Kunst: Postmodernisme

Noter til Perry Anderson: The Orgins of Postmodernism. (1998)

Emnet er den amerikanske kulturkritiker Fredrick Jamesons analyse af postmodernisme.

Jamesons begrebsdannelse tager udgangspunkt i analyser af postmoderne arkitektur. Analysefeltet bredes derefter ud til samfundsfænomenet postmodernitet / "Den postmoderne tilstand".

Det følgende er mit sammendrag – af Andersons sammendrag!

Hvorfor opstår postmodernisme?

Postmodernismen er forankret i objektive ændringer i kapitalens økonomiske orden.

Den er et kulturelt signal om et nyt trin i den herskende produktionsmådes udvikling.

Kendetegn for denne produktionsmåde: Elektronik, transnationale virksomheder, globalisering af produktion, finanskapitalens frigørelse, kæmpestore medieselskaber...alt dette aktiveres og organiseres ved midten af 1900-tallet.

I den vestlige verden er moderniseringen fuldbragt og kulturen bogstaveligt talt sameksisterende med økonomien – f.eks. oplevelsesindustrien.

Postmodernisme er en næsten umærkelig, "mild apokalypse" – som imidlertid kan periodiseres:

“Where modernism drew its purpose and energies from the persistence of what was not yet modern, the legacy of a still pre-industrial past, postmodernism signifies the closure of that distance, the saturation of every pore of the world in the serum of capital.” (Anderson s 55)

Hvad er postmodernitetens Lebenswelt?

Identiteten undergår ændringer. Man iagttager “subjektets død”. Den enestående kunstner forsvinder. Der opstår i 1960erme en relativisering af værdier. (Et dansk eksempel er Hans-Jørgen Nielsens begreb ”attituderelativisme”.) Der foregik et opgør med traditioner, men utopierne led lederlag i 1970erne. Den nye subjektivitet er præget af tab af aktiv bevidsthed om historien, som håb eller som erindring.

I første halvdel af 1900-tallet kunne historien bruges som reservoir for repressive traditioner, eller skuffede drømme, som i fascismen – eller positive forventninger til fremtiden, som i modernismen; alt dette er forsvundet. Retro-stil er erstatning for en bevidsthed om tiden.

Med den moderne kommunikations-teknologi dominerer rummet tiden...

Postmodernisme som kulturform forsøger at udtrykke kræfter, der er stærkere end den selv. Derfor får den et præg af noget “hysterisk sublimt”. (Jf. Kant)

Der sker en svækkelse af følelsesintensitet, ”a waning of affect”. Dette er en følge af det afgrænsede selvs opløsning. Svækkelsen skjuler en indre tomhed i subjektet. Man kan tale om subjektets nye dybdeløshed – eller fladhed. F.eks. Andy Warhols isnende tomme billeder.

Der anvendes i kunsten hverken de høje eller de lave registre, fordi individet ikke længere holdes inden for stabile rammer af historisk bevidsthed og traditioner. Som kontrast bliver det psykiske liv tilfældigt og spasmatisk, præget af pludselige skift i niveau og stemning. Dette minder om skizofreni.

Hvad kendetegner postmodernitetens kultur og videnskab?

Postmodernisme er et kulturelt lavtryk. TV forener reklame og underholdning. Arkitektur, film og billedkunst udtrykker en tid, der længes efter sig selv.

Postmoderne kunst er kendetegnet ved pastichens tomme parodi, uden satirisk impuls. Pastiche er postmodernismens vigtigste signatur i alle kunstformer.

Hvad videnskaberne angår, så er diskurserne om det kulturelle felt imploderet.

Faggrænser opblødes. Michel Foucaults værker er eksempler på hybridvidenskab. Det ubestemte begreb “Teori” er resultatet...og det kan måske være et fremskridt, men man tekstualiserer ofte sine emner. Resultatet er intetsigende dekonstruktion og ”ny historicisme ”. (Hvad det end er for noget?)

Modernitetens kendemærke er strukturel differentiering (Jf. Max Weber). Dette indebærer arbejdsdeling. Praksisser og værdier som i førindustrielle tider var blandet sammen struktureres og automatiseres. Samfundet opdeles i funktionelt adskilte dele, i sovebyer og industrikvarterer.

Men med postmoderniteten foregår der samtidig en sammensmeltning af forskellige kulturelle sfærer - f.eks. det filosofiske postkort eller det konceptuelle neonskilt.

Hvad er den sociale basis for og det geopolitiske mønster i postmoderniteten?

I denne periode af kapitalismen består klasserne, men de er ændret.

Det postmoderne kulturlag findes blandt de nyrige i den spekulative sektor/ finansverdenen - Young Urban Professionals, eller ”Yuppier”.

Over dette kulturfelt tårner multinationale korporationer sig op; kæmpestore servomekanismer som styrer samfundets produktion og kraft-forsyning. Disse mekanismer er bestemmende for hvordan den globale økonomi fremtræder i den kollektive billeddannelse og kunstneriske fortolkning. Disse korporationer er godt organiseret og sammenhængende – ganske som Mediciernes regime i Firenze.

Under dette multinationale lag opløses den ældre industrielle orden. Dermed opløses traditionelle klassestrukturer. Samtidig udvikles mængder af adskilte identiteter og lokale gruppeidentiteter. Der er ikke udviklet en stabil klassestruktur på verdensplan.

De velhavende hænger sammen pga. privilegier og de ikke-velhavende mangler enhed og solidaritet. Dette er det vertikale plan.

På det horisontale plan er der sket en voldsom udvidelse af systemet; bogstavelig talt hele kloden er med i verdensmarkedet. Det influerer på kulturen. Denne udvidelse af kapitalismens grænser fortynder uundgåeligt den nedarvede kulturs lagre.

Der sker et niveaufald i kulturen. Modernisme var elitær, mens postmodernismen er folkelig. I 1960-erne foregik en opløsning af grænserne mellem finkultur og folkelig kunst. F.eks. The Beatles, eller tegneserier.

Men nu er mesterværkernes tidsalder forbi! Kunstens nye forhold til markedet bliver akkompagnerende snarere end antagonistisk. Modernismen var en enklave, men postmodernisme er hegemonisk.

En hegemoni er en dominant og ikke et helt system, fordi den udvælger sine definitioner af virkeligheden.

Det kan postmodernismen, fordi der er kulturformer, som står i modsætning til den. Ingenting er noget i sig selv.

Postmodernisme er en projektion af Nordamerikas magt; den første specifikke amerikanske stil, som bliver udbredt til hele verden.

Hvad er en passende kritisk holdning til postmodernisme / postmodernitet?

Moralisering, eller positiv / negativ valorisering, er en gold og udsigtsløs vej.

Ifølge Nietzsche er godt og ondt udtryk for magtrelationer. Traditionel kulturkritik er udsigtsløs og en flugt til fortiden. En sandhedssøgende kritik af postmodernisme og "den postmoderne tilstand" kan ikke begrundes med en ideologisk afvisning.

Men en marxistisk teori om denne nye grænseløse kultur-kapitalisme er bestemt nødvendig.

Uddrag af Fredric Jamesons hovedværk: Postmodernism or, The Cultural Logic of Late Capitalism.

https://www.marxists.org/reference/subject/philosophy/works/us/jameson.htm

Fredric Jameson modtog i 2008 Holberg Prisen.

https://holbergprize.org/en/holberg-prize/prize-winners/fredric-r-jameson