse”. Ud fra denne tilgang er det ikke længere it som skal integreres i undervisningen, men eleverne som skal integreres i undervisningen, ved hjælp af faglig brug af it. It betragtes stadig som et middel til at nå et mål. Læringsmålet har blot ændret sig.

Denne ændring af synet på it’s (for) mål, er formodentlig en reaktion på den uventede og meget omfattende fremkomst af sociale netværkstjenester inden for de seneste seks – syv år. Hertil kommer elevernes stadig lettere og billigere adgang til Nettet, (3g/ smartphones) uden om skolens internetadgang. Dette har medført et nyt sæt af problemer, som kalder på løsninger og digital dannelse kunne være en af dem. Man kan måske betragte digital dannelse som en slags ”social software”, der skal udvikles samtidig med en faglig it-didaktisk praksis.

Begrebers indhold og brugbarhed skal skærpes ved kritik: 

FEM SKARPE SKUD TIL DEN DIGITALE DANNELSE

 - Hvornår er en elev egentlig ”digitalt dannet”?  Digital dannelse vil ikke være nem at definere, styre eller blot regulere. Det vil blive en rodet og aldrig afsluttet proces.

- Hvilket ”digitalt forbillede” skal lærerne danne eleverne i, hvis de ikke selv er ”digitalt dannede”, eller i det mindste har en ide om hvad en sådan dannelse burde indeholde? Er gymnasielærere ikke også temmelig digitalt normløse? De har i hvert fald ikke historiske erfaringer eller traditioner at støtte sig til. Normløshed ser i høj grad ud til at være normen i et (sen)moderne samfund, også i forhold til brugen af it i uddannelse og læring. Det er såmænd det gamle spørgsmål om, hvem der skal opdrage opdragerne. Men nu på steroider.

- Udvikling af digital dannelse er næppe en indsats, man kan måle på og postere i en skoles kompetenceregnskab. Ressourcerne til udvikling vil være begrænsede.

- Den tekniske udvikling går stærkt og er helt uforudsigelig. Der venter uventede udfordringer og digitale konflikter på os, lige henne om historiens næste hjørne. Vil man kunne bruge nutidens ”digitale dannelse” til noget som helst om 10 – 20 - 30 år?

 - Som alt andet kan digital dannelse i gymnasiet ikke skabes ud af ingenting, men kun ved faglig brug af den forhåndenværende informationsteknik. Bliver fagene dermed ikke reduceret til tjenestepiger for et flyvsk og upræcist mål?

Er ”digital dannelse” ikke blot er en ny fiks etiket, som skal skjule mangelen på ånd i flasken? 

Alt i alt ser det ud til at ”digital dannelse” er et normativt begreb, som rummer et sæt af mulige spørgsmål til – og svar på - hvad man kan/ skal/ bør lære af it. En del af den seneste it-debat i Gymnasieskolen kan betragtes som en søgen efter spørgsmål til og svar på dette grundspørgsmål.

Nu følger en kort omtale af enkelte andre vigtige it-tematikker, som er kommet frem so far i Gymnasieskolen. En væsentlig del af de it-relaterede artikler kan placeres i to sammenhængende emnegrupper, henholdsvis inklusion og eksklusion.

INKLUSION OG EKSKLUSION

Omkring årtusindskiftet kunne lærere og rektorer betragte it som et redskab til fordeling af lærerstyret/ skolestyret information, og som middel til udvikling af elevers ”it-kompetencer”. Der var tale om en ”it-inklusion fra oven”.  I de seneste år er der som nævnt åbnet op for det rimelige i at betragte it som et redskab, hvormed man ”nedefra” inkluderer/ integrerer elever i undervisning, læring og dannelse, under ét: skolekulturen. Det påtrængende nye i situationen er selvfølgelig – igen, igen - de sociale medier.

 Hvordan man kan anvende sociale medier inkluderende i undervisningen, giver en artikel fra april 2012 et udmærket indtryk af:

Hvad forbinder I med mellemkrigstiden? Eleverne i 1.g på Handelsgymnasiet i Skive har dansk, og dansklærer Henrik Hulsrøj sparker med sit spørgsmål gang i et undervisningsforløb, hvor eleverne blandt andre skal møde Tom Kristensen og Hans Scherfig.

Eleverne rækker ikke fingrene i vejret, i stedet sætter de sig til tasterne på deres bærbare computer. Svar om fattigdom i Tyskland, ny teknik til krigsførelse og en association til tv-serien Matador tikker ind fra elevernes Twitter-svar. I løbet af få minutter har samtlige elever skrevet deres bud, som læreren og de andre elever kan læse på deres skærm.

Der beskrives her en individualiseret tilgang til et fagligt emne, men behandlingen af det foregår i et it-fællesskab, hvor det er let at se, om alle har bidraget med input til undervisningen. Kontrol med indsatsen kan dermed have flyttet sig fra læreren til hver enkelt elev i klassen, således at gruppepresset får alle ”på banen”. Arbejdsformen giver måske samtidig mulighed for mere gensidig anerkendelse og anden feedback, end ved almindelig klasseundervisning. For øvrigt er fordelen ved et socialt medie som Twitter, at man kun kan skrive korte beskeder, og der er ikke fristende reklamer og spil i farvandet.

