LA FAMILIA SAGRADA I ET SPEJL


Gud & Gaudi

Erik Kruse Sørensen

LA SAGRADA FAMILIA I ET SPEJL  

EN TEMMELIG BESKEDEN STORHED

Efter at have kæmpet os gennem Barcelona-metroens rædsomme gademusikant-musik, elektriske støv og hengemte menneskelugt er vi fremme ved dagens første mål, La Sagrada Familia-katedralen. Den er godt nok vanskelig at overse men, men - ”er den virkelig ikke større?” siger min rejse - og livsledsager med tydelig skuffet stemme. Tja, det kan hun jo have ret i.  Vi er midt i februar, og dog er der blade på akacietræerne. Ved første kig gennem deres lette løv forekommer dette turist-tilbedte gudshus ikke meget mere imponerende end den er på de postkort, vi lige har lagt i postkassen.

Antoni Gaudis livsdrøm ligner et forsømt sandslot, bygget af en jættefamilie på strandtur engang før syndfloden. Eller måske nærmere en romantisk operadrøm fra 1800-tallet: masser af dramatiske tårne med kors i stråleglans, dristige afsatser med statuer, kulørte vinduer, opsatser med frugtkurve af endnu mere kulørte sten og utallige ubestemmelige krummelurer. Vi står og kigger på den østlige portal. En flimrende bjergvæg af stenbilleder, der fortæller om bebudelsen og Jesu fødsel. Hvis der nu var et par birketræer og et rislende vandfald, kunne man bilde sig ind at stå ved en bjergside i Norge. Grå-gul og lidt forureningssnusket skygger himmelborgen for den lyseblå himmel over babyloniske Barcelona. En kæmpekran hejser endnu en spand sand op…

Til trods for sin respektable størrelse ser La Familia Sagrada sært beskeden ud fra fortovshøjde, fordi den ligger midt i et boligkvarter med femetagers huse. Der er ikke noget katedral-værdigt at sammenligne med, for eksempel et pænt lille bjerg, en middelalderborg eller bare en park til at give baggrund, storhed og værdighed. Kirken passer lige så godt ind i bylandskabet som et atomkraftværk på Østerbro. Men flytte den kan man jo ikke så godt.

EN POLITISK KIRKE

Ej heller går det an at sprænge den i luften, som George Orwell foreslog de catalonske anarkister under den spanske borgerkrig (1936-39), ud fra den kendsgerning at den katolske kirke i hovedsagen stod på fascisternes – falangisternes - side. Som om man kunne ødelægge den katolske kirkes samfund, tro og politik, bare ved at ødelægge dens bygninger. Men sådan var stemningen. Anarkisterne var ikke blide ved de præster og munke, de fik fat i. Spanierne har altid været gode til at være onde ved hinanden.

Orwells forslag var tåbeligt, men hans klasseinstinkt svigtede ham sjældent. Katedralen med sine himmelstræbende gotiske tinder (tænder?) er også et sindsbillede på katolsk modstand mod al nymodens demokratisk politik; en advarsel i sten til den syndige syndikalistiske arbejderbevægelse, der stod meget stærkt i Catalonien i begyndelsen af 1900-tallet og en overgang under borgerkrigen havde magten i byen. Barcelona er den eneste større by i verden, der har været regeret (eller ikke-regeret) af anarkister.
Enkelte steder forsøger lidt græs at pynte på det aggressivt strittende stenværk, de temmelig banale figurer og nogle sten-bannere med ord fra den latinske gudstjeneste.

Men så viser det sig at katedralen er meget større indvendig, end udvendig -

I EN GOTISK STENSKOV

Det er ikke Helligånden selv som lukker op, men man bliver modtaget af en klar og bestemt menneskeånd. Herinde finder man sig stående i et af de mærkeligste og muligvis skønneste rum, noget menneske har hittet på at stable op, for at skabe sin egen himmel af sten, tres meter oppe i luften. Jo, der er nogen hjemme!  

