De forsvundne rejsendes drøm


Hvordan et intet opstod og forsvandt

En sensommerdag står jeg på en grøftekant og kigger ud over landskabet ved stationsbyen Borup på Midtsjælland. Kornmarkernes oceaniske bølger kruses af vinden og spredte godtvejrsskyer oppe i det store blå er nuttede kulisser til sceneriet.

Nede under en lille skråning, omkranset af et levende hegn med tjørnebuske og småtræer, dér ligger de næsten glemte rester af Orthonbevægelsens bunker. Det er den, jeg er kørt herhen for - ikke at se.

Bunker, bunker, smuldrer kold/ under markens gule skjold…

Sådan kan man rime, mens duftene af hvede og rug løber gennem håret og man bare står og drømmer om – ingenting. Men måske er det snarere intet, der er i mine tanker. Ingenting er jo fraværet af ting, og intet er selve fraværet. Man kan ikke så godt tale om hverken ingenting eller intet, uden at tale om noget. Jeg får derfor lyst til at bruge dette mærkelige tilflugtssted og de skæbner, der engang knyttede sig til det, som eksempel på hvordan et intet opstår og forsvinder igen.  Læseren inviteres med på en lille spørgesafari, hvor vi på fuldstændig filosofisk ukorrekt vis vil snige os afsted i begrebernes tusmørkeland og forlyste os med at skyde spredehagl efter intet (eller intethederne?), som pusler derude hvor forstandens lys ikke rigtig rækker. Kan hænde enkelte af vore sølvkugler vil være træffende. Selvom vi ikke skal forvente at intet afslører sig ved at udstøde smertensskrig og storme bort gennem skoven, eller ligefrem gå til angreb, kan vi måske være så heldige at høre om skuddene går ind, eller rikochetterer. Eller om vi bare "bommer".

 

Orthonkulten

I februar 1967 fik en københavnsk taxachauffør en vision af en guddommelig magt ved navn Orthon. Orthon meddelte kort og godt at verdens ende, som følge af en atomkatastrofe, var nært forestående. Men han havde heldigvis også et tilbud om at redde nogle få mennesker bort fra Jordens undergang i et rumskib, han ville sende til undsætning. Betingelsen for at blive frelst var den lidt besværlige, at de udvalgte byggede sig en "atomsikker" bunker, de kunne søge tilflugt i, mens katastrofen hærgede. Da den karismatiske taxachauffør havde fået overbevist et tilstrækkeligt antal mennesker om sandheden i disse påstande, skred man til opførelse af tilflugtsstedet ved Borup. Ikke overraskende hvervede Orthonbevægelsen navnlig deltagere blandt folk, der var interesserede i det dengang nye og dagsaktuelle ufo-fænomen.

Bunkeren opførtes over nogle få euforiske måneder, hvor Orthonisterne nok har ment, at de ejede nøglen til universets gåder. Enkelte solgte ligefrem deres huse og investerede pengene i byggematerialer. Jordens undergang var fastsat til julenat 1967. Men få dage før jul fik lederen kontraordre fra de højere magter. Han måtte desværre, eller heldigvis, meddele at verdens ende, af uransagelige årsager, alligevel ikke var nær, og bevægelsen sprængtes til atomer i skuffelse, vrede og desillusion. Bunkeren blev siden demoleret, og ingen ved hvor meget eller lidt, der kan være tilbage af stumperne. Når man bladrer gennem mikrofilm af årets lokale og landsdækkende aviser erfarer man bl.a. at Orthonisterne ikke kunne skaffe sig byggetilladelser, hvilket de selvfølgelig valgte at se bort fra. Man bemærker også at journalister kan have vanskeligt ved at undertrykke en stille fnisen, eller måske skadefryd, når de skal berette om andres indlysende tåbeligheder. Men det var nu også en sær opgave, man havde sat sig for.

