Mælkemanden og hans dreng


"Fandens tyskere". Mælkemand Larsen bander, men stille, da vi i skridtgang nærmer os en tysk patrulje, som har stillet sig på tværs af Rampen foran Sparekassen. En "Prærievogn" holder ved kiosken "Irma", butikken er lukket. På hjørnet af Adelsvej ligger "Dueklipperens" salon. Lige nu har han ingen at snakke due-totalisator med. I butikkerne overfor er heller ingen kunder, hverken hos købmand Jensen, eller i grøntforetningen "Expres". Grønthandler Simonsen er listet ind til købmanden, de står i døråbningen, og lader som om de ikke ser på i optrinet.

- "Halt" - absteigen!"-  "Legitimation!" - ikke noget med "bitte" her! Vi kravler ned fra vognen, og finder legitimationskortet frem. Soldaterne roder vognen igennem, og råber lidt efter: "Nichts gefunden". -  "Weiterfahren!" - Feldwebelen fejer os videre med sin geværkolbe, og hans rustne stemme siger også: "ad helvede til!" Visitation er rutine, ikke en vane. Sveden løber klam ned ad ryggen, hver gang de grå uniformer står der, kolde, vrede - og bange. Blikke dræber jo ikke men de stikker! - fjenden er her og der og alle vegne - og ingen steder - og man kan ikke arrestere alle germanske folkefæller, som ikke vil beskyttes mod sig selv.

Vi triller ned mod kvarterets "torv". De små lammeskyer kan drive som de vil og behøver ikke frygte tre tyske jagerfly, som durrer frem mod øst. Solen skinner både på de gode og de onde her i verden. Larsen skal aflevere noget tøj på vaskeriet, han lader hesten holde ud for tobakskiosken. Ved døren står en papfigur, som skal forestille en indianerhøvding. Høvdingen hedder "Powhattan" og reklamerer for fynsk "Pu-ha-da". Gid man havde en rigtig smøg lige nu.

Et skilt i døren hos slagter Hansen tilbyder "Prima Hestekød". På hjørnet af Grønvej liggerr bager Andersens butik. Et par tyskere har forsynet sig med kage, og går op ad Kildemarksvej, på vej til Gardehusarkasernen, deres skråhuer vugger i takt.

Larsen kommer tilbage, sætter sig op, slår smæld med tungen, og vi rumler videre. En hund, som lige har vandet en af de kommunale gaslygtepæle, gør af os. Vi ruller langsomt forbi de to soldater; de diskuterer vistnok muligheden for at blive sendt til østfronten. "Es war so kalt, dass man Eiszapfen scheisste", siger den ene, og den anden nikker bekymret.

Larsen letter på kasketten for den lille krøllede frk. Harriet, som netop åbner døren til "Harriets systue".  Hurtige hammerslag tikker fra skomager Madsens butik i kælderen. Det er som om han spiller piccolo-hammer i en hammerkoncert, som strømmer ud fra tømrer Pedersens værksted på den anden side af vejen. Asfalten er ujævn her, og de tomme mælkeflasker skramler mod hinanden. Mælkehandleren har vist glemt episoden med tyskerne, og tænder en stump cigar. "Nå, så ska` vi i gang med den anden tur", siger han, "godt den er ikke så lang som Skyttemarksturen. Man burde passe sin nattesøvn, ja det burde vi alle sammen". Han skæver til mig og tager et bak på cigaren.  - Han har sine iindremissionske meninger om tumpede unge og jazzmusik og pigesjov, men lufter dem sjældent, bare man passer sit arbejde.