La Sagrada er himmelstræbende gotisk. De middelalderlige katedraler skulle udtrykke at mennesket godt kan overskride eller overvinde det jordiske. Man trodsede tyngdekraften og byggede et meget højt himmelhus til sin tro – eller til sin Gud, hvilket vel kommer ud på ét. Som mennesket bygger, så bor han! Og sådan bor han altså, den store Han.

I La Sagrada er de gotiske spidsbuer og krydshvælv erstattet af hyperbolske bueslag og hvælv. Rummet bæres af søjler i udsøgte, polerede stensorter. I klassiske gotiske bygninger føres de nedadgående kræfter fra taget og hvælvene ud af rummet, til et stillads af stræbepiller og udvendige søjler, men her foregår kræfternes opadgående og nedadgående spil helt åbenlyst. De bærende søjler forgrener sig dristigt og forsvinder op i himlens ”løvhang”. Denne gennemsigtighed og dristighed i konstruktionen er det radikalt moderne i Gaudis måde at bygge på. Formen er organisk, eller man skulle vel sige: vegetabilsk. Man går rundt som i en skov af forstenede californiske kæmpefyr.
 

Glasmalerier skaber lysninger af klart gult, grønt, blåt og rødt – lys. Det går desværre ikke an at lægge sig ned på det polerede gulv og kigge op i hvælvene for at spare på nakkemusklerne; bredskuldrede sikkerhedsfolk vogter anstændigheden. Man burde have taget et tæppe og termokaffe med, for bare at sidde en stund i et hjørne og meditere.

Fra begyndelsen af historien har søjler været træer i sten, eller rettere: søjler er både bærende dele af en bygning og symboler på træer og den kraft der rummes i og omgiver dem. De græske og romerske templer er sindsbilleder på gudens bolig inde i en hellig skov - af søjler. Søjler er også (og navnlig) tegn på magt. Men her slår det én, at søjler egentlig lige så godt kan være formet som bladsellerier, hyldebuske eller bjørnekloens rillede stængler. Natur-ligheden i Gaudis design af stensøjlerne og deres ”skovhimmel” er forførende og fantastisk godt udført. Det er netop ikke naturefterligning, men naturlighed. De naturlige former er her bragt ind i menneskeverdenen.  

GUD & GAUDI

Antoni Gaudi mente at arkitekturens grundformer – byggeformerne - findes i naturen. Da Vorherre er både arkitekt og bygherre for naturen, er det Guds tanker/ design – og Guds hensigt - vi ser i La Sagradas former. Man kan næppe beskylde Gaudi for at lide af overdreven beskedenhed. Katedralen udtrykker hans tro på at Gud er med i alt, også naturen; man kalder denne tro for panteisme.  

Som allerede mere end antydet er katedralen et vidnesbyrd om en dramatisk periode i Spaniens nyere historie. Den er et stykke propaganda – et middel til udbredelse af den rette tro. Gaudi ville, at kirkens form skulle bidrage til at føre det uregerlige og klassekampshærgede Barcelona ind i Romerkirkens forsonende fold.  

For mig at se er der en voldsom og uforløst modsætning mellem La Sagradas politiske formål, som kommer til udtryk i katedralens dramatiske ydre, og det fredelige og næsten natur-tilbedende kirkerum. Der er en spænding mellem det ydre politiske og det inderligt religiøse. Som vel ret beset også er politisk – den personlige tro er indadvendt politik, kunne man sige.

På indersiden af murene får vi en lystfølelse ved Gaudis mageløse eftergørelse af naturens regelmæssige, frie og uregerlige former. Kirkerummet er en lovprisning til den Gud, der magter at sætte blade på brændenælder. Udenfor opleves et ubehag ved en grumme alvorlig idé om alles underkastelse under én streng Gud. Katedralen maner til forsoning i fælles tilbedelse af naturens store bygmester, og den er et kampråb mod ugudeligheden. Næven med knojern og den udstrakte hånd. Hvordan går det regnestykke op?
 