Logikken bag Orthonbevægelsens projekt er besynderlig. Hvorfor ville den venlige rumgud Orthon vente med at hente de troende til efter Jorden var blevet svedet af? Ville det ikke være mindre risikabelt og mere imødekommende, om han i god tid inden dommedag satte sit rumskib ned på marken ved Borup og tog den lille udvalgte skare ombord? Han ville da også have udvist en hel del mere ”stil” på den måde. Men der uddeles altså ikke fribilletter til frelserejser. Man skulle engagere sig i det fælles byggeprojekt, eller dø en ynkelig død. Løfter om død og fortabelse er gammelprøvede midler til at holde sammen på en menighed. Bevægelsens leder (og hans løjtnanter) havde imidlertid forpligtet sig på en meget konkret profeti og et dyrt byggeprojekt, som var fuldstændig ubrugeligt, da profetien viste sig at være forkert. Foretagendet kunne ikke holdes sammen, dertil var skuffelsen for stor. Måske troede lederen selv så stærkt på sine visioner, at han ikke var i stand til at ændre de guddommelige planer efter omstændighederne. Naiv og uselvisk (selv)forførelse? Snedig jagt efter magt over de bange og enfoldige? Tja, hverken høje eller lave motiver kan vel udelukkes. I hvert fald dumpede han til den store profeteksamen.

I nogle lejligheder og mødelokaler i København og på en byggeplads ved Borup blev for en kort stund en hidtil usandsynligt mærkelig virkelighed forvandlet til oplevet menneskelig virkelighed og solidarisk frelsestemning. I denne sammenhæng kunne man godt lade ordet virke-lighed betyde en indbildt lighed med virkeligheden, som virker på virkeligheden.

Denne danske frelse-bevægelse må ses i sammenhæng med, at der sidst i 1960-erne gik forunderlige kulturelle bølger over den vestlige verden. Især blandt ungdommen kunne spores romantisk stræben og tendenser til at vende sig bort fra den ødelæggende og foragtelige vestlige civilisation, og lyst til opdagelse af andre måder at fortolke verden på, end den gængse vestligt-rationelle-borgerligt-materialistiske-tekniske fremskridstro. Det lå ligesom i tidens rastløse ”mentale klima”, at det mest utrolige meget vel kunne være den mest sandsynlige sandhed. Men Orthonbevægelsen adskiller sig fra andre af tidens spirende spirituelle og (ny)religiøse bevægelser ved at være en organiseret efterstræbelse af adgang til en konkret teknologi: rumfartsteknologi. Den attråede teknologi befandt sig imidlertid på et helt andet og nærmest guddommeligt udviklingstrin, end den kendte jordiske.

 

En teknologisk religion

Hvad kendetegner en teknologisk religion? Teknologi kan ultrakort defineres som integreringen af teknik ("hardware", ”maskiner”) i det menneskelige handlingsrum og dermed i kulturen. Indførslen/ integreringen af teknik foregår i samme bevægelse ved udbredelse af viden ("software") om hvordan teknikken fungerer. Denne viden og de tilhørende praksisser omkring teknikken afføder ændringer i kulturen. fx hvad angår forventninger til hvad kulturen kan præstere i fremtiden. Religion er vanskeligere at sætte på formel. En nogenlunde vandtæt definition kunne være, at religion er symbolsk ladede handlinger, organiseret omkring formidling af skjulte, men samtidig åbenbarede sandheder og kræfter, der på mystisk vis virker ind på menneskelivet. Religion er ideer og praksisser, der knytter mennesker sammen i et fortolkningsfællesskab , en tro, omkring en åbenbaring af en guds vilje. Først og fremmest må man tro på, at troen på åbenbaringen nytter noget. Ellers kan det gå grueligt galt - enten med de troendes muligheder for at være i "good standing" hos guden, eller for den religiøse bevægelse og dens ledere.