Men interessen for elevernes inklusion, ved hjælp af den ”folkelige” it, følges i tæt parløb med bekymringer for deres eksklusion ved (mis)brug af sociale medier. Med samt udstødelse og miskredit ved et øget (eller bare uintelligent?) snyd med afleveringer vha. opgavebanker mv. I den forbindelse diskuteres sanktioner og plagiatkontrol.

Der ses flere artikler, hvori der udtrykkes bekymring for, hvorvidt de sociale medier udgør en risiko for ”svage” elever; dette er en opmærksomhed på ”digital divide”/ digital opdeling.  - Elever har forskellige forudsætninger for at beherske it, og det bidrager, brutalt sagt, til at sortere dem i egnede og mindre egnede. Men digital divide findes også blandt lærerne.

Fx finder man omtale af lærerkorpsets relativt få ”it-ildsjæle” eller frontløbere, vs. de mange vandbærere; lærere, som mere eller mindre er hægtet af it-kapløbet. Man bør også nævne en artikel, der beretter om de ”digitale indvandrere” vs. ”digitale indfødte”: it-hjælpeløse lærere versus it-kloge elever, som nærmest er født på Nettet og derfor tilsyneladende er helt på hjemmebane. Jeg har ikke forsøgt at vurdere, hvor meget artiklerne om ”it-eksklusion” fylder i bladet, i forhold til de ”inkluderende” artikler.

Uden for denne kategori, er der en hel række it-artikler om fx gymnasiers satsning på it i videnssamfundet, orientering om it-pædagogisk forskning og brug af sociale medier som præsentation for gymnasier. Det vil føre for vidt at redegøre for disse emner.

AT FÅ MAGT MED IT

Det er banalt, men sandt, at man kan forsøge at løse eller overvinde et samfundsproblem, ved at skaffe sig indflydelse på andres mening om sagen. Gymnasieskolens debat om it må betragtes som en del af kampen om fortolkningsmagten over it. Det er en lærerintern politisk kamp mellem uklart definerede fløje. Så vidt jeg kan se, kan man skelne mellem en ”bekymringsdiskurs” og en ”optimistdiskurs”. Men der kan være andre opdelinger, jeg ikke har været opmærksom på. Måske er hele feltet af lærerholdninger/ meninger præget af labilitet og ambivalens?

Min læsning af Gymnasieskolens it-relaterede artikler har bekræftet mig i opfattelsen af, at målrettet indførelse af it i gymnasial undervisning (og skolekultur) hovedsagelig foregår ved spredte, ukoordinerede eksperimenter med ny teknik og ny organisation. Jeg har fået opfrisket erkendelsen af, at den tekniske udvikling bestemt ikke følges med at alle elever og lærere, sådan af sig selv, skaffer sig magt over deres it-brug i gymnasiet. En sådan holdningsløs, og dermed ustyret magt over it, fører til digital opdeling og fremmedgørelse. Det er en realitet, lærere og skoleledere må forholde sig til.
 
Det er en kendt sag, at indførelsen af it er underlagt uklare retningslinjer i lærerplaner mv. At anvendelsen af it også er betinget af skolernes økonomiske forhold. At forskellige betingelser og muligheder for anvendelse af it, leder til kompromisser mellem det ønskelige og det mulige.

Hvis ikke jeg tager meget fejl, så udmøntes disse kompromiser i de samværsformer, vi kunne kalde en skoles it-kultur. Og den vil være præget af en strid mellem mere eller mindre afklarede holdninger til informationsteknik. Jeg tror en skærpelse af holdningskampen er nødvendig, netop fordi det også er i kampen om fortolkningsmagten over teknikken – hvad kan it bruges og misbruges til? – at informationsteknikken forvandles til præcis denne skoles læringsteknologi.

For ikke så mange år siden kunne it i gymnasiet uden bekymring betragtes som et magtmiddel for de få – lærerne. Men meget hurtigt tog teknikken et flyvespring i retning af brugervenlighed og tilgængelighed, og for øjeblikket er situationen nok nærmest den, at de mange – eleverne – har en vis digital magt over lærerne. I hvert fald har de skaffet sig en unddragelsesmagt: muligheder for og evner til at flyve under lærerradaren. Med alskens underholdning og fristelser, også i forhold til snyd og plagiat. Den magt kan de fleste af eleverne bare ikke bruge til ret meget, sådan på lang sigt.

Man kan i Gymnasieskolens debat se en spirende opmærksomhed på udvikling af elevernes ansvar for læring med it. Dette vil kræve målrettet magtudøvelse gennem udvikling af holdninger og didaktiske begreber. Det er dér, konceptet om digital dannelse måske kan komme ind i billedet. Det indebærer en magtafgivelse, som skal give eleverne magt – over sig selv. Dannelse er vel - også - magten til at magte sig selv? 

CODA:

Som lærer vil jeg ikke være bange for at overlade it-magten til eleverne. Jeg skal ”bare” få it-magten til at forskubbe sig et led, til eleverne selv. Den manøvre foregår ved hjælp af faget, formidlet ved den slags ”folkelig” it, eleverne er trygge ved og behersker – eller i hvert fald kan anvende. Hvis det lykkes at få en sådan it-didaktik omsat i praksis, så bliver faget til det middel, som gør at eleverne bliver i stand til både at lære noget af it – og med it.

Jeg vil også være klar til tage it-magten tilbage og bruge bog, tavle og projektor for en tid. Eleverne bør nemlig også lære at give afkald på deres egen brug af it.
 
Der findes jo dog et liv uden for Facebook og YouTube. Men en del gymnasieelever ser ud til at have glemt deres password!