Det korte af det lange er, at i tiden omkring Første Verdenskrig satte Antoni Gaudi sit geni ind på at overbevise Barcelonas arbejdersjæle om magtens og troens rette kulør. Han var magthavernes arkitekt, såvel som Guds arkitekt.

FRANCO & Co

Hvad der ikke lykkedes for Gaudi og hans venner i den katolske kirke, det lykkedes for Generalissimo Francisco Franco, da han i 1939 sejrede i den spanske borgerkrig og fejrede det med at henrette tusinder af modstandere. Hertil kom, at Franco & Co. undertrykte den catalonske selvstændighedsbevægelse, Gaudi havde været ivrig tilhænger af. Den fascistiske stat vandt over både de borgerlige friheds-idealer og den catalonske nationalfølelse. Og byggeriet på La Familia Sagrada gik næsten i stå, som så meget andet i Francos Spanien. Fascisterne brød sig formodentlig ikke meget om Gaudis stædige insisteren på at være sig selv og bevare sin egen vision, og det kan vel også være en slags anerkendelse. I hvert fald tog det fyrre års diktatur før spanierne fik lavet sig et demokrati, med rettigheder til den enkelte borger og de nationale mindretal. Og byggeriet på La Sagrada Familia tog igen fart – men katedralen blev til noget andet, end arkitekten kunne have forestillet sig, ikke så meget i designet, men i det formål, de fleste besøgende i vore dage – formodentlig - har med at besøge katedralen. Den blev en helt anden social ting.  

EN MASKINE TIL AT TRO I – KOSTER KASSEN

Den modernistiske arkitekt Le Corbusier skal have sagt, at en kirke er en ”maskine til at tro i.” Hvis vi fører denne metafor op i masseturismens tid, så er mange kirker i høj grad blevet ”maskiner til at glo i.” De, der leder færdiggørelsen af Barcelonas suverænt største tros-maskine har nok troen, men indtægterne til byggeriet kommer hovedsagelig fra en mere eller mindre forudsætningsløs masses ”gloen”. La Sagrada er verdenskendt fordi den er berømt – eller er det omvendt? Just derfor kommer to og en halv millioner turister for at se den, hvert år. Inklusive et par danske smagsdommere.

Katedralen er et privat finansieret projekt, og så mange euroer som muligt skal op af turistlommerne. Derfor kan man kun komme ud fra byggepladsen gennem en souvenirshop. Her bliver det helt klart, at alt ophøjet kommer nedefra. En flok unge kinesere – studenter? - i cowboyjakker og med kikset hår under baseball-kasketterne kigger på udvalget af deprimerende ens bøger om Gaudi på femten sprog, Gaudi-kalendere, Gaudi-tasker, katedral-byggesæt, T-shirts, kuglepenne, postkort, platter og plat i småt format. Mottoet kunne være: ”Gaudi gir’ dig smag fra kælder til tag.”   

 
De kinesere er sørme langt hjemmefra. Det er vi europæere såmænd også.

CODA:  

En tidsbunden individualist har godt af at opleve et bygningsværk, som muligvis ikke bliver færdig i éns levetid. Man begyndte at bygge på katedralen i 1880-erne, og den vil formodentlig stå færdig engang sidst i 2020-erne. La Sagrada Familia er nemlig en håndværkets gudstjeneste, som varer mere end 150 år. Det giver ligegodt et andet perspektiv på livets tid, end nutidens byggeri, der skal være under tag så hurtigt og billigt som muligt. Forhåbentlig vender vi tilbage om nogle år. Svagere i benene, men forhåbentlig stærkere på andre måder, vil vi se tilblivelsen fortsætte. Selve byggeriet med de store gule kraner er jo en del af det, hele verdensfamilien kommer for at opleve. Hvad kirken bliver til, når tilblivelsen er til ende, kan ingen forudsige.