Orthonbevægelsen var en teknologisk religiøs bevægelse, fordi medlemmerne troede på de åbenbarede budskaber, der havde med teknologi at gøre, og samtidig at de ved bestemte handlinger – konstruktion af en bunker - kunne skaffe sig adgang til den vildt avancerede og overlegene rumskibsteknologi, som altså  ville blive leveret af Orthon & co. Man kan sige at  bevægelsen samledes om konstruktionen af en religiøs teknologi, idet bygningen af den ”atomsikre” bunker både kan opfattes som et nådesmiddel - et sakramente - og en fromhedshandling, i stil med fx en pilgrimsrejse. Orthonisterne ville ved hårdt arbejde og økonomiske ofre gøre sig værdige til at få den attråede rumfartsteknologi til at manifestere sig for dem og derved komme med på gudernes vogn.

Disse, ikke indlysende sammenhængende, sandheder blev som antydet udviklet og udbredt efter det kendte religiøse mønster med åbenbaring, forkyndelse og handlingsanvisninger. Serierne af sproghandlinger – forkyndelse og overtalelse - og byggehandlinger var tilsammen en mental teknologi, der knyttede de troende sammen i et fællesskab omkring kendte og navnlig ukendte teknologier. Konstruktionen af bunkeren var først og fremmest et middel til at nå målet: rejsen bort fra den fortabte Jord.

Man fornemmer lighed med andre religiøse indvielsesritualer, hvor indre, mentale forvandlinger afspejles i bevægelse eller transport mellem forskelligt indrettede rum. Fx kan kun en udlært og indviet kristen præst celebrere en gyldig messe foran kirkens alter. Men Orthonbevægelsens indvielsesritual indebar samtidig konstruktionen af selve det rum, hvormed man ville gøre sig værdig til at møde ”ham”. Det betød hårdt arbejde med jord, tømmer, cementblandere, trillebøre og opsætning af femogtyve tons blyplader til værn mod radioaktivitet! Og det hele skulle gå frygtelig stærkt, thi enden var nær.

Konstruktionen af dette sikkert ret fugtige og ikke just luksuøse tilflugtssted (men man skulle jo kun være dernede i kort tid) kan samlet fortolkes som et teknologisk indvielsesritual. Det var en indvielse med teknologi og til teknologi, idet ritualet skulle lede de indviede hen til et nyt og spændende liv "ude i rummet", eller måske på en fjern planet. Man kan næppe udelukke, at sektens medlemmer, mere eller mindre bevidst, selv opfattede deres konstruktion som et tempel eller kultsted. I hvert fald var bunkeren deres helt private indgang og overgang til et nyt liv.

Man kan vel formode at nedstigningen i beskyttelsesrummet har været planlagt til juleaftensdag, altså dagen før Vor Frelses fødselsdag. Vel ankommet bag den lukkede dør kunne man sætte sig til rette og vente spændt på den - bogstavelig talt - ultimative julegave. Måske ville man i ventetiden tænke vemodigt på de stakler, der ikke kunne komme med på turen...

Det er lidt morbidt morsomt, at den seks meter dybe bunker, efter alt at dømme var noget pindeværk og formentlig ville være skvattet sammen ved trykbølgen fra en brintbombe over København. Men det relativt primitive bygningsværk og bevægelsens fascinationen af avanceret teknologi viser vej til en forståelse af, at Orthonbevægelsen var en dansk cargokult.

Blandt antropologer og historikere er det et velbeskrevet fænomen, at teknologisk mindre udviklede kulturer ofte oplever et ”kulturchok” ved mødet med mere udviklede kulturer. Der kan ved dette møde opstå bratte og dramatiske ændringer i religiøs adfærd og ritualer. Således havde menneskene på Bismarcksøerne (nordøst for Papua New Guinea) indtil den anden verdenskrig ikke haft megen kontakt med den vestlige civilisation. Men i forbindelse med felttoget mod Japan i Stillehavet fik de oprindelige beboere pludselig lejlighed til at følge med i hvordan allierede soldater modtog forsyninger pr. flyvemaskine. Efter måske selv at have smagt på indholdet af dåser og flasker, begyndte de at rydde ”landingsbaner” i junglen og bygge ”kontroltårne” og ”radioantenner” af bambus og blade. Så satte man sig tålmodigt ned og ventede meget, meget længe på, at de rare sager kom dumpende ned fra himlen. Øernes beboere fortolkede nemlig de vestlige soldaters aktiviteter med bygning af landingsbaner osv. som religiøse handlinger, og formodede derfor, at det var en måde alle kunne bruge til at få soldaternes hjemlige guder til at sende sig dåsemad, kaffe, cigaretter, drikkelse, tøj og våben, under ét: ”cargo”. Sådanne kulter er opstået spontant flere steder, men vist nok især i Stillehavsområdet. Den fælles faktor er vestlig teknologisk påvirkning.