Vi drejer ind på gårdspladsen bag "Næstved Mælkeforsyning" på hjørnet af Sterkelsvej. Skorstenen sender en sky af tørverøg op mod himlen, og inde i halvmørket snurrer centrifugen. Firmaets sorte lastbil holder i et hjørne med udslukt gasgenerator. Jungerne, som i morgen tidlig skal fyldes hos bønderne ude i Brandelev og Næstelsø, står allerede klar på ladet. I den åbne port snakker mejeristen med politibetjenten, som er kommet for at kontrollere, at mælken bliver pasteuriseret. "Joe, der røg et helt tog af spored yde ve' Gammel Holsted", siger den hvidklædte mejerist. "Di hade skrued skinnerne frae hinannen. Ded er da osse de satans kommunister, og hvad gør politiet, di står og glor på et termometer, ded ka` je' sgi da gøre lissågodt." 

Betjenten ved godt at der er krig i landet, men hvis folk ikke også vil risikere at dø af tuberkler, så skal mælken altså stadigvæk pasteuriseres. Han trækker på skuldrene. En ufarlig tjans i dag... Mejeristen tilbyder at bytte job med betjenten, men holder så op med sit vrøvl, og går tilbage til arbejdet.  Hesten får sin mulepose på, og gumler på havren. Vi begynder at slæbe kasser med tomme flasker ind i mejeriet. Butikkens klokke ringer, og damen, som vasker flasker og ekspederer mejeriets kunder, klaprer over den lille mejerihals gulv, mens hun tørrer hænderne i forklædet.

Vi læsser de fyldte flasker, og mens Larsen og bestyreren ordner regnskab, drikker jeg et krus kærnemælk med smørperler i. Betjenten gider ikke snakke med en søvnig mælkedreng. Og så lunter vi op ad Kildemarksvej. Der er kunder, både i købmandsbutikken på den anden side af Ejlersvej, og hos bagermester Olsen i "Grænsen". Børn leger i vejgrøften, de nyder solskinnet. Nogle følges med mødre, som har indkøbstasker hængende over armen. Alle børn har skolefri, for Værnemagten beslaglagde Kildemarksskolen i forrige uge, for at bruge den som lazaret.

I går lå jeg på en baneskråning, skjult i de tørre græsstrå og så 30 hvide hospitalsvogne med røde kors på siderne køre langsomt forbi. En røgspiral trillede hen ad jorden efter det stønnende, brunkulsstinkende lokomotiv. Det var ligesom de aldrig ville holde op med at rulle forbi, udtærede ansigter, blodplettede forbindinger, et tog fuldt af spøgelser. 

Larsen nikker til mig, og jeg begynder at ringe med klokken.

Folk får byttet tomme flasker for fyldte. Pengene klirrer i skuldertasken og et par drikkeskillinger i min lomme. Tasken blivertungere, trætheden trænger sig på. Den kloge Lotte ved hvor hun skal stoppe, og skal bare sættes i gang igen med et "hyp" eller et "tsk-tsk". Da vi holder ud for snedkeren i "Trægården" driver en frisk duft af terpentin og træ ud mod os, men et par huse længere henne er luften fuld af en helt anden duft. Vognmanden, som kører natrenovation, har ikke sat låg på alle tønderne. Turen går ind og ud ad sideveje, og til sidst ned til de nye røde lejekasserner på Kærmindevej. Der står stiladser om nogle af dem, og i andre er folk allerede flyttet ind.

 "Vi skal ind på "Dan", siger Larsen til sidst, da hesten aser sig op ad jordvejen. - "Jeg skal ha` optændingsbrænde med hjem". Fabriksfløjten hyler, da vi triller ind på hælefabrikken. Nogle arbejdere går igennem porten på vej  hjem til frokost. "Nå, skal du ikke ha`et par a` de dersens røde åleskindssko med hjem til lillemor", råber én. Larsen gider ikke svare, men ryster bare på hovedet, og kigger efter formanden.

Lidt senere står jeg i et skur, hvor det solvarme træretag dufter. Jeg smider træklodser gennem dørens lysprække ud til Larsen -

 

- Erindringsskitse på baggrund af oplysninger fra Kildemarkskvarter-kyndige borgere: Mogens Nielsen, Bente Fischer-Jensen og Ejner Jensen. Udgivet som "Mælketuren i Kildemarkskvarteret" en gang i 1990-erne i bladet "Markblomsten".