Orthonbevægelsens  cargokult - de fælles handlinger omkring en åbenbaret sandhed om teknologi - må først og fremmest ses på baggrund af den kolde krig mellem USA og Sovjet. Truslen om en hastig og uforskyldt død i atomglimtet var den første motiverende faktor for lederens forkyndelse. Man kan blot minde om, at selve den logiske akse, ”cruxet” i terrorbalancen mellem supermagterne, i mange år var den gensidigt garanterede udslettelse: Mutual Assured Destruction: MAD. Udsigterne til en ”strålende” sejr over de dumme svin ovre på den anden side af jerntæppet hvirvlede megen galskab og ondskab op over hele verden. De psykiske og kulturelle omkostninger ved disse fyrre års verdensnervekrig lader sig næppe gøre op i tal eller figurer. Men det er en anden historie.

Orthonsektens projekt havde udgangspunkt i en rationel frygt for verdens øjeblikkelige til-intet-gørelse. Udsigten til Danmarks eventuelle udslettelse af supermagternes højteknologiske våben må, om noget, siges at være et "kulturchok". Orthonisterne reagerede på en følelse af afmagt over for den barske krigsteknologiske udvikling ved lettere ubehjælpsomt at skaffe sig magt , idet de efterlignede militærets og det civile forsvars bunkerteknologi. I samme bevægelse søgte man indre fred i en fantasi om at ville blive hjulpet bort fra miseren af den guddommelige ”storebroder”.

Det korte af det lange er, at bevægelsens medlemmer på en eller anden uforklarlig måde ville tiltrække sig en overjordisk/ udenjordisk civilisations vildt avancerede rumfartsteknologi, ved at vente nede i en stor kasse af træ og blyplader. Deltagerne i Stillehavets cargokulte var jævne mennesker, som blot forsøgte at skaffe sig gratis forbrugsvarer ved at efterligne vestens transportteknologi med bambus og palmeblade. Men Orthonbevægelsens medlemmer havde så at sige et højere mål. De var nemlig selv den cargo, som meget gerne ville fragtes ud i ”rummet” – hvad de end kan have ment med udtrykket.

Litterært indskud: den englelige forfatter Douglas Adams beskriver i sin SF-roman ”Håndbog for Vakse Galakseblaffere” forskellige fikse måder hvormed man skaffer sig et lift med en flyvende tallerken. Håndbogens forslag til hvordan man kommer på en billigrejse i galaksen er næsten mere troværdige end Orthonsektens opskrift.

Til trods for fatale logiske brist kunne Orthonsektens ideologi i hvert fald give et umiddelbart forståeligt svar (forståeligt i en højteknologisk kultur) på spørgsmålet om hvordan de dengang dagsaktuelle ”flyvende tallerkener” skulle fortolkes: de er simpelthen rumskibe, som kommer fra højerestående og venligtsindede civilisationer.

På et jordnært og skeptisk niveau forekommer det rimeligt at betragte Orthonsektens tro og handlinger som udtryk for folkelig afmagt overfor moderne krigsteknologi, med tilhørende fremmedgørelse over for politik. Spinoza skriver et sted, at magtesløshed til alle tider har været den vigtigste årsag til overtro.

Kortest muligt: afmagten overfor overmagten var det intet, hvoraf Orthons intet opstod, og da "hans" magt blev afsløret som bluff, blev dette intet igen - til intet!

 

Et intet er et intet…

Vi begynder eftersøgningen med en tilsyneladende oplagt kandidat til et intet: det tomme rum. Hverdagsligt betragtet må et rum (eller bare: rum) være forudsætning for at der kan være noget, idet der vel altid skal være et eller andet, som kan rumme det, der skal rummes. Så hvorfor skulle det tomme rum ikke også kunne rumme intet? Men måske forholder det sig omvendt: er intets tilsyneladende tomhed eller ”ingentingshed” ikke selve forudsætningen for at rummet kan rumme noget? Hvad det jo helt indlysende gør. Man kunne derfor antage, at rummet så at sige ”rummes” i et intet, således at hvis man fjerner alt stof i et rum, så bliver der kun intet, eller ”det rummende princip” tilbage. At rummets rummende princip skulle være et intet, er imidlertid en tvivlsom antagelse.

Selv en kubikcentimeter af vakuummet langt ude mellem galakserne indeholder adskillige atomer. Samtidig gennemtrænges dette aldrig helt perfekte vakuum af elektromagnetisme, stråling og tyngdekraft. Hvorvidt disse felter i fysisk forstand kan siges at bidrage til at give vakuummet indhold, skal være usagt, men det er ganske vist, at også det intergalaktiske vakuum ”rummer” felter og stråler, om end i stærkt fortyndet mængde.

Mere foruroligende for antagelsen om at rum(met) og intet har et eller andet med hinanden at gøre er, at inden for de seneste tiår er astrofysikere kommet på sporet af, at verdensrummet tilsyneladende nærmest koger som en virtuel suppe af partikler, som hastigt dukker op og forsvinder igen. Fænomenet kaldes ”mørkt stof”, hvilket siger så meget, at dets natur for indeværende ikke er klarlagt. Endvidere indeholder (!) det tomme rum den mindst lige så syrede ”mørke” energi; en energiform man heller ikke kan blive enige om hvordan skal beskrives og forklares – bortset fra at den altså indirekte kan påvises. Endelig er det en iagttagelig kendsgerning at masse – og dermed tyngdekraft – kan deformere rummet. Dette fænomen kan fx iagttages ved de såkaldte ”tyngdekraftslinser” eller krumninger af rummet omkring objekter med stor masse. Disse deformeringer af rummet bruges af astronomer som en slags samlelinser for lyset til at kigge enormt langt ud i rummet med. Ud fra en hverdagslig betragtning kunne deformationen af et tomt rum vel godt betyde, at selv det tilsyneladende intet-indeholdende tomme rum, på en eller anden måde må være et noget, og ikke et intet. Man får en fornemmelse af, at et fysisk ”intet” i form af (eller rettere: ikke i form af) et absolut tomt rum, ikke er lige ved at lade sig udfinde.

Men - måske er dette fysiske intet alligevel en erkendelig del af universets indretning og struktur. Skal man i stedet forestille sig intet som en ekstra dimension, der danner forudsætning for udfoldelsen af de tre hverdagslige dimensioner, hvori det materielle univers kan udfolde sig – og tiden? Nedenfor anføres et link til en enkelt artikel om emnet fra dagspressen.

Fysikken har siden 1600-tallet været et åbent, dynamisk og uforudsigeligt vidensfelt og vi bør ikke udelukke, at et eller andet fysisk intet en dag vil kunne eftervises. Men hvem kan vel skønne om muligheden eller sandsynligheden for en sådan opdagelse? Fysikerne ledte i 1800-tallet længe efter rummets ”æter”, og opgav først eftersøgningen, da hypotesen viste sig at være overflødig, med indførelsen af relativitetsteorien. Hvor længe skal man formode at intet kan findes – i et vakuum?

I stedet for at svinge matematikkens tryllestave over stof og energi, vil vi eftersøge sporene af intet i menneskelig handling, tænkning og fantasi. Vi vil foreslå at lede efter intet i relationer og tanker, hensigter og begivenheder. Herunder menneskers forliste planer.

Vi kan intuitivt begribe intet som en ikke-entitet, en ikke-størrelse, noget fuldstændig umåleligt og ukvantificerbart. Vi ved heller ikke, om intet er en del af det kendte (og erkendelige) univers, eller ej.

Men hvis vi antager, at intet på en eller anden måde er relateret til den iagttagelige, fysiske verden, er det så muligt at spørge til, hvor intet selv kommer fra? Vi kan næppe forvente et svar, men spørgsmålet bør stilles, idet det leder os videre til at stille det gamle spørgsmål om verden/det værende kan tænkes at være opstået af intet, ex nihilo? Det modsatte forslag: at verden aldrig er opstået, men har været til altid, er tilsyneladende lige så absurd. Vi vil ikke i denne skitse søge videre ad dèn vej. Vi vil her blot forestille os at der kan være et gensidigt bekræftende og samtidig gensidigt udelukkende forhold mellem det værende og intet, mellem det skabte og det intet, der skabes ud fra. For nu at bruge den velkendte skabelsesmetaforik.

Ideen om verdens skabelse ud af intet er meget gammel og udtrykkes fx i det mytiske digt ”Vølvens Spådom”. Jævnfør denne nordiske skabelsesberetning var der i begyndelsen blot et tomrum mellem elementerne is og ild. Det kaldtes Ginnungagap. Af tågerne i dette tomrum opstod jætten Ymer; det rå materiale for videre skabelse af Jorden. I hinduistisk kosmologi finder man ideen om en ”suprakosmisk” tomhed, hvorfra alting – universet - udgår og engang skal vende tilbage til.

En klarhovedet græsk naturfilosof, Parmenides, hævdede imidlertid at intet slet ikke kan eksistere, for hvis det eksisterede, ville det også være noget og dermed ikke intet. Heraf må følge, at når vi taler om ”et intet”, udtrykkes et ønske om at sætte et ikke-værende på begreb. Selvom begreber som regel tilsigter at udtrykke noget virkeligt om det værende. Vi udtrykker med ordet ”intet” et eller andet ubekendt, som både ophæver det værende, men som også selv ophæves eller negeres af dette værende. Herunder alt det, der i det værende og af det værende, kan tænkes om intet - i begreber.

Almindeligvis knytter begreber sig til eksisterende - ”fremtrædende” - ting og forhold, ideer og fantasier, til forestillinger om hvordan man tænker, kan tænke eller burde tænke. Begrebet intet træder ikke frem som et eller andet værende, men træder netop ikke frem – det ikke-fremtræder som et fravær, både fysisk og begrebsmæssigt.

Det værende, verden, er summen af alle fænomener i universet. Det værende omfatter også det væsen, mennesket, som i sin væren i verden er bevidst om, at det er bevidst om sin tilværelse, og samtidig bevidst om sin fremtidige død. Mennesket har åbenbart en bevidsthed om intet. Så vidt det nu lader sig gøre, for religiøs forvirring. Men døden kan være et intuitivt, hverdagsligt fingerpeg på intets, eller ikke-værens eksistens. Eller rettere: dets mangel på eksistens.

Da intet, jf. Parmenides, imidlertid ikke kan eksistere eller fremtræde fænomenalt, eksisterer det begrebsmæssigt set som en negation, idet begreber jo også er fænomener. Imidlertid er et helt ”tomt” og indholdsløst begreb en umulighed. Enten operationaliserer og tydeliggør et begreb et eller andet forhold eller fænomen, eller også er det ikke et begreb.

Begrebet om intet udtrykker en negation/ ophævelse af det værende, og – på samme tid - er begrebet en negation af selvsamme negation, idet det jo faktisk findes og bliver diskuteret, fx i denne sammenhæng. Intet er begrebsmæssigt ”til stede” som et paradoksalt fravær. Intet er et tomt, intet-sigende begreb og kan intet udsige om intet.

Men selvom vi ikke, i hvert fald ikke med begrebet intet, vil være i stand til at forstå hvad vi taler om, når taler om intet, har vi jo alligevel af og til brug for at udtrykke – et intet. Måske tjener ordene intet (og søsterbegrebet ingenting) blot som en slags ”ontologiske operatorer” i sproget for et nødvendigt fravær og tomhed i verden og i menneskets liv.

Jean Paul Sartre hævdede således (”Væren og Intet”) at intet er en nødvendig betingelse og forudsætning for frihed og dermed for sand, autentisk eksistens. Intet opstår fx hvis et eller andet ikke går som vi forventede. Der optræder derved et fravær, som man kunne kalde et intet, fx hvis den elskede slår op med én. Denne ”intets mulighed” er en forudsætning for at kunne tale om at der findes ægte kærlighed. Ægte kærlighed forudsætter frihed mellem ligeværdige partnere, også friheden til at bryde forbindelsen. Dermed forudsættes friheden til kærlighed af, at intet er muligt!

Vi har kunnet formene, at der kan tales om intet som et nødvendigt begreb, der nødvendigvis negerer sig selv. Men der ud over ved vi slet intet om intet. Og måske er der heller ikke mulighed for nogensinde at få noget pålideligt at vide.

I 2500 år har vestens filosofi gjort spredte forsøg på at indkredse dette drilske begrebsspøgelse, og resultaterne kan skrives bag på en gammel konvolut fra banken. Det opmuntrer ikke just til at gøre nye forsøg på at opdage muligheder for at begribe intet. Men alligevel - hvad kunne mulighederne og betingelserne være for at spørge ind til intet? Måske har udgangsbetingelserne for at spørge nøjere ind til intet og dets eventuelle (anti) ontologi aldrig været undersøgt grundigt. Og måske er denne forsømmelse medvirkende årsag til at ideen om intet har forårsaget så mange grimasser i filosofi og religion.

Fx beskriver Nietzsche i ”Således talte Zarathustra” hvordan guden i en evig serie af genkomster og undergange sætter skabelseskarrusellen i gang, igen og igen. Derfor er det menneskets opgave og byrde at fatte, acceptere og gennemleve denne evige serie af skabelser. Guden må sætte noget i gang, ellers sker der slet intet. Men er verden og menneskene blot skabt til forlystelse af en gud, som frygter en begivenhedsløs ensomhed og tomhed? For profeten Zarathustra er intet tilsyneladende blot et skræmmende fravær, et horror vacui. Men intet kan også være noget attråværdigt, et amor vacui. Ved nærmere eftersyn går megen religiøs praksis jo ud på at føre de rettroende hen til intet og videre ind i intet, hvor sand oplysning og frelse venter.

To eksempler: en mere eller mindre stærkt betonet holdning i flere varianter af kristendommen er, at Verden grundlæggende er ond og det materielle, herunder særlig legemet, kun bringer lidelse og muligheder for sjælens fortabelse. Legemets lyster skal overvindes og evt. tæmmes og dødes i et kloster, for at sjælen kan frelses. Man skal aflære sin spontane dyriske kærlighed til verden, og i stedet lære at foragte den. Herved kan sjælen frigøres fra det syndige legeme og efter døden stå renset frem for Gud. Allerbedst var det vel for en strengt troende kristen om han ikke var født. Desværre er selvmord en alvorlig synd og fører til evig straf og fortabelse.

Indenfor buddhismens mange forskellige retninger og skoler er det et fællestræk, at Verden anskues som et bedrag, et ”skin” eller maya oven på/ uden på tomheden, og at dette verdensbedrag kun forvolder lidelser. Det ville for en overbevist buddhist helt sikkert være det bedste om han ikke var født. De hengivne tilhængere af denne filosofiske religion har sat sig for at løse en ikke mindre streng opgave end de kristne, idet det gælder om, gennem bøn, meditation og askese at undgå fremtidig genfødsel og dermed mere lidelse i denne verden. Målet er at indgå i en helt udifferentieret bevidsthedstiltand, Nirvana. Udfrielse eller frelse gennem til-intet-gørelse må siges at være et fællestræk ved disse to religioner.

 

Sidste salve: hvordan spørges til intet?

Kan vi eftersøge dette besynderlige ikke-fænomen blandt nutidens (post)postmoderne filosoffer med deres betoning af verdens karakter af skin, sprogspil, flimrende virtualitet, simulakrum? Eller er de en flok lygtemænd, som har forvildet sig langt ud i mosen? Følger dette drilagtige ikke-fænomen sine egne godt skjulte platoniske lovmæssigheder omme bag virkelighedens tapet? Og hvorfor er der, for at vende Leibniz’ udmærkede spørgsmål om, tilsyneladende et intet, når der lige så godt udelukkende kunne være noget? Vi kunne blive ved at spørge. Og igen: mængden af tilsyneladende ubesvarlige spørgsmål kunne måske tyde på at man burde begynde at spørge til, hvordan man spørger – til intet.

Et af afsættene for Martin Heideggers filosofiske projekt er postulatet om den såkaldte ”værensglemsel”. Han hævder at filosofferne siden Platons tid har overset eller ”glemt” at beskæftige sig med selve det værende og hvordan man kan undersøge dets mening. Måske har filosofferne i lige så høj grad forsømt at undersøge intet.

Kunne man, med Heideggers metode som velvillig men også noget besværlig hjælper, spørge nærmere ind til de muligheder og betingelser, som måtte udfindes, for igen at kunne spørge til det vi kalder ”intet”? Vil det være muligt at nærme sig de vilkår for erkendelse, som måtte herske i et sådant ”ontologisk vakuum”? Parallelt med fysikernes fremskridt kunne det måske give mening og filosofisk kredit at udforske vilkårene for at begribe intets mulige (eller umulige) ontologi i et univers, som åbenbart er propfuldt af herlige mærkværdigheder såsom intet-steds-værende mørk energi og virtuelt stof. Hvorfor skal filosofferne lade sig nøje med at filosofere over de velkendte ti procent af universet og overlade de halvfems ukendte procent til fysikere og kosmologer?

Træder denne vor velkendte ”ti-procent-verden” frem af en uendelig mængde virtuelle verdener, fordi den simpelthen er mest sandsynlig jf. fysikkens grundlove og konstanter? Hvordan blev disse grundlove, eller måske rettere udgangsbetingelser egentlig fastlagt, fx lysets hastighed? Skete det før, under eller efter Det Store Brag?

Er denne verden den mest sandsynlige og derfor bedste af alle de mulige verdener, sådan som Leibniz engang foreslog? Befolker vi dermed blot én af mange verdener, som konkurrerer hårdt om at opnå virkelighed? Hvis det er rigtigt, hvorfor er det sådan? Foregår der sammensmeltninger eller interaktioner mellem de virtuelle verdener, som kandiderer til at blive virkelige?

Hvorfor vil mennesker kunne se et formål med at spørge til ”intets værende” og ”intets mening”? Og hvis de kan, skal udgangsbetingelserne for at spørge til intet findes i fysikken, i menneskelivet eller begge "steder" ? 

Vi vil ikke fortsætte spørgejagten længere, selvom vi godt kunne, og ønsker derfor blot god begrebsjagt til de filosoffer, der har fået en fjer i hatten.

 

Requiescat In Pacem

Orthons rumskib lander med skrigende turbiner på en uanseelig midtsjællandsk mark og jetstrømmen fra motoren laver et temmelig stort, rundt aftryk i kornet. Bonden opdager pletten med det bøjede korn en af dagene, og måske vil lokalavisen bringe en artikel om fænomenet i weekend-tillægget. Hvis journalisten kender lidt til egnens historie, vil han/ hun kunne undre sig over at korncirklen befinder sig lige i nærheden af mindet om et af den kolde krigs besynderligste fantomer.

Rumskibet letter igen og forsvinder med blinkende navigationslys op over bakkerne i retning mod Roskilde. Det skal nok ud og finde en benzintank. Eller en måske en pizza.

Det er sandelig blevet sent. Jeg starter bilen og kører hjem til aftentheen. De forsvundne rejsendes drøm hviler i fred under højen.

 

 

Kilder og krediteringer:

Skepticas beretning om Orthonbevægelsen.

Artikel om en evt. fjerde dimension fra Ingeniøren.

Titlen er lånt fra William Blakes digt: For the sexes: The Gates of Paradise (ca. 